Det er omsorg for børnene: Læreren er lederen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De sidder dér hver dag og venter på, at jeg kan komme i gang. Jeg kan se det ud af øjenkrogen, de finder deres sager frem og retter blikket mod mig. Fælles for dem er, at de er ualmindeligt tålmodige på deres klassekammeraters vegne.

Imens beder jeg Martin om at sætte sig ned, Camilla om at tie stille og ikke råbe på tværs af klassen og Eva om at stoppe med at spille computer.

Jeg beder Sille lade være med at fjerne stolen, når hendes kammerat Anna skal til at sætte sig ned, og til Holger siger jeg: »Nej, du kan ikke gå på toilettet nu, du har lige haft 40 minutters frokostpause, og vi skal i gang med undervisningen.«

Mads kaster en bold mod boldkurven og rammer ikke, Julie og Rebecca kommer syv minutter for sent og braser ind ad døren. Imens jeg får korrigeret helt almindelige elevers adfærd, så vi kan komme i gang med undervisningen, sidder de pænt og venter. De, som venter, udgør størstedelen af klassen, og det er urimeligt, at flertallet skal have deres faglige fokus forstyrret af de få.

Hvis vi skal opruste folkeskolen og tiltrække flere dygtige og uddannede lærere, så skal vi rette fokus mod klasseledelse og elevadfærd.

Vi skal have en samtale om, hvilke kompetencer vi skal have som lærere, og hvordan de lærere, som står ude i klasserne, er stærke ledere, og hvordan vi som samfundsinstitution viser vejen med stærke klasseledere, hvor læreren er en stærk figur, og en kærlig hånd i ryggen, når eleven træder ind ad klassens dør.

Læreren skal være leder med et fagligt, pædagogisk og didaktisk overblik. Det kræver noget at lede en klasse, det kan du ikke gå ind fra gaden og gøre.

Vores opgave er at gøre eleverne så fagligt dygtige som overhovedet muligt. Det er blandt andet at hjælpe dem til at åbne deres verden, så de kan forblive nysgerrige på vores samfund. Vi skal tage ansvaret på os, så vi indretter et skolerum, som har tydelige værdier, hvor vi fører eleverne ind i et mini-samfund.

Her skal eleverne møde systematisk viden, de skal møde krav, omsorg og forventninger, og så skal de møde andre, som er som dem selv, og som ikke er som dem selv og ikke nødvendigvis kommer fra det samme miljø, som de selv gør. Det skal de lære at navigere i.

Det er denne samlede pulje, som gør dem i stand til at være medskabende samfundsborgere senere. Vi skal lære eleverne, at det er en del af livet at møde modstand og udfordringer. At overvinde og klare noget, som er svært på egen hånd eller med passende støtte, er væsentligt for at kunne udvikle personlig modstandskraft.

Når læreren har taget sin autoritet på sig i form af fagligt, pædagogisk og didaktisk overskud, kan vi også forvente, at eleverne indtræder i denne ramme.

Når man er elev i skolen, betyder det, at man skal kende til, hvad forventelig elevadfærd er. Det er skolernes ansvar at formidle disse forventninger.

Når Alba er elev i en skoleklasse, betyder det, at hun deltager i skolefællesskaber, som indeholder samarbejde og medansvar. Det betyder, at hun er i skolen for at udvide sin faglige horisont og lære, hvordan hun er en god kammerat. Det betyder, at hun forstår, at når hun træder ind i skolen, er hun en elev, som indtræder i et mini-samfund. Helt ligesom vi forventer, hun gør, når hun en dag træder ud i samfundet og ind på en arbejdsplads.

Ude på skolerne skal der skabes et fælles sprog omkring klasseledelse og elevadfærd, hvor rammerne, dagsordenen og retningen sættes af lærerne, hvor lærerne tager ansvaret på sig, og hvor elever og forældre indtræder i disse rammer for at bidrage, fordi alle aktører kender deres ansvar og har tillid til hinanden og tillid til, at mennesker vil bidrage positivt.

Skolerne bør formulere en rammesætning, der kan vejlede lærere og forældre i, hvordan man arbejder godt sammen, hvor det præciseres, hvem der har ansvaret for hvad.