Bias mod kvinder kommer ikke kun fra mænd
Om lidt er det kvindernes internationale kampdag. I den anledning bør vi tale om den sexisme, vi sjældent nævner. Ikke den åbenlyse. Ikke den, der råbes højt. Men den, der lever i stilheden i os selv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Er det ikke paradoksalt, at vi kvinder kan begrænse os selv på baggrund af vores eget køn?
Candace, Hannah Pearl Davis og Erika har fyldt meget i 2026, men hvem er de?
De er kvinder, som tager del i mosfæren (kvindehad) – hvilket kan virke ambivalent og helt ærligt lidt dumt.
Måske er de mere radikale end de fleste kvinder, men det siger alligevel noget om kvinder og deres forhold til dem selv. I statistikker ser vi nemlig, at en fjerdedel af unge kvinder ønsker afhængighed af partnere, et fåtal er feminister, og tradwife-livsstilen trender lige nu.
Alt dette er for mig et tegn på internaliseret misogyni/sexisme. Det er et fænomen, hvor kvinder ubevidst adopterer samfundets holdninger om dem mod både sig selv og andre kvinder. Det kan lyde absurd.
Dog oplever jeg det selv konstant selv på trods af min identitet som stolt københavnerfeminist. Hvad angår skøre skønhedsidealer, victim blaming og ansvar, mærker jeg den især.
Jeg havde det dårligt med mit udseende for nylig på grund af en dreng, selvom jeg ellers plejer at have det godt med min krop.
Jeg gav mig selv skylden for catcalling og voldsom seksualisering i en alder af 10-11 år, fordi jeg jo ikke turde sige fra højt nok. Jeg dømmer ofte hårdere kendte kvinder for socialt ansvar end mænd.
Eksemplerne kan virke små, men de har en kæmpe indflydelse på mig og mit syn på kvinder i samfundet. De får mig til at opretholde en bestemt struktur og idé af verden.
Selv nu skammer jeg over disse ting i stedet for at kigge på det samfund, jeg er opvokset i. Det er på ingen måde kvindens egen skyld, men vi har stadig et ansvar. Ingen fødes med et had mod kvinder, men alligevel har 9 af 10 af alle køn et bias mod kvinder.
Jeg er altså på ingen måde alene, men det føler jeg mig alligevel. Overalt på nettet udskammes nemlig kvinder med internaliseret misogyni med begrebet pick-me.
Jeg har intet problem med at stille kvinder til ansvar for sexistiske holdninger begge veje. Mit problem er bare, at alt sammen bygger på skam, især af meget unge piger, og ingen hjælp. Det skaber et tabu og gør det sværere at løse problemet.
Internaliseret misogyni er ikke beviset på, at feminismen har fejlet, det er beviset på, hvorfor vi stadig har brug for den.
Men en feminisme uden plads til fejl, tvivl og selvmodsigelser hjælper ingen. I anledning af kvindernes kampdag den 8. marts bør vi fralægge os skam og tale åbent. Frigørelse kræver nemlig også anerkendelse af det, vi forsøger at gøre op med.