Ramadanen i folkeskolen: Fællesskabet bliver til kontrol

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Hvorfor faster du ikke? Du ved godt, det er en del af islams fem søjler?«

Sådan lød det, når jeg i folkeskolen sad og spiste min madpakke under ramadanen eller deltog i idræt med det modsatte køn. Det burde have været en privat sag. I stedet blev det et fælles anliggende. Pludselig var det ikke bare min frokost, men mit tøjvalg, min moral og min tro, der blev sat til debat.

Hvert år, når ramadanen nærmede sig, steg presset. Ikke fra lærerne og ikke fra skolen, men fra jævnaldrende. Jeg husker tydeligt de mange forklaringer, jeg måtte finde på, når nogen spurgte, hvorfor jeg ikke fastede. For hvert år blev det sværere, og ofte blev jeg mødt med: »Det sagde du også sidste år.« Det blev fulgt af kommentarer om, at jeg ikke var en god muslim. Det viser, hvor stærk religiøst begrundet social kontrol kan være, selv blandt børn.

Allerede i 5. klasse begyndte nogle elever at faste, selvom de var for unge til at være religiøst forpligtede. For mange blev det en forberedelse til den alder, hvor man ifølge traditionen selv bærer ansvaret.

På den måde rykkede ramadanen ind i klasseværelset. Nogle børn mødte trætte op en kold morgen uden at have spist. Andre gemte sig på toiletterne for at spise i fred. Det er svært at kalde det et frit valg.

Ramadanen blev for mig et tydeligt eksempel på, hvordan religiøse normer kan forstærke den sociale kontrol, der allerede findes i skolegården. Samtalen handlede ikke længere kun om faste, men også om påklædning og adfærd. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg burde tage tørklæde på, blev rejst, fordi min mor syntes, at mit vestlige tøj var forkert, især i den hellige måned.

Det, der begyndte med madpakken, udviklede sig til at handle om, hvor meget min frihed kunne formes af religiøse forventninger.

Problemet kan koges ned til én ting: Hvor meget plads religion får i folkeskolen. Når religiøse normer fører til kønsopdeling, afvisning af håndtryk eller religiøs praksis, der fylder i skoletiden, udfordrer det de frihedsidealer, skolen samtidig skal lære børnene.

Folkeskolen er sat i verden for at danne selvstændige borgere, ikke for at reproducere religiøse normer.

Det afgørende er at skelne mellem tro og kontrol. Tro er en privatsag.

Men når religiøse normer ikke blot praktiseres individuelt, men forventes fulgt af alle i fællesskabet, ophører de med at være personlige valg. De bliver et socialt regelsæt. Og et regelsæt, der regulerer andres adfærd, handler ikke længere kun om tro, men om kontrol.

Problemet opstår ikke kun, når social kontrol finder sted. Det opstår også, når den ikke bliver italesat.

Mange lærere og pædagoger står i et dilemma. De ønsker at respektere religionsfriheden og undgå at stigmatisere nogen. Men hvis frygten for at blive misforstået fører til, at man ser bort fra pres og udskamning i skolegården, svigter man de børn, der står alene i det.

At kritisere religiøst begrundet social kontrol er ikke et angreb på religionsfriheden. Tværtimod er det et forsvar for den enkelte elevs frihed til selv at vælge, også retten til ikke at følge fællesskabets normer. Religionsfrihed gælder også friheden fra pres.

Folkeskolen skal være et neutralt frirum, hvor børn kan være elever, før de er repræsentanter for en tro. Hvis vi ikke tør holde fast i skolens værdier om ligestilling, individuel frihed og lige rettigheder, overlader vi de mest sårbare børn til et pres, de ikke selv har valgt.