Tidl. bestyrelsesmedlem i DN: Tag magten fra DN

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er tid til at gøre op med troen på, at Danmarks natur og biodiversitet har brug for Danmarks Naturfredningsforening (DN). Og den tid er forbi, hvor foreningen skal have særstatus og monopol på at rejse fredningssager.

Heldigvis er debatten igen blusset op i Folketinget: Hvorfor skal vi dog bevare en så stor magt hos én privat forening? Endda en forening, der har fjernet sig fra sit oprindelige grundlag og nu opfører sig aggressivt politisk.

For seks-syv år siden blev jeg selv valgt ind i en lokal DN-bestyrelse. Beskyttelse af naturen og levestederne for dyr og planter har livet igennem været af stor værdi for mig. Men hvor blev jeg slemt skuffet over at opleve DN’s indre liv. Der gik nærmest sport i at spænde ben for udviklingsprojekter, selv om der ofte ingen som helst naturmæssig værdi var at forsvare.

Internt i foreningen glæder man sig over, at DN er den eneste aktør med magten til at trække stat, kommuner og private lodsejere rundt ved næsen og føre ideologisk felttog. Jeg tror ikke, at man gør sig begreb om, hvor indædt og forbenet en stemning, der kan herske omkring bestyrelsesbordet. Eller på de centrale kurser, hvor man lærer det hårde politiske og PR-arbejde.

Historisk set har jeg svært ved at forestille mig et Danmark uden DN. Hvordan ville landet ikke se ud, hvis ingen med stor styrke havde varetaget naturens interesser, hvis vi kun tænkte på kortsigtet profit, uhæmmet erhvervsudvikling og et landbrug, som ingen satte grænser for.

DN har været både nyttig og nødvendig, når det kommer til naturbeskyttelse her i landet. Men magten er steget foreningens ledelse til hovedet. I fokus er ikke længere beskyttelsen af den lille mose med sjældne frøer, fredningen af engdraget med orkidéer eller et stykke skov med gamle, krogede og værdifulde egetræer, der rummer et rigt dyreliv.

Nu handler det i mindst lige så høj grad om at sikre offentlighedens adgang gennem private haver og arealer – også selv om det strider lodret mod naturens interesser og direkte skader plante- og dyrelivet. Eller ødelægge mulighederne for selv grøn erhvervsudvikling på bare marker, hvor intet naturligt liv lever.

Næ, politisk-ideologiske kræfter i foreningens top vinder over reelle naturhensyn. Hellere en ”nationalisering” ad bagvejen og offentlig adgang gennem naturperler båret af lighedstrang og misundelse end gå naturens ærinde.

DN fører nu an i felttoget med dyreværnsgrupper om at bekæmpe konventionel svinelandbrug. Sikkert en ædel sag – men hvad har det med naturfredning og -beskyttelse at gøre? Ingenting. Det er den totale populisme!

Virkeligheden er vokset fra DN. Eller er det omvendt? Jeg kan genkende det fra min tid i lokalbestyrelsen, som jeg desillusioneret forlod. Det er endda blevet endnu værre siden, kan jeg se.