Hvis vi tager fejl, så overbevis os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er besynderligt at få at vide, at man som 16-årig er fremtiden, men samtidig ikke må sige noget om nutiden.

Jeg er 16 år og går i folkeskole. Og jeg har flere gange fået at vide, at jeg nok skal forstå det hele bedre, når jeg bliver ældre. Men jeg lever jo i det system nu.

Da jeg første gang hørte ordene “du kan godt” i en politisk sammenhæng, oplevede jeg for første gang, at nogen talte til unge som mennesker, der allerede kan tænke selv. Ikke som nogen, der skal vente på at blive klogere. Ikke som nogen, der først får en stemme senere. Det gør en forskel.

Det er os unge, der mærker det, når gymnasiefordelingen ændres, og postnummer pludselig betyder mere end motivation. Når 10. klasse og hf diskuteres som struktur og tal, er det også os, der skal leve med konsekvenserne. Alligevel bliver vi alt for ofte mødt med: ”du mangler erfaring” eller ”kom tilbage om 10 år”.

Erfaring i uddannelsesdebatten handler ikke kun om, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Det handler om, hvor tæt man er på konsekvenserne. Jeg sidder i klasselokalet. Jeg lever med beslutningerne. Det er også en form for erfaring.

Det betyder ikke, at unge altid har ret. Det betyder, at vi har ret til at blive taget alvorligt. Mød vores argumenter med modargumenter og ikke med nedladende kommentarer om vores alder. Hvis vi tager fejl, så overbevis os.

Særligt som en ung pige kan det føles dobbelt. Først er man for ung til at have en holdning. Hvis man så taler klart og står fast, er man for meget. For skarp. For sikker. Men det stopper mig ikke. For jeg har lært, at man vokser af forventninger, ikke af at blive talt ned til.

Jeg er ikke et offer. Jeg er et eksempel på, hvad der sker, når unge bliver mødt med tillid.

Da jeg blev mødt med sætningen ”du kan godt”, gik jeg fra at være tilskuer til at engagere mig. Jeg begyndte at læse med og følge med. Argumentere. Ikke fordi jeg troede, jeg vidste alt. Men fordi jeg blev behandlet som én, der godt måtte prøve. Det burde ikke være en kampagne. Det burde være en kultur.

Hvis vi vil have unge, der tager ansvar, så skal vi tale dem op. Ikke ned. Vi skal forvente noget af dem. Ikke parkere dem i et venteværelse, indtil de bliver ældre. Hvis man mener, at hele den kommende generation er for uvidende, er det en stor undervurdering. Alder er ikke et argument, så hvorfor bruger I det imod os?

Et demokrati bliver stærkere, når unge deltager. Ikke når de bliver bedt om at vente. Jeg er 16 år. Jeg har en stemme. Og jeg bruger den nu. Det burde flere unge have mod til at gøre. Og flere voksne mod til at støtte.