Så er valgkampen i gang: Krav er lette. Regningen er sværere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er opstået en bekvem vane i dansk politik: Man kan kræve næsten hvad som helst – uden at skulle forklare, hvem der betaler.

Mere service. Bedre normeringer. Hurtigere snerydning. Nye rettigheder. Samtidig må skatten ikke stige, og ingen må miste noget. Det er en politisk ønskeseddel uden ansvar.

I dag kan borgere, organisationer og politikere fremsætte borgerforslag og politiske krav uden samtidig at anvise finansiering. Det er populært. Og det er problematisk.

For når ingen behøver at pege på, hvad der skal vælges fra, bliver prioritering erstattet af brok – og ansvar skubbet videre til kommunerne og administrationen.

Når alle vil have mere, er der altid nogen andre, der skal betale. Tag snerydning. Hvis man vil have absolut topklasse – hele tiden – så koster det penge. Flere folk, mere materiel, højere beredskab. Det er ikke en holdning. Det er en regning.

Spørgsmålet er derfor ikke, om kravet er rimeligt, men hvor pengene skal komme fra? Ældreområdet? Skolerne? Kultur? Eller skal skatten op? Det spørgsmål bliver sjældent stillet højt. Og næsten aldrig besvaret.

Det samme gælder i den nationale debat. Nye rettigheder, ændrede arbejdstider og store reformer sælges med henvisninger til ”effektiviseringer”. Det er ofte bare en pæn måde at sige, at nogen andre må finde pengene senere.

Derfor bør vi indføre et enkelt princip:

Hvis du kræver noget nyt, skal du også sige, hvad der skal betales med. Ikke med regneark, men med prioritering. Mere af én ting betyder mindre af noget andet – eller højere skat. Alt andet er uærligt.

Det handler ikke om at lukke munden på borgerne. Det handler om at tage demokratiet alvorligt. For politik er valg. Og valg uden konsekvenser er ikke politik – det er ønsketænkning.