Vi vil treparten, så tal med os og ikke om os
Kvælstofaftalen kortslutter ånden om samarbejde og reel inddragelse. Den er ikke en del af den grønne trepart. Vi står bag den oprindelige grønne trepartsaftale, men vi kan ikke støtte den kvælstofaftale, politikerne har præsenteret og vedtaget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den oprindelige grønne trepartsaftale, som Landbrug & Fødevarer tilbage i juni 2024 var med til at få på plads, rummede noget fint og meget dansk: Forskellige stemmer og interessenter blev enige om et kompromis, enige om fællesmængden og håndterede uenighederne.
Aftalen bygger på en lokal indsats med tæt inddragelse af de mennesker, som vil opleve omlægningen af Danmarks areal.
Da aftalen blev præsenteret, var det en god dag. Og dermed ligger det vel ligefor at gennemføre aftalen, skulle man tro? Men sådan er det desværre ikke.
For siden dengang er stort set alle politiske aftaler gået skævt. Det vender jeg tilbage til.
Først vil jeg udtrykke min grundlæggende ærgrelse og frustration over, at man politisk har taget en række skæve beslutninger. For lokale treparter og Danmarks landmænd er godt i gang og dybt engageret.
Et godt eksempel var, da der i Herning den 28. januar blev afholdt to lodsejermøder med over 450 deltagere og mere end 70 på venteliste.
Eksemplet er langtfra unikt. Andre steder har man oplevet det samme. Landbruget vil være med, hvis vi får mulighed for at vælge løsninger, der giver mening på bedriften og i lokalområdet. Vi vil bidrage, når der bliver talt til os – og ikke om os.
Så hvorfor er der så risiko for, at treparten går galt?
En stor del af udfordringen ligger i den kvælstofaftale, som et politisk flertal på Christiansborg vedtog i slutningen af 2025. Hvor trepartsaftalen tager udgangspunkt i de lokale rammer og aftaler, taler kvælstofaftalen om kraftig statslig styring. Det trækker i den modsatte retning og lægger sten i vejen for arbejdet med treparten.
Derudover er der blevet pillet ved de balancer, vi blev enige om tilbage i juni 2024. Christiansborg har fastsat kvælstofreduktionsmål, der ikke følger EU-besluttede mål.
Danmark skal nu forfølge strengere krav end vores nabolande. Det lyder ambitiøst på et politisk aftalepapir, men giver ikke særlig god mening i virkeligheden, da vi som bekendt deler havvand med landene omkring os.
Omvendt har man sænket ambitionerne på spildevandsområdet.
Ambitionen om at rense mere spildevand er nedjusteret. I trepartsaftalen var målet at reducere med 860 tons kvælstof. Nu er det tal nedjusteret til 572 tons.
Kort sagt er kravene til landmændene strammet markant, siden den oprindelige trepartsaftale blev landet. Omvendt har politikerne løsnet kravet, når det kommer til, hvad staten, kommunerne og myndighederne skal levere. Det er et ærgerligt signal at sende.
Hvis treparten gennemføres som aftalt, åbner den for, at vi kan styrke fødevareproduktionen, investere i ny teknologi, der kan mindske kvælstofudledningen og understøtte et bedre vandmiljø, samtidig med at vi omlægger de rigtige arealer.
Men det kræver, at de lokale parter får reelt råderum til at lave lokale løsninger.
Med kvælstofaftalen kortslutter man arbejdet og ånden om samarbejde og reel inddragelse.
Derfor er vi imod kvælstofaftalen. Den er ikke en del af den grønne trepart. Vi står bag den oprindelige grønne trepartsaftale, men vi kan ikke støtte den kvælstofaftale, politikerne har præsenteret og vedtaget.
Det er så ærgerligt, at man lægger sten i vejen for et projekt, som vi nu langt om længe var blevet enige om.