Hvornår begynder Europa at sende kamptropper til Ukraine?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi nærmer os nu fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022, og i alle årene har ukrainerne kæmpet en heroisk kamp med store tab mod den russiske hær. Krigen står i dag i stampe, men situationen kan hurtigt ændre sig, og invasionen kan brede sig til andre lande med russisk magt og herredømme langt ind i det centrale Europa til følge.

De vestlige lande har gennem de fire år langsomt bidraget med mere militær støtte til Ukraine på trods af en frygt for russisk eskalation af krigen ved brug af atomvåben. De vestlige bidrag har over de fire år udviklet sig fra i begyndelsen at sende våben til Ukraine til nu også at sende kampfly, bl.a. de danske F-16-jagere. Hver gang har det været med en indledende advarsel om ikke at tirre Putin til eskalation. Denne frygt har vist sig ubegrundet, men det står efterhånden klart, at støtten med våben og kampfly ikke er tilstrækkelig til at trænge de russiske tropper ud af Ukraine, så mere må gøres.

Her er det vanskeligt at se anden vej, end at de europæiske lande må sende egne kamptropper til Ukraine, så landet ikke fortsat skal stå alene i krigen. Både Danmark og det øvrige Europa har tidligere sendt soldater til fjerne krige som i Irak og Afghanistan, men her, hvor det gælder vores egne helt nære naboer på det europæiske kontinent, holder vi igen med det. Igen angiveligt på grund af Ruslands atomvåben og stærke militær og dermed frygten for en tredje verdenskrig.

Denne trussel skal naturligvis tages alvorligt, men må ikke lamme os, hvis vi skal overleve som et frit demokratisk kontinent med selvrespekten i behold. Rusland har reelt en lille økonomisk formåen med et bruttonationalprodukt (bnp) ikke større end de nordiske landes tilsammen. EU’s og Storbritanniens samlede bnp er næsten 10 gange større end Ruslands, så Europa har den økonomiske styrke til at støtte Ukraine yderligere i krigen mod Rusland.

Rusland bruger en større andel af sit bnp på militæret end Europa, men de samlede europæiske militære budgetter er fortsat ca. tre gange større end Ruslands. En udfordring for Europa er dog, at der ikke er etableret en europæisk militær enhedskommando, og at Nato ikke kan indregnes i en indsats i Ukraine henset til den ustabile politiske ledelse i USA.

Risikoen for Ruslands brug af atomvåben må der ikke ses bort fra, men Rusland vil skulle indregne, at både Frankrig og Storbritannien også har atomvåben, der kan bruges til gengældelse. Ruslands officielle atomdoktrin ligger ikke op til brug af atomvåben, i tilfælde af at europæiske tropper går ind i Ukraine. Doktrinen beskriver, at atomvåben kan bruges, hvis Rusland selv udsættes for angreb med atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben, eller hvis statens infrastruktur og eksistens trues ved angreb med konventionelle våben.

Vi må lægge frygten til side for, hvad der kan ske, hvis Europa indsætter egne kamptropper i krigen i Ukraine. Det kan under opbygningen i første omgang være som støtte i baglandet i Ukraine, men må være med henblik på, at man kan komme i konfrontation med russiske tropper og dermed med tab til følge. Disse tab vil være den tungeste byrde ved indsættelse af kamptropper, men den langvarige effekt af at undlade det kan blive ubærlig.

Europa må derfor samle sig om nu også at støtte med militære tropper i krigen i Ukraine. Det er formentlig vanskeligt at samle politisk enighed om det, men bl.a. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har været inde på indsættelse af kamptropper, og tilsvarende må der være lande af villige, som går sammen om indsatsen. For Ukraine har brug for hjælpen, hvis krigen skal vindes.