Hvis staten blander sig for meget i amerikanernes liv, reagerer de. Ikke som demokrater eller republikanere. Men som amerikanere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rundtom på de flagstænger, som der står i mange amerikanske haver, kan man indimellem finde et gult flag, der hænger under det amerikanske Stars and Stripes. På flaget er der en sammenrullet klapperslange og teksten »Don’t Tread on Me« – »træd ikke på mig«.

Flaget stammer fra Den Amerikanske Revolution, helt specifikt fra 1775, og var en advarsel til englænderne – og særligt kong George III – om, at hvis de undertrykte kolonierne, ville amerikanerne slå igen. Klapperslangen var ikke et aggressivt symbol, men et defensivt: Lad os være i fred, så bider vi ikke. Men træder I på os, bider vi tilbage.

Med Tea party-bevægelsen i 2009 blev flaget populært igen og dukkede op overalt: ved demonstrationer mod Obama-administrationen og på flagstænger i forstæderne. Dengang handlede det om skatter, sundhedsreformer og frygten for en voksende føderal stat. Flaget blev et fast inventar i den konservative protestkultur.

Og nu ser man det igen. I de massive protester i Minneapolis mod ICE og dets metoder kan man spotte det i mængden blandt de mange andre flag og skilte. Siden er det dukket op i New York og Chicago.

Det er ikke så mærkeligt. Selv om Gadsden-flaget, som det egentlig hedder, især er blevet brugt af højrefløjen de senere år, er det grundlæggende et symbol på noget bredere: amerikanernes indbyggede skepsis over for staten, især når den går for vidt og indskrænker den personlige frihed. For mistilliden til magten ligger dybt i den amerikanske folkesjæl. Den er nærmest en refleks.

Derfor har protester altid været en del af USA’s historie og politiske liv. Uanset om det gjaldt borgerrettigheder, Vietnamkrigen, overvågning eller skatter, går amerikanerne på gaden, når de mener, at regeringen overskrider sine beføjelser.

Og amerikanerne går ikke blot på gaden en enkelt søndag eftermiddag, men dag efter dag, uge efter uge, indtil regeringen lytter til dem. Det er ikke et brud med traditionen, men selve traditionen.

Det er netop her, Trump-administrationen har forregnet sig. Én ting er at håndhæve udlændingelovgivningen. Det har andre præsidenter også gjort. Obama-administrationen udviste i 2009 næsten lige så mange illegale indvandrere som Trump – og med færre ressourcer. Stram kurs i sig selv er ikke usædvanlig i amerikansk politik.

Forskellen er tilgangen. Trump-administrationen har udvist en hensynsløshed og tilsidesat, hvad mange amerikanere opfatter som grundlæggende retssikkerhed. ICE-officerer, der trænger ind i boliger uden kendelser. Folk, der tilbageholdes uden klar begrundelse. Familier, der splittes ad midt på gaden. Videoer af anholdelser, der mere ligner razziaer end almindeligt politiarbejde.

For mange amerikanere begynder det at ligne noget andet end lovhåndhævelse. Det ligner magt for magtens skyld.

Parallellen til 1700-tallet er ikke kun retorisk. En af de konkrete klager mod den britiske krone var netop, at soldater kunne trænge ind i folks hjem, beslaglægge ejendele og tilbageholde borgere uden lokal domstolskontrol. Det var den slags overgreb, der fik kolonisterne til at tale om tyranni.

Derfor dukker Gadsden-flaget op igen. For når maskerede betjente banker på døre midt om natten og ignorerer kendelser, begynder den føderale stat at ligne præcis den magt, som flaget oprindeligt advarede imod. Ikke en fjern konge i London, men myndigheder i Washington.

Ironien er til at få øje på: Et symbol, der i årevis har været brugt mod big government, bæres nu af demonstranter, der protesterer mod Trumps egen administration. Det samme flag, som hang over Tea Party-møder, vajer nu over protesterne mod ICE.

Budskabet har ikke ændret sig siden 1775. Staten skal holde sig fra folks hjem og deres rettigheder. Når den ikke gør det, reagerer amerikanerne. Ikke som demokrater eller republikanere, men først og fremmest som amerikanere.