De, som ikke hopper, de elsker kriminelle udlændinge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alle, der har været på et fodboldstadion, kender sangen ”Dem, der ikke hopper”. Jeg havde det præcis på den måde, da jeg så uddrag af regeringens pressemøde om udvisningsreformen og den helt kalkulerede politik om at lovgive i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg hører til dem, der ikke hopper. Men tag ikke fejl. Jeg er lige så vred, hver gang der er nogen, der dømmes for alvorlig kriminalitet, til trods for at de har fået en advarsel i form af en betinget udvisning. Og indrømmet. Når det er en udlænding, der begår alvorlig kriminalitet og ikke udvises, bliver jeg en lille smule ekstra vred. Ikke kun fordi jeg nu igen skal stå på mål for, at retten til familie- og privatliv kan være så stærk, at han kan få lov at blive. Det kan være.

Men værre er, at ”han ødelægger det for alle de andre, der godt kan finde ud af det”, som jeg ikke kan fritage mig selv for at tænke fra tid til anden.

Hvorfor er det så, at jeg ikke bare hopper sammen med alle de andre uden for det juridiske klubhus? I ved der, hvor juristerne finder sammen og trøst i de fine franske principper, samtidig med at vi lettere resignerede kan konstatere, at den tid er forbi, hvor man kan vinde valg på grundlæggende retsstatsprincipper. Det var noget, man kunne, da de frie forfatninger blev skrevet i 1800-tallet. Det var dem, vi skrev ned, da vi sagde »Never Again« i Nürnberg efter Anden Verdenskrig. Det var dem, vi lokkede folk i Østblokken med, inden de væltede Muren i 1989.

Det er noget, vi ser den iranske befolkning dø for i gaderne i Teheran. Hvorfor så ikke her i Danmark anno 2026?

Som mennesker er vi lige meget værd. Vi fødes på den samme måde, og vi skal alle dø på den samme måde. At vi er lige meget værd, er ikke det samme som, at vores handlinger er uden konsekvenser. Men hvis vi ikke skal dømmes efter en tilfældig herskers lune eller folkedomstolens ubønhørlige unuancerede krav, så kræver det en individuel vurdering.

Jeg plejer at sige det på den måde, at det er den dag, hvor Højesteret træffer en afgørelse, vi er lodret imod, at vi skal elske den allermest. For en dag, vi selv har retten på vores side, er vi jo afhængige af, at andre tænker det samme.

Debatten om kriminelle udlændinge er mere præget af følelser end af fakta. Går man både Højesterets og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis igennem, ja så sker der tit og ofte udvisning.

Det, som er på spil, er det, som på jurasprog hedder ”tilknytningskravet”. Der tillader jeg mig bare at stille følgende helt simple spørgsmål i de relativt få sager, hvor der ikke kan ske udvisning.

Hvorfor er de mennesker, der har boet i Danmark hele eller det meste af deres liv, uanset de helt åbenlyst ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, et fremmed lands problem? Et land og en befolkning, der hverken har lod eller del i den manglende opdragelse eller samfundssind. Og som med god ret kan tænke, hvorfor skal de betale en regning, der i bund og grund er vores, fordi vi ikke har evnet eller turdet tage fat i de reelle problemer?

Når man ser på udvisningsreformen, så er den præget af politisk kynisme. Ét er, at der vil komme sager, hvor man i forhold til enkeltpersoner også vil sige, det her er for skørt. Det var slet ikke hende, den var tænkt på. Men den virkelige kynisme er, at den gerne skulle kunne kommunikere længe og vinde mere end et valg. Nu kommer der nogle sager. Så kommer der nogle domme. Så klages der til Strasbourg.

Tiden går, og partierne høster den politiske gevinst på de mange anledninger. Drejebogen er allerede skrevet til hundredvis af SoMe- opslag. Og imens udhules tilliden til retssamfundet lige så langsomt, samtidig med at man politisk forsømmer at gøre noget reelt ved problemerne. Men den slags vinder man ikke valg på. Dem, som ikke hopper.