USA skyder sig selv i foden i Vietnam

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Vietnam er i bund og grund en kinesisk koloni.« Udtalelsen stammer fra Peter Navarro, handelsrådgiver for Donald Trump, og faldt i foråret 2025. Det er vanskeligt at forestille sig en større fornærmelse af Vietnam.

2025 var ellers udset som et jubilæumsår, hvor USA og Vietnam skulle markere 30-året for normaliseringen af deres diplomatiske forbindelser. Fejringen blev imidlertid effektivt overskygget af Trumps toldkrig samt udtalelser fra hans embedsmænd, der i Hanoi blev opfattet som både arrogante og dybt respektløse.

Vietnam og USA har siden Vietnamkrigen gennemløbet en bemærkelsesværdig forsoningsproces. Et forhold, der tidligere var kendetegnet ved dyb fjendtlighed, har over mere end tre årtier gradvist udviklet sig gennem vedholdende diplomati, målrettet tillidsopbygning og konkrete samarbejdsinitiativer. I denne udvikling spillede Vietnam-veteranerne, den republikanske senator John McCain og den demokratiske senator – senere udenrigsminister – John Kerry en afgørende rolle i at åbne for dialog og lægge grunden til et konstruktivt bilateralt samarbejde.

I Washington hersker der ingen tvivl om, at Vietnams kommunistiske parti aldrig vil indgå i en formel alliance rettet mod Kina. Ikke desto mindre opfatter USA Vietnam som en central regional partner, ikke mindst i lyset af de tiltagende spændinger i Det Sydkinesiske Hav.

I dag hviler relationen mellem de to lande på et omfattende økonomisk samarbejde. USA er Vietnams næststørste handelspartner og største eksportmarked. Omkring 30 pct. af Vietnams samlede eksport går til USA, mens Vietnam samtidig har placeret sig blandt USA’s 10 største handelspartnere.

Den lange forsoningsrejse fik imidlertid en brat opvågning, da Donald Trump under den såkaldte Liberation Day i april 2025 annoncerede en straftold på 46 pct. på alle vietnamesiske varer. I Hanoi kom udmeldingen som et chok– selv om Vietnam på det tidspunkt stod for USA’s tredjestørste handelsunderskud, kun overgået af Kina og Mexico.

Vietnam lod sig dog ikke rive med af den amerikanske retorik, men valgte en proaktiv diplomatisk kurs. Allerede dagen efter tog generalsekretæren for kommunistpartiet – som det første udenlandske statsoverhoved – direkte kontakt til Donald Trump med tilbud om forhandlinger. Det lagde grunden til en række aftaler, som reducerede toldsatsen til 20 pct., mod at USA til gengæld fik toldfri adgang til det vietnamesiske marked.

For Vietnam har det været afgørende, at de fleste konkurrerende økonomier i regionen blev mødt med tilsvarende toldsatser og dermed ikke opnåede varige konkurrencefordele på det amerikanske marked.

Under forhandlingerne gav Vietnam en række indrømmelser, herunder et tilsagn om at købe 50 passagerfly fra Boeing. Mere opsigtsvækkende var dog godkendelsen af et lokalt udviklingsprojekt i generalsekretæren for kommunistpartiets hjemegn, hvor Trump Organization planlægger et golf- og hotelkompleks. Efter en hastegodkendelse blev projektet i forsommeren 2025 officielt lanceret ved en ceremoni med deltagelse af Eric Trump, søn af Donald Trump, og Vietnams premierminister, Pham Minh Chính.

USA’s mest vedvarende kritik af Vietnam retter sig mod landets rolle som produktions- og omlastningshub for kinesiske varer. Sammen med Indien har Vietnam været blandt de store vindere af China+1-strategien, hvor både vestlige, men også kinesiske virksomheder forsøger at mindske afhængigheden af Kina ved at flytte dele af produktionen til andre asiatiske lande.

I praksis er en del af de virksomheder, der har etableret sig i Vietnam kinesiske. De udnytter landets omfattende net af frihandelsaftaler til at få adgang til vestlige markeder. I andre tilfælde importeres kinesiske varer til Vietnam, hvorefter de omlastes og videresendes under et Made in Vietnam-mærke.

I Washington betragtes denne praksis som en bagdør for kinesisk eksport. Det har udløst en straftold på 40 pct. på varer af kinesisk oprindelse, der importeres fra Vietnam. Toldsatserne håndhæves dog med betydelig fleksibilitet, da de samtidig rammer amerikanske virksomheder som Apple, Google og Nike hårdt.

Indtil videre er Vietnam og USA kun blevet enige om nogle brede rammer, men forhandler stadig om en endelig handelsaftale.

Trumps aggressive toldpolitik og kluntede embedsførelse har ikke blot svækket relationen mellem USA og Vietnam, men også haft utilsigtede indenrigspolitiske konsekvenser i Hanoi. Presset udefra er blevet udnyttet af generalsekretæren for Vietnams kommunistiske parti til at styrke sin position og haste en række lovreformer igennem – reformer, der blandt andet har bidraget til en yderligere centralisering af magten i partiets top.

Samtidig har den amerikanske handelspolitik skærpet erkendelsen i partiledelsen af, at Vietnams betydelige eksportafhængighed af USA udgør en strategisk sårbarhed. Vietnamesiske embedsmænd har derfor intensiveret bestræbelserne på at indgå nye frihandelsaftaler, herunder med Mercosur-landene og medlemsstaterne i Gulf Cooperation Council. Parallelt hermed har flere EU-lande – herunder Spanien og Frankrig – uddybet både det økonomiske og politiske samarbejde med Vietnam.

På kort sigt har Trump opnået visse, om end begrænsede, indrømmelser fra Vietnam, ligesom Trump-familien har draget personlige fordele af samarbejdet. På lidt længere sigt kan det vise sig, at USA har skudt sig selv i foden og svækket sin strategiske position i en region, hvor den geopolitiske rivalisering mellem Kina og USA er intens. Vietnam har indtil videre reageret afdæmpet på de verbale angreb fra Washington – men fornærmelserne bliver husket.