Trump er ved at omskrive virkeligheden, så den passer til hans virkelighed. Men så kom en byge af kugler i vejen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge sagsøgte Donald Trump avisen New York Times. Det gjorde han, fordi avisen offentliggjorde en meningsmåling, som han ikke brød sig om, og som viste, at flertallet af amerikanere mener, han ikke klarer det godt – heller ikke på to af de områder, hvor han hidtil har stået stærkest, nemlig økonomi og immigration.

Det er ikke første gang, at Trump sagsøger en avis, fordi den offentliggør en meningsmåling, som han ikke bryder sig om. Sidste gang var det Des Moines Register i Iowa. Men for blot et par måneder siden afviste en føderal dommer uden videre søgsmålet, fordi det »ikke var baseret på fakta«, som dommeren skrev.

For de fleste vil det at sagsøge en avis på grund af en meningsmåling lyde lettere absurd. Men i Maga- og Trump-verdenen giver det god mening. For i stedet for at indrette sig efter virkeligheden forsøger man at ignorere den – eller ligefrem at ændre den.

Vi har set det i forhold til den såkaldte ”affordability”-krise det seneste halve år, hvor mange amerikanere oplever, at Trump – modsat hvad han lovede – ikke har gjort det billigere at leve. Tværtimod er leveomkostningerne steget, mens han har siddet som præsident, bl.a. på grund af den straftold, som Trump-administrationen har pålagt en række lande.

Men kort før jul afviste Trump spørgsmålet om de øgede leveomkostninger som »fake news«. Og selv da Det Hvide Hus sendte ham rundt i landet for at forsikre amerikanerne om, at han forstod deres bekymringer om økonomien, kunne han ikke lade være med at rose sig selv og erklære, at økonomien aldrig nogensinde havde været stærkere, at han havde besejret inflationen, og at leveomkostningerne faktisk var faldet i det år, han har været præsident.

Det er meget langt fra den virkelighed, som mange amerikanere oplever.

Også den historiske virkelighed har Trump-administrationen forsøgt at ændre. I sidste uge lukkede den en udstilling i Independence Hall i Boston – den bygning, hvor både uafhængighedserklæringen og forfatningen blev underskrevet – fordi den handlede om, at George Washington skam også var slaveejer.

Samtidig udsendte de dekreter til en række nationalparker om at ændre skiltningen. Således må besøgende i Glacier National Park i Montana ikke længere læse, at klimaforandringerne er skyld i, at gletsjerne i parken forsvinder, ligesom besøgende i Grand Canyon ikke længere kan læse, at bosættere »udnyttede jorden til minedrift og græsning« og »fortrængte de indfødte stammer fra deres land«.

Men i denne uge ramte virkeligheden Trump-administrationen. Det skete med drabet på Alex Pretti i Minneapolis – en 37-årig sygeplejerske på et offentligt hospital for soldater og veteraner – der blev dræbt af det amerikanske grænsepoliti.

Kort efter drabet – mindre end hundrede meter fra min gamle lejlighed i Minneapolis – forsøgte administrationen at fremstille drabet som forsvarligt, fordi Pretti havde haft en pistol og var der med en intention om at slå officerer i grænsepolitiet ihjel og derfor ifølge myndighederne var »en hjemlig terrorist«.

Det kom dog frem, at Pretti i virkeligheden hverken var terrorist eller potentiel morder, men en, der ofte hjalp andre uselvisk, både på jobbet og i lokalsamfundet. En amerikansk helt med andre ord.

Og videoer fra scenen viste også en helt anden historie end den officielle. Her kunne man se, hvordan Pretti var blevet skudt 10 gange – første gang i nakken – efter at seks betjente holdt ham nede, og efter at de havde taget det våben, som han lovligt måtte bære, fra ham.

Den virkelighed kan ingen søgsmål ændre. Og måske er det netop her, Trump-administrationens problem ligger: Man kan true aviser, lukke udstillinger og ændre skilte. Men man kan ikke slette videoer. Og man kan ikke sagsøge sig fri af det, amerikanerne selv kan se.