Omsorg, der bliver til bekymring, står i vejen for unges dannelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Noget har ændret sig i vores måde at være forældre, skole og samfund på. Ikke fordi nogen har svigtet eller villet det. Men alligevel står vi et sted, hvor vores bekymring for de unge risikerer at stå i vejen for deres mulighed for at vokse.

På efterskoler landet over møder vi unge, der træder ind i et fællesskab, som for mange er deres første, store skridt væk hjemmefra. Det rummer forventning, mod og nysgerrighed – men også tvivl, hjemve og usikkerhed.

Sådan har det altid været. Det nye er, at disse almindelige livsreaktioner i stigende grad tolkes som tegn på, at noget er galt.

Det mærker vi i hverdagen. Vi bliver ringet op af forældre, der er bekymrede, fordi deres barn har haft en svær morgen eller sendt en tung besked sent om aftenen. Men når vi finder den unge, er billedet ofte et andet: Eleven er allerede midt i fællesskabet – i gang med at øve musical, spille musik eller diskutere scenografi.

Det, der var svært for få timer siden, er blevet afløst af noget andet. Ikke fordi det svære var uvirkeligt, men fordi fællesskabet og hverdagen har virket, præcis som de skal. Ikke fordi det blev løst – men fordi det blev levet igennem.

Disse små kriser opstår og forsvinder igen. Alligevel opleves de ofte som alarmerende, fordi de tolkes isoleret og løsrevet fra den sammenhæng, efterskolelivet udgør.

Det er ikke en kritik af forældre. Tværtimod udspringer det af omsorg. Men det er også et symptom på et samfund, hvor vi er blevet dårligere til at skelne mellem mistrivsel og liv. Hvor ubehag hurtigt bliver til bekymring – og bekymring til handling, der nogle gange fratager den unge muligheden for selv at stå i det svære.

Når bekymring bliver den dominerende styringsmekanisme, siger det også noget om en manglende accept af, at udvikling tager tid og sjældent ser pæn ud, mens den står på.

Som efterskole står vi derfor med en ny opgave: Ikke kun at tage ansvar for de unge, men også at hjælpe forældre med at give plads. Plads til processen, fællesskabet og det uafsluttede.

For et efterskoleophold er ikke en fejlfri rejse. Det er en dannelsesrejse. Den rummer konflikter, ensomhed, frustration og tvivl – men netop her opstår selvstændighed, robusthed og tillid til egne evner. Når vi som voksne reagerer for hurtigt, risikerer vi at tage erfaringerne fra de unge, før de når at gøre dem til deres egne.

Vi ser samtidig en tendens til, at almindelige livskriser patologiseres. Det betyder ikke, at psykisk sygdom ikke findes eller skal tages alvorligt. Det skal den. Men ikke al smerte er sygdom, og ikke al tvivl kræver behandling. Meget kræver tid, nærvær og samtale – noget efterskolen netop kan give i hverdagen og fællesskabet.

Kulturen spiller her en afgørende rolle. Fælles oplevelser, fortællinger, musik og kreative udtryk giver de unge et sprog for det, der er svært at sige direkte. Kulturen fungerer som samfundets følsomme seismograf – den, der registrerer sprækkerne, før de bliver til brud.

Derfor er det nødvendigt at tage denne debat. For god vilje og kærlighed risikerer nogle gange at spænde ben for det, vi ønsker allermest: at unge bliver selvstændige, modige og livsduelige mennesker.

Et vellykket efterskoleophold kræver ikke kun engagement fra skolen og mod fra den unge. Det kræver også tillid fra forældrene. Tillid til, at det er okay, at det er svært. At fællesskabet bærer. Og at ikke alle problemer skal løses med det samme. Det er ikke en anklage. Det er en opfordring til eftertanke.