Det er aldrig børnenes skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg læste for nylig Maja Rømers debatindlæg i Jyllands-Posten. Jeg er en ældgammel lærer, og jeg genkender mange af hendes frustrationer og betragtninger fra andre lærere, men føler også et vældigt behov for at kommentere disse.

Min baggrund for at blande mig er næsten 40 års erfaring som underviser, heraf de 30 år i folkeskolen og 25 år på samme skole. I dag underviser jeg som pensionist privat og møder dagligt de børn og unge, som Maja taler om.

Jeg er vild med at undervise og har elsket alle årene i folkeskolen. Jeg har desuden med stor fornøjelse undervist gymnasieelever, voksne og unge på videregående uddannelser, og jeg forestiller mig, at jeg fortsætter med det, så længe jeg kan bidrage med min faglighed og mit engagement.

Maja taler om ”det nye børnesyn”, som af hende opfattes som en dyrkelse af individet på bekostning af fællesskabet, og om hvordan det har ført til, at elever i dag mangler evnen til fordybelse og ikke besidder en dyd som vedholdenhed. Maja giver et indtryk af, at problemerne i skolen kan forklares som en kamp om, hvorvidt eleverne skal indordne sig skolens autoritet, eller om skolen skal tilpasse sig den enkelte elevs aktuelle behov og impulser.

Jeg har i mine 30 år som klasselærer haft det store privilegium som oftest at have fulgt eleverne fra 1. til og med 9. klasse. Dette privilegium kan helt sikkert forklare en stor del af min begejstring for lærergerningen, hvor hver dag har budt på udfordringer, oplevelser og sjov i fantastiske fællesskaber med så mange dejlige elever, hvoraf en del heldigvis stadig er mine venner.

Lige siden jeg første gang stod over for en flok børn – som pædagogmedhjælper i en vuggestue/børnehave – har mit ”mantra” været: ”Det er aldrig børnenes skyld.” Med dette som den ene søjle og et stort engagement som den anden har de mange år som skolelærer fyldt mit liv med glæde og tilfredsstillelse.

Tilbage til ”det nye børnesyn”, som såmænd slet ikke er så nyt endda. Da jeg for et par menneskealdre siden læste på seminariet, skrev jeg pædagogisk specialeopgave om ”involveringspædagogik” – en pædagogisk retning, som bl.a. Bernadotteskolen fulgte. Jeg var så heldig som jysk seminarist at blive inviteret til at følge en uge på den skole helt ovre på Sjælland.

Jeg oplevede på Bernadotteskolen en stor faglighed, et enormt lærerengagement og en undervisning i varme, forpligtende og inkluderende fællesskaber, hvor eleverne var tændte og følte sig medinddraget og taget alvorligt. Værdierne herfra har jeg taget med mig og nydt godt af at bygge min lærergerning på lige siden.

Når Maja savner forpligtende fællesskaber i folkeskolen i dag, må jeg undre mig over, hvordan hun forestiller sig, at disse skulle opstå i en skoledag præget af individualiseret undervisning med 24 computere i ét lokale, hvor hver elev er placeret med måsen tungt på en stol i op til syv timer dagligt. Jeg ser hverken fællesskab, relationsdannelse eller glæde, men kun individualisering, ensomhed, nakkesmerter, dårligt syn, hovedpine og dårligt indeklima. Fysioterapeuter, kiropraktorer og øjenlæger har kronede dage, og børnepsykologerne har årelange ventelister. Hvor er den motivation, der skulle drive eleverne hen til sådan et helvede? Intet under, at de vælger dynen.

Ingen af mine mange gamle elever nævner, når vi mindes ”vores” skoletid sammen, de mange diktater, blækmatematikken eller kasserollebøjningerne. Nej, de husker skiturene i de norske fjelde, hvor vi hjalp hinanden op ad bakkerne og spiste madpakker i sneen.

Andre husker bedst turen til Den Kongelige Ballet, hvor Nikolaj Hübbe gav den som lektor Blomme i ”Det Forsømte Forår”, og mange husker tydeligt en decemberdag, hvor vi sluttede af med en gåtur med tæpper under armen ud til et stort træ, hvor vi satte os i sneen, mens jeg læste ”Den lille pige med svovlstikkerne” højt – og hvordan vi alle græd lidt på vejen hjem, mens vi diskuterede, hvorvidt H.C. Andersen havde skrevet en lykkelig eller en ulykkelig slutning.

Det forpligtende fællesskab etableres vanskeligt under diktatskrivning eller stirrende ind i en computer med SkoleDu eller MatematikFessor, men selv de mest trivielle træningsopgaver eller de vanskeligste udfordringer klares til gengæld lettere og med større glæde, når det trygge miljø i et forpligtende og inkluderende fællesskab er til stede.

Hvis de opgaver og udfordringer, eleverne præsenteres for i skoledagen, lige så godt kan udføres hjemmefra, er det ikke svært at begribe, at skolevægring er blevet et begreb af voksende dimension. Hvis skolen ikke kan lokke med arbejdsfællesskab og relationsdannelse, er der ikke megen motivation for at stå op og komme afsted. Hvis dertil kommer, at arbejdsmiljøet er præget af larm, forstyrrelser og konflikter, ja, så ville jeg også pænt takke nej.

Da illusionen om, at alle elever skulle kunne inkluderes i den danske folkeskole, blev realiseret, gjorde man alle fortræd.

Der var en grund til, at man havde en folkeskole for de fleste, en specialskole for det lille mindretal med særlige udfordringer og et meget lille mindretal for de ekstreme tilfælde i den anden ende med eliteskolen.

At tro, at man af sparehensyn bare kunne mixe det hele sammen, var ikke bare naivt, men også en mangel på forpligtelse og respekt over for det enkelte barn – og over for den enkelte lærer, som skulle fungere professionelt i dette mix.

Lad det involverende og forpligtende fællesskab være det, der får de skolevægrende elever tilbage i folkeskolen, hvor hver enkelt elev ved, at hun er et nødvendigt tandhjul i det maskineri, der er klassen. Hun skal vide, at hun er vigtig for fællesskabet, ikke kan undværes og savnes, hvis hun bliver væk.

Derfor er hun forpligtet til at møde frem og bidrage. Når vi er nået dertil, kan vi endda spare på test og prøver, for sunde, glade børn vil gerne lære og dygtiggøre sig, og folkeskolens faglige krav er ikke højere, end at vi ved fælles hjælp, engagement og indsats kan få alle med.

Jeg har aldrig i mine mange år som klasselærer oplevet elever dumpe i hverken dansk eller matematik efter 9. klasse, og jeg kan hverken trylle eller hekse. Selvom jeg naturligvis har ment, at netop mine elever var særligt kloge, glade, positive og fantastiske, så har de i virkeligheden nok været helt gennemsnitlige skoleelever.

Danske børn kan ikke tåle mere computertid. Vi skal i stedet give dem tid til samarbejde, fordybelse og kreativitet. Og med et drys leg, frisk luft, plads og tid til fysisk udfoldelse kan alle lærere glæde sig til et skønt samarbejde med vidunderlige elever i den danske folkeskole.

Carsten Ortmann omtalte for en tid siden i sit radioprogram, ”Supertanker”, begrebet ”Tobakspunktet”. Da vi alle pludselig forstod, at rygning måtte forbydes efter at have indset dens farlighed. Måske er vi ved at nå til ”Computerpunktet”.

Det er aldrig børnenes skyld! Det er alle vi andres: Forældre, bedsteforældre, skolelærere, pædagoger, ledere, politikere – ja, alle os, der er formyndere (i ordets smukkeste betydning), er skyld i, at det er kommet så vidt med det, der engang var verdens bedste folkeskole.