Vi fra baglandet kan jo godt mene, at en del af Venstres krise skyldes, at man på Borgen har lyttet for meget til rådgivere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På lørdag er der hovedbestyrelsesmøde i Venstre, og der er nok mange Venstrefolk, der enten allerede har læst Søs Marie Serups bog ”Vind eller forsvind – kampen om Venstre” eller er i gang med den.

Hvem er nævnt? Hvad er den virkelige baggrund for det, der skete? Hvad var det nu for en tillidspost, man selv havde på det tidspunkt? Bogen er velskrevet, men der kommer ikke rigtig ny viden på bordet, og de forskellige versioner, folk har af begivenheder, rykkes nok ikke.

Dog er det nu meget sjovt, at Søren Pind citeres for, at Troels Lund Poulsen ikke blev spurgt, om han ville være medunderskriver på de 10 teser, fordi de betragtede ham at være for liberal, eller at hvis man skal holde noget hemmeligt, skal folketingsgruppen ikke orienteres.

Helte og skurke i historien må stå for forfatterens egen regning. Med Troels Lund Poulsen som formand og Stephanie Lose som næstformand er vi kommet videre fra de seneste årtis magtkampe. Det er sådan set også bogens konklusion, men der filosoferes alligevel over, hvad et kampvalgsresultat ville blive, hvis Venstre igen skulle ud i et opgør, som Lars Løkke og Kristian Jensen var i.

Det skal Venstre så ikke, så spekulationerne er, ja, spekulative.

Det er dog meget spændende at læse om Søs Marie Serups egne oplevelser som ansat i Venstre tæt på magten uden forudgående kendskab til partiet.

Her fra baglandet kan man jo nogle gange godt mene, at meget af Venstres krise (på Christiansborg) givetvis består i, at skiftende formænd siden Fogh har lyttet for meget på udefrakommende ansatte rådgivere med stort kendskab til fokusgrupper, men lille kendskab til et stort partis frivillige bagland og det åndsfællesskab, der binder medlemmer, frivillige organisationsfolk og folkevalgte sammen.

Det er fuldt forståeligt, at folketingsmedlemmerne har lidt mere på spil, når der kan komme valg, hvert øjeblik det skal være, og man dermed er i risiko for at miste sit job.

Kredsen derhjemme vil gerne have, at folketingsmedlemmet får nogle attraktive poster, men kan også have de ideologiske briller på, da frivillige organisationsfolk ikke er afhængige af den seneste meningsmålings spådom om et kommende valgresultat.

Når man er formand i et høvdingeparti, kan det være farligt at glemme, at man er høvding og ikke en konge. En konge er enevældig hersker, der bestemmer det hele. Det virker nok bedst i partier, der kun eksisterer i kraft af sin stifter. En høvding er valgt blandt sine ligemænd til at styre slagets gang. Der er stor loyalitet over for høvdingens beslutninger, så længe høvdingen er en, man kan stole på. Den forståelse har ansatte rådgivere ikke altid.

Søs Marie Serup har i hvert fald ikke den forståelse, når hun skriver om kongemordet på Lars Løkke. Problemet var jo netop, at han ville være konge i et høvdingeparti. Loyaliteten var der langt hen ad vejen trods centraliseringen af det kommunale landkort, som jo for et decentralt parti var helt imod partiets ånd og betød langt færre aktive organisationsfolk, da reduceringen af antallet af kommuner og amter også betød, at behovet for frivillige bestyrelsesmedlemmer faldt med 1.000.

Vi mangler stadig at se diverse reformers stordriftsfordele opveje det decentrale demokratis svækkelse.

Derudover er der den sejlivede myte om manglende debat og politikudvikling, hvor de 10 teser bruges som bevis. Her bliver det lidt glemt, at da de 10 teser blev lanceret, var der gang i et organisatorisk arbejde om et principprogram.

Så går det selvfølgelig ikke, at menige folketingsmedlemmer såede tvivl om den retning, der var lagt for at genvinde statsministerposten som den første Venstremand længe. I den lange magtkamp mellem Lars Løkke og Kristian Jensen blev alt skudt ned, som ikke kom fra Lars Løkke selv.

Således mistede Jens Rohde sit EP-spidskandidatur for at skrive en kronik om noget, som i dag står i det nye principprogram. Et principprogram med mange input fra medlemmerne i udarbejdelsen og bagefter fra de delegerede til landsmødet. Flere gange var folketingsmedlemmer og ministre på talerstolen for at bede salen om at stemme forslag ned, men samtidig blev en lang række forslag stemt igennem som kompromisforslag mellem redaktionsudvalget og forslagsstillerne.

Så debatten og politikudviklingen lever i høj grad for dem, der tager debatten. Det talte og det skrevne ord tæller stadig og gør en forskel, hvis man vil have medindflydelse.

Det er klart, at de mange års magtkamp mellem formand og næstformand har overskygget det politiske arbejde. Først mellem Lars Løkke og Kristian Jensen, som kunne være endt allerede i 2014 med det famøse møde i kælderen.

Statsministerposten i 2015 satte det hele på pause, indtil baglandet i 2019 fik nok og bad begge gå af. Sidenhen mellem Jakob Ellemann og Inger Støjberg, hvor der ikke kom meget politik ud af 46 mandater, og det kulminerede i en rigsret og en svag valgkamp.

Det har været sjovere at dække personopgør som i et andet realityshow end at læse bøger og skrive liberale løsninger til samtidens udfordringer. Det er angiveligt derfor, at Søs Marie Serup i sin bog kan komme med den påstand, at Venstres grundtone er det, der er tilbage at vælge imellem, når Liberal Alliance, Moderaterne og Danmarksdemokraterne har valgt først.

Liberal Alliance tilskrives optimisme og tro på individet. Danmarksdemokraterne tilskrives at være nede på jorden med deres nej til alt. Moderaterne tilskrives at kunne finde kompromiser i en kompliceret verden. De fire partier burde være et, påstås det.

Matematikkens logik er, at hvis man bare lagde de fire partiers mandater sammen, så ville man have ét stort parti, fordi summen af enkeltsagspartiernes enkeltsag så ville give 66 mandater tilsammen. Bortset fra at ingen af Liberal Alliances formænd nogensinde har været Venstrefolk, og Danmarksdemokraterne og Moderaterne alene lever på partistifterens karisma og integritet, så ville det hele jo også stikke i hver sin retning uden nogen fælles principper til at kitte det hele sammen.

For Venstres grundtone er frihed, frisind og fællesskab. Det er ord, der faktisk betyder noget. Der med sine historiske rødder som magtkritisk bondeparti betyder, at en Venstrevælger er en, der passer sit arbejde, svarer enhver sit og er aktiv i sit lokalområde. Det er folk, der godt tør tale magten midt imod og også godt tør påtage sig ansvar for fællesskabet, om det så er i fodboldklubben, håndboldklubben, menighedsrådet eller lokalrådet.

Det ved vælgerne også godt til lokalvalgene, og derfor kvitterede vælgerne også med at give Venstre 42 borgmesterposter og tre regionsformandsposter ved det netop overståede kommunal- og regionsvalg.

Stemmerne for at komme i en gunstig forhandlingsposition får man ikke uden at have sin helt egen grundtone, der godt kan kopieres i smarte slogans et stykke hen ad vejen, men ikke rækker så langt, når arbejdshandskerne for alvor skal frem i ministerier, regioner og kommunalbestyrelser.