Iranernes kamp er en skamplet på venstrefløjen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I over tre uger har iranere været på gaden i et af de mest omfattende opgør med det islamistiske regime i årtier. Kvinder, mænd, unge og arbejdere udfordrer et system, der har regeret med fængsler, tortur og henrettelser siden 1979. Ifølge menneskerettighedsorganisationer er tusindvis af mennesker blevet dræbt de seneste uger, mange af dem skudt på åben gade af sikkerhedsstyrker. Samtidig er titusindvis blevet anholdt. Alligevel er der påfaldende stille fra venstrefløjen.

Da Gaza var i centrum, var reaktionen en anden. Venstrefløjen mobiliserede hurtigt og massivt. Demonstrationer, solidaritetserklæringer og debatindlæg fyldte gader og spalter. I dag, hvor et folk åbent konfronterer et teokratisk diktatur, som skyder sine egne borgere, er solidariteten nærmest forsvundet.

Er tavsheden tilfældig eller politisk? Venstrefløjens tavshed skyldes ikke manglende viden. Tavsheden skyldes et fastlåst verdenssyn.

Internationale konflikter læses fortsat primært gennem en anti-imperialistisk optik, hvor Vesten og især USA og Israel udgør den centrale undertrykker. I denne verdensopfattelse passer palæstinensernes kamp let ind. Iranernes gør ikke. Når oprøret rettes mod et regime, der selv definerer sig som anti-vestligt, opstår der tøven. Frygten for at blive “brugt af imperialismen” bliver stærkere end solidariteten med dem, der bliver slået, fængslet og dræbt. Med andre ord: Iranernes kamp for frihed passer ikke ind i venstrefløjens fortælling. Det er et fundamentalt svigt.

Der er forskel på palæstinensernes kamp mod Israels besættelse og iranernes kamp mod et islamistisk regime. Men forskellene kan ikke bruges som målestok for, hvem der fortjener solidaritet. Begge kampe handler om frihed. Begge handler om værdighed. Begge handler om retten til et liv uden konstant frygt. Iran er ikke besat af en fremmed magt, men af en ideologi. I over fire årtier har islamistiske magthavere koloniseret staten, kvindekroppen og hverdagslivet gennem religiøs tvang og vold.

Når regimet i dag skyder demonstranter i gaderne, er det ikke en undtagelsestilstand, men systemets logiske konsekvens. Det er en indre besættelse lige så total som enhver ydre. At denne kamp vækker mindre sympati på venstrefløjen, afslører en ubehagelig prioritering. Undertrykkelse er kun politisk mobiliserende, når den kan placeres entydigt hos en vestlig aktør.

Alt for længe har dele af venstrefløjen haft svært ved at konfrontere politisk islam. I ønsket om at undgå racisme og orientalisme er islamistiske bevægelser blevet behandlet som “modstand” snarere end som det. de er, nemlig autoritære, kvindeundertrykkende og reaktionære styreform. Islamistisk fascisme i Iran er ikke mindre brutal, fordi den er anti-vestlig. Den er ikke mindre totalitær, fordi den taler i religionens navn. At bekæmpe den er ikke at tjene imperialismen. Det er at forsvare universelle frihedsrettigheder.

Venstrefløjen ynder at tale om universelle rettigheder. Iranernes kamp viser, hvor betingede disse rettigheder i praksis er. Når kvinder i Teheran brænder tørklæder, og studerende bliver skudt for at kræve frihed, burde reaktionen være entydig. Tavsheden er ikke neutral. Den er et valg. Og den vil stå tilbage som en skamplet.