Det er sandhedens time for vores demokratiske debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden vi fik vores moderne demokratiske samfund i Norden, har de været kendetegnet ved en fælles forståelse. Et fælles princip om en åben debat, hvor alle parter bliver hørt, og uenighederne brydes i det offentlige rum, for at man herefter kan finde frem til den bedste løsning.

Vi har også nogle presse- og medieetiske regler, der tilsiger, at man altid skal lade begge parter få taletid. Men hverken debat, politik eller medier er, som vi kendte det engang. Det er, som om bunden er gået ud af alle tre.

Det er klart, at der altid har været forskellige udlægninger af sandheden og fortolkning af tingenes tilstand. Vi ved også, at politikere er gode til at spinne historier, så de flugter med det, de ønsker, vi skal mene om en given sag.

Men vi er hinsides fortolkning, udlægning og spin.

Det er en vanvittig og rystende ny normal, hvor regulære løgne og misinformation inficerer vores offentlige debat i hidtil uset grad. Afsenderne er prominente meningsdannere og folkevalgte politikere både på skrift, for rullende kameraer på public service-kanaler, men naturligvis også – og i særlig grad – via deres egne profiler på digitale platforme, hvor de er blevet en ny hybrid imellem politiske aktører og mediekanaler i egen ret.

Problemet er, at både borgere og medier hele tiden er på bagkant, når det kommer til at demaskere løgnene.

Og det er typisk også kun i de meget alvorlige tilfælde, at den afslørende opfølgning får lige så meget omtale og synlighed, som løgnen fik i første omgang. I mange tilfælde er det således løgnen, der får lov til at stå tilbage som et faktum, der anerkendes bredt og lægges til grund for fremtidige beslutninger.

Derfor står vi ved en skillevej. To retninger. Men det er reelt uholdbart. For uanset om vi vælger den ene eller den anden, er konsekvenserne helt uoverskuelige.

Vi kunne vælge at fortsætte som nu, med det resultat, at vi giver løgnerne frit spil. Et blik til lande som Rusland og USA burde tjene som en tilstrækkelig advarsel imod det.

Den anden vej er censur. Udelukkelse af dem, der er blevet taget i at lyve. I praksis – med adgangen til digitale platforme, næppe noget, der kan lade sig gøre i praksis, men selv hvis det ”kun” var i public service-medier, er det naturligvis heller ikke noget, vi kan tillade.

Det er den gordiske knude, vi står med nu. Uden Alexander den Stores sværd, men med en indlysende erkendelse af, at dette er sandhedens time, hvor vi må træffe et valg.

Med to helt uacceptable veje må vi finde frem til en tredje. En, vi ikke før har betrådt, men hvor vi bringer alle muligheder i spil:

Skal alle artikler, udsendelser og indlæg have en tydelig disclaimer i toppen (ikke en lille slutnote, som ingen læser), hvor det understreges, at der ikke nødvendigvis er belæg for konkrete påstande og data?

Skal der være real time faktatjek i forbindelse med live interviews og debatter, som vi har set det i USA?

Skal politikere og meningsdannere med en vis prominens underkastes medieetiske retningslinjer og f.eks. pålægges at berigtige falske påstande, de har publiceret på deres egne kanaler?

En kombination af dem alle og flere andre?

Jeg har hverken svarene eller løsningerne. Jeg har kun en indtrængende opfordring til, at vi tager fat på denne debat nu. Folketingsvalget skal afholdes om mindre end et år, men allerede nu står vi med både nationale og geopolitiske udfordringer, som kræver en saglig debat, og beslutninger, som vil få konsekvenser i Danmark, i hele Europa og langt ud i fremtiden.

Vi må i fællesskab finde en tredje vej.