Effektiv medicin kræver ansvarlige valg for patienternes skyld
Danmark har et system, der sikrer, at effektiv medicin er standardbehandling i hele landet – og inden for rekordtid, samtidig med at udgifterne ikke løber løbsk. Det kræver høj faglighed, nationale vurderinger og modet til at prioritere.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At sige ja til al ny medicin lyder umiddelbart som den mest patientvenlige løsning. Men i virkelighedens sundhedsvæsen kan det være det stik modsatte.
For hver krone, der bruges på dyr medicin med usikker eller begrænset effekt, er der færre midler til sygepleje, diagnostik og behandling af de patienter, der allerede står i kø.
Derfor er prioritering ikke et udtryk for manglende vilje til at hjælpe patienter. Det er et udtryk for ansvarlighed – og for respekt for både patienterne og fællesskabets ressourcer.
Det perspektiv mangler i Jyllands-Postens artikel den 30. december, som også bygger på den fejlagtige antagelse, at en godkendelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) automatisk er lig med høj og dokumenteret effekt for patienterne.
EMA’s opgave er at vurdere, om et lægemiddel er sikkert nok til at komme på markedet – og om effekten opvejer bivirkningerne. Det er en vigtig opgave – men EMA ser ikke på, om der er lignende lægemidler på markedet, der har en bedre effekt.
Ligesom EMA slet ikke inddrager prisen. Det betyder, at der sagtens kan være lignende lægemidler på markedet, der både er bedre og billigere.
Det er netop her, Medicinrådet spiller en afgørende rolle. Rådet vurderer, om ny medicin faktisk giver en reel merværdi for patienterne – og om prisen står mål med effekten. Uden den vurdering risikerer vi et sundhedsvæsen, hvor adgang til ny medicin afhænger af vurderingen og budgettet på det enkelte hospital.
Ligesom det vil gå ud over andre patientgrupper, da hver eneste krone, der bruges på medicin med for lille effekt, bliver taget fra andre områder i sundhedsvæsnet.
Når Medicinrådet anbefaler en behandling, betyder det, at alle patienter i hele landet har adgang til den. Hvis hospitaler og læger hver for sig skal prioritere ny medicin, så vil det øge uligheden, tage tid fra patienterne og føre til højere priser, fordi fælles prisforhandlinger forsvinder.
Sygehuslægemidler er dyre produkter. I alt bruger regionerne godt 10 mia. kr. om året på sygehusmedicin, og udgifterne stiger hvert år. Uden systematisk prioritering og forhandling ville udgifterne løbe løbsk.
At forhandle medicinpriser er ikke kynisk. Det er sund fornuft, at virksomhederne ikke selv kan prissætte deres lægemidler på et marked, hvor de ofte har monopol.
Når det offentlige i Danmark – ligesom andre sammenlignelige lande – forhandler, så handler det om at få mest mulig sundhed for pengene – og om at sikre, at alle patientgrupper kan få adgang til effektiv behandling – og ikke kun dem, der er gode til at tale deres sag.
For patienter med alvorlig eller livstruende sygdom kan ventetid føles urimelig. Det er fuldt forståeligt. Fra et lægemiddel er godkendt af EMA, vil der altid gå tid fra godkendelsen til, at virksomheden søger Medicinrådet om vurdering. Det er op til virksomheden at bestemme, om den vil søge om vurdering i Danmark kort tid efter, eller om den vil vente.
Herefter har Medicinrådet 18 uger til vurderingen – medmindre der er tale om fast track. Med en markant stigning i antallet af årlige ansøgninger er det ikke altid, at det kan nås inden for fristen. Derfor har regionerne også sidste år givet Medicinrådet flere ressourcer.
Danmark ligger helt i top på europæisk plan, når det gælder, hvor hurtigt nye lægemidler bliver taget i brug på sygehusene. Det gælder både, når man bruger industriens eget målværktøj, W.A.I.T., der måler tidsrummet fra EMA-godkendelse, til Medicinrådet har anbefalet lægemidlet. Her ligger vi toptre i Europa.
Men vi ligger også helt i top, når det handler om tiden fra Medicinrådets anbefaling til, at lægemidlet er ude på alle hospitalerne. Her er udgangspunktet 14 dage.
Ny medicin redder og forbedrer liv – og den skal selvfølgelig tages i brug, når den virker, og effekten står mål med omkostningerne. Men et solidarisk sundhedsvæsen kan ikke bygges på automatisk adgang og ubegrænsede priser.