Kvinder vil ikke have religiøse råd – de vil have deres frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gennem mange års arbejde i civilsamfundet med kvinder, der lever under negativ social kontrol og religiøst pres, har vi mødt én gennemgående virkelighed: Kvinder ønsker ikke religiøse autoriteter til at afgøre deres skæbne. De ønsker frihed.

Vi har aldrig mødt en kvinde, der drømmer om religiøse råd, der skal vurdere, om hun må blive skilt eller ej. Ikke én.

Alligevel ser vi forsker Jesper Petersen hævde i sin nye bog, ”The Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions Emerged in Denmark”, at behovet for religiøse råd opstår, fordi kvinder selv skaber en form for »efterspørgsel«.

Det er en farlig fortælling. Den vender virkeligheden på hovedet. Den flytter ansvaret fra de religiøse autoriteter, der har magten, og over på de kvinder, der undertrykkes i religionens navn.

Når kvinder opsøger imamer eller religiøse miljøer, er det ikke, fordi de ønsker, at religiøse autoriteter skal have magten over deres liv og frihed. Det er, fordi de er fanget i et system af forældede patriarkalske normer, hvor religiøse autoriteter har fået kontrol over noget så grundlæggende som retten til at forlade et ægteskab. De opsøger disse instanser af nød. Det er ikke et valg. Det er tvangens konsekvens.

At kalde dette »efterspørgsel« er misvisende. Kvinder efterspørger ikke religiøse råd. De efterspørger en udgang.

Når kvinders handlinger gøres til forklaringen på, at religiøse råd opstår, individualiseres et strukturelt magtproblem. Kvinders kamp for frihed bliver gjort til et problem, de selv har skabt. Det er en alvorlig forskydning af ansvar.

Religion har magt. Religiøse autoriteter har magt. Og de ved det. I nogle miljøer fungerer religiøse autoriteter i praksis som ”gatekeepere”.

De afgør, hvornår et ægteskab anses for afsluttet, og hvornår en kvinde kan bevæge sig videre med sit liv. I disse miljøer vælger mange bevidst ikke at samarbejde med de danske myndigheder og overholde dansk lovgivning. Ikke fordi de ikke kender den, men fordi loven beskytter kvinder på en måde, der udfordrer deres kontrol.

I Danmark er det ulovligt at fastholde mennesker i tvang. Det er ulovligt at underkende de rettigheder, kvinderne har. Det er ulovligt at medvirke til, at kvinder holdes fanget i ægteskaber, de ønsker at forlade – også når tvangen er religiøs.

Når religiøse autoriteter undlader at behandle kvinder og mænd lige, når et ægteskab skal opløses, så er det ikke kulturel misforståelse eller neutral praksis. Det er et aktivt valg. Og det er manglende ansvar over for dansk lovgivning.

Jesper Petersen har også tidligere peget på religiøse råd som en mulig løsning på kvindernes udfordringer. Erfaringerne viser imidlertid, at parallelle religiøse systemer ikke har frigjort kvinder. Tværtimod har de ofte institutionaliseret ulighed og gjort kvinders rettigheder til noget, der kan forhandles. Man kan ikke løse religiøst magtmisbrug ved at give magten mere plads og bedre rammer for at udøve sin magt.

Kvinder udviser handlekraft – ja. Men kvinders handlekraft må ikke forvrænges til et argument imod dem. Når kvinder bruger de eneste redskaber, de ser muligt, betyder det ikke, at de accepterer systemet. Det betyder, at de forsøger at overleve i det.

Kvinder har ikke brug for flere religiøse instanser eller statsligt anerkendte religiøse råd, hvor kvindernes frihed er til forhandling. De har brug for, at samfundet står fast.

Frihed skal ikke delegeres til religiøse autoriteter. Den skal garanteres af loven og af et samfund, der står fast på kvinders rettigheder uden forbehold.