Dansk udlændingepolitik er skruen uden ende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der strammes og strammes, og nu findes hultangen frem. Nu er det ikke kun udenlandsk arbejdskraft, der splitter dansk politik. Det er også benægtelsen af, hvor afgørende den er.

Når Dansk Industri kritiserer Brian Mikkelsens advarsel om en højredrejning i dansk politik som overflødig, overser man en fundamental erkendelse.

Værdipolitisk debat er legitim, men bliver farlig, når det fortrænger debatten om international arbejdskraft i Danmark, der står over for en aldrende befolkning, mangel på arbejdskraft og konstant stigende krav til velfærden.

Ja, det er rigtigt, at man i teorien godt kan skelne mellem udlændingepolitik og international arbejdskraft. Men det sker ikke i praksis. Tag eksemplet med Pia Kjærsgaard. Da hun blev konfronteret med, at ældreplejen ifølge økonomer ikke kan fungere uden international arbejdskraft, var svaret blot: »Det er ikke rigtigt, det mener jeg virkelig ikke.«

Behovet for at fremstå stram i udlændingepolitikken fører simpelthen til en lodret afvisning af fakta. Det er uansvarligt. Danmark befinder sig i en strukturel virkelighed, som hverken venstre- eller højrefløjen har formået at håndtere. Vi bliver flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Det er en demografisk kendsgerning. I den virkelighed er udenlandsk arbejdskraft ikke et ideologisk tilvalg. Det er en økonomisk nødvendighed.

Og ja – Danmark er et fædreland, ikke et aktieselskab. Men der er heller ikke meget fædreland tilbage i et Danmark med en stor statsgæld og en regning, der sendes direkte videre til min generation. Vi vil helst undgå at betale prisen for nutidig politisk nærsynethed.

Den styrkede certificeringsordning er et vigtigt skridt. Ordningen gør det lettere for godkendte virksomheder med dokumenteret behov at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Den reducerer bureaukrati og skaber forudsigelighed. Det er fornuftig politik, der virker i praksis.

Når DI antyder, at ordningen er nok, og der er »ikke et aktuelt behov for flere initiativer«, forveksler man fundamentet med huset. For ordningen løser ikke, at vi skræmmer kvalificeret arbejdskraft væk med vores retorik og bureaukratiske minefelter. Den løser ikke integrationsopgaven. Og den løser ikke den destruktive konflikt, hvor arbejdskraft igen og igen gøres til et symbol i valgkampenes stramningsdyster.

Debatten er blevet giftig, og modgiften findes på midten. Vi kan ikke ignorere udfordringerne ved indvandring. Dansk økonomi bæres af international arbejdskraft – og velfærdsstaten kan ikke bygges på ønsketænkning.

Kaare Dybvad afviste problemstillingen som en skræmmekampagne. Christopher Azrouni forsøgte at flytte debatten til kultur og loyalitet. Begge er forsøg på at flytte debatten ud på den vante værdipolitiske slagmark igen. Den ene fornægter behovet. Den anden reducerer en strukturel udfordring om økonomi til identitetsspørgsmål.

Hvis dansk politik igen og igen ender i en stramningsdyst, er det ikke kun debatten, der bliver fattigere. Det er landet. For så flytter fokus sig fra at nå en langsigtet balance til en hjernedød dyst om, hvem der kan markere sig hårdest på kort sigt. Her bliver den politiske midte afgørende. Ikke for at udviske uenigheder, men for at finde et kompromis, der er fri for yderfløjenes ultimative krav og rækker længere end næste partilederdebat.