Vi skal fatte, at marked er magt: EU bør spille det samme kommercielle spil som Donald Trump

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er Donald Trump et rationelt eller et rablende menneske?

Svaret er ja til begge dele.

Rationalet i Trumps politik er især at sikre ham selv og hans bagland kommercielle fordele. Det er den røde tråd fra Ukraine over Gaza til Venezuela, Grønland og EU. I Ukraine skal Zelenskyj købe freden ved at forære landets ressourcer til USA, og EU skal købe Ukraines våben af USA’s våbenindustri. I Gaza er den ofte luftede plan en ny riviera, drevet af amerikanske investorer; Property. I Venezuela er det Big Oils adgang til landets oliereserver. I Grønland: øget territorium og adgang til ressourcer, igen property. I EU er det svækkelse af det europæiske marked og mindre regulering af Big Tech.

Hele Trumps tarifcirkus har også det rationale, at man kan spille kommercielt på den række af udmeldinger om tariffer og blacklisting af lande og virksomheder, der konstant flyder fra Det Hvide Hus. Og ingen spiller sidder mere opportunt og med bedre kort end Trump selv.

Hjemme i USA ses samme mønster og samme rationale. Fra de massive skattelettelser over de massive investeringer i AI, digital valuta, liberal våbenlovgivning og den ekspansive udbygning af olie og gas. Alt sammen noget, der direkte forgylder Trumps bagland i Big Tech, Big Oil og Big Weapon. Udover ham selv.

Trumps rationale er kort sagt: business.

Det rablende opstår, fordi rationalet i politik i vores verden normalt ikke er drevet af kommercielle hensyn. Ganske vist spiller økonomiske hensyn, desværre også til politikerne selv, en stor rolle i politik, også i Europa.

Men i Danmark og i Europa er den grundlæggende regel trods alt, at stat og marked fungerer i to relativt forskellige logikker, hvor statens rolle på basis af demokratiske valg er at regulere markedet, så vækst og udvikling ikke sker på bekostning af fælles goder og socialt fællesskab.

Markedets rolle er at skabe den økonomi og velstand, som både samfund og individer nyder godt af i form af velstand og velfærd.

Derfor er grundreglen i verdens mindst korrupte land – Danmark – at privat økonomi og politik ikke skal blandes sammen. Når enkelte partier eller politikere bryder den regel, får det som oftest konsekvenser enten juridisk eller ved næste valg. Heldigvis.

Derfor virker Trumps politik rablende og farlig på os. Fordi den er rablende og farlig i en politisk kontekst. Den er uforudsigelig og ødelægger årtiers arbejde med at opbygge stabile institutioner og stabile markeder.

Men i forretningsmanden Trumps isolerede univers kan den godt give rationel mening, når uforudsigeligheden tjener hans kommercielle interesser, og verdens største militære magt kan bruges til direkte at fremme de økonomiske interesser hos hans økonomiske støtter, der netop udgøres af Big Tech, Big Oil og Big Weapon i USA.

Den direkte sammenblanding af politik og egen økonomi kender vi fra andre steder i verden: I Rusland kalder vi det oligarki. I Kina statskommunisme. Den aktuelle forfatter Carole Cadwalladr foreslår at kalde vor tids oligarki for “broligarchy” – som en tech bros styreform.

Jeg tror, det er afgørende med denne grundlæggende analyse af Trumps politik og Trumps USA, fordi den fører til to logiske konklusioner for Europas og Danmarks tilgang til begge:

Vi kan ikke forvente, at USA kommer tilbage i den form, som vi før har kendt landet. De ekstremt centraliserede kommercielle interesser i USA vil fortsat, og måske endda i stigende grad, forme fremtidens USA. Trump eller ej. Det vil yderligere fremme ulighed og polarisering i USA.

Det kræver en helt anden tilgang og en helt anden dedikation til EU end den, vi kan præstere i øjeblikket. Vi må forstå det nye rationale for at kunne handle med det og imod det. EU’s magt ligger endnu ikke på det militære område, selvom alle er enige om, at vi bliver nødt til at kunne forsvare os selv om få år.

Men vi har stadig – og dette ”stadig” skal tages foruroligende bogstaveligt – et stort marked og en stor markedsmagt.

Det er en magt, som Trumps rationale forstår. Det er en magt, som vi kan bruge og handle med. Også langt mere offensivt, end vi har været klar til indtil nu.

Det mod skal vi finde, uanset om vi taler Ukraine, Grønland eller Big Tech. Den magt skal vi styrke ved at gøre os langt mere uafhængige af Trumps dyre energi, digitale teknologi og våbenindustri. I stedet skal vi i rekordfart udbygge vores egen billige grønne energi, vores egen sikre teknologi og vores egen våbenindustri. Ligesom Kina allerede har gjort.

Har EU den kraft og det sammenhold, det skal til nu? Kan vi handle hurtigt nok? Det er desværre relevante spørgsmål. Derfor er der et stort perspektiv i at tænke Norden og det nordiske sammenhold ind som en form for spydspids i EU. Tilsammen er vi verdens 10.-største økonomi.

Men først og fremmest kræver en sådan offensiv dansk, nordisk og europæisk strategi et direkte opgør med den ekstreme højrefløj i både Europa og Danmark, der står side om side med Trump i hans kamp mod klima og EU og i hans svigt af Ukraine og den regelbaserede verdensorden.

Herhjemme tænker jeg selvfølgelig især på Dansk Folkeparti, der har lagt en ære i at undergrave solidariteten med Ukraine, åbenlyst bekæmper EU og lagde katastrofalt ud med at lefle kraftigt for Trump ved dennes tiltræden, selvom han allerede dér truede med at annektere Grønland.

Udover det fører Dansk Folkeparti an i et historisk samarbejde med alle de ligesindede og yderligtgående partier i Europa, der desværre vokser i disse år. Det er mig rent ud sagt ubegribeligt, at de andre blå partier i Danmark ikke tager større afstand fra denne bevægelse, der er så giftig for vores sikkerhed og vores fremtid.

Morten Messerschmidt har først her i absolut 11. time formået at sige fra over for Trump. Indtil nu har vi ikke hørt meget til ham i spørgsmålet om Trump og truslen mod Grønland udover nogle kvæk på de sociale medier. Og det er nok ikke helt tilfældigt. Han er udmærket klar over, at hans selvbestaltede diplomatiske ekskursion til Mar-a-Lago og generelt trumpistisk inspirerede politik og kommunikation ikke falder i god jord hos den danske befolkning.

For der går en lige linje fra Trumps rationale og rableri til det kaos, som Danmark i disse dage oplever i verden omkring os.

Og den linje er også en skillelinje, der vil dominere den valgkamp, vi skal have i Danmark i år: Vi kan vælge Trumps vej, hans rationale og hans kampfæller på den yderste højrefløj. Eller vi kan vælge vores egen danske og europæiske vej, hvor vi tror på både demokratiet og satser på fremtiden ved at investere i den. Politisk såvel som økonomisk.

Vores valg vil blive definerende for os selv og alle generationer efter os.