Åndelig oprustning? Nej tak, vi er mere til vejrhysteri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med stedvis snefald og vejrmeldinger om forværring er nyhedsfladen på den anden ende. I konkurrence med Ukraine-krig og potentiel invasion af Grønland skal danskerne nu belæres om overhængende farer i trafikken. I bedste tv-sendetid fortælles det, at vi bør blive inden døre, mens militærkøretøjer køres i stilling på den saltvåde asfalt – klar til forcering af de varslede snemasser.

Politiet og DMI sår kimen til vejr-hysteriet, og gennem public-service dramatiseres nyhederne i en uendelighed af gentagelser.

Lavinen ruller (snekaos eller ej), og effekten må ikke undervurderes. Offentlige institutioner – ja, hele kommuner sender medarbejdere hjem pga. snetruslen. Rundt i landet bevilges skolefri med forventning om, at snevejret nok bliver værre op ad dagen.

Velmente sociale tilbud aflyses - med henvisning til vejret og klienter og medarbejderes ve og vel. Men var det ikke netop den modsatte effekt, man skulle opnå? At du kan bygges op og overkomme ting i livet? Og bygges op – igen – efter et måske større antal nederlag?

Forsikringsselskaber går med på galejen og anbefaler i sms’er, at man bliver hjemme (fra jobbet) og passer på hus og mulig fygesne …

I de fleste private virksomheder opstår dilemmaer og tovtrækninger med medarbejdere, som mener sig berettiget til at ”tage den hjemmefra”. Måske ikke på grund af sne lige nu, men på grund af den frygtede situation, som kan besværliggøre hjemturen.

Der er og bliver noget symptomatisk i dette formynderi, som griber dybt ind i arbejdsmarkedet og samfundets funktioner. Man udelukker nærmest på forhånd, at den enkelte selv bør – og kan – tage bestik af situationer på livets vej.

Det virkelige problem findes dog i den mere moralske side af sagen. De kære unge, ja, alle vi formbare gemytter, potentielt hele generationer, påvirkes naturligvis af denne ustandselige messen. Hvoraf ovenstående kun er ét af mange eksempler.

I den offentlige debat efterlyses samtidig en uddybning af Mette Frederiksens diktum om »åndelig oprustning«. Hvad mon det egentlig betyder? Jeg købte den selv på stedet, men begynder nu at forstå, hvorfor folk undres. For regeringen, staten og beredvillige medier bedriver jo den stik modsatte propaganda. Antagelsen synes at være, at kernevælgeren er en uselvstændig, klientgjort svækling.

Burde »åndelig oprustning« ikke netop tage udgangspunkt i en fordring til den enkelte (borger)? En forventning om, at folk kan – og helst vil – klare de løbende strabadser selv, men også sammen? At samfundssind netop ikke kommer ovenfra, men er en (gensidig) forventning til – og mellem – os alle?

Tingene sættes for alvor i relief, når man tænker på vores udstrakte og bekostelige solidaritet med det krigshærgede Ukraine. Angste, frysende stakler i halvsmadrede huse og kældre stilles i mediebilledet over for vores overdrevne velfærdssikre, ja kuvøse-agtige behandling af danskerne. En så himmelråbende afstand i denne dobbeltstandard kan vi dårligt være bekendt. Især ikke over for os selv – hvor det jo handler om institutionel nedbrydelse af den enkeltes selvrespekt.

Jeg har halvdansk familie i Norge og må lægge øre til megen hån og latter over det offentlige Danmarks sygelige hang til vejrhysteri. Men det rammer i det mindste kun forfængeligheden og et par ømme tæer.

Det begrædelige består i, at de, desværre, har helt og aldeles ret!