Vi er med til at overophede situationen i Grønland: Kunne lidt "ro på" være en god idé?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter USA’s intervention i Venezuela er et næsten samlet dansk kommentariat og politisk establishment ude at relatere Maduros tilfangetagelse direkte til Danmark og advare om en alvorlig, måske ligefrem overhængende fare for, at USA invaderer og overtager Grønland.

Nuvel, alarmister har altid ret. Enten sker det, de advarer mod – eller også kan de påpege, at det ikke skete, netop fordi de råbte op.

Derudover kunne man anføre, at selvsamme eksperter og politikere, som nu forudser USA’s snarlige overtagelse af Grønland, mangler troværdighed ved de seneste mange årtier ikke at have råbt op om, at Danmark i praksis intet territorielt forsvar har.

Uden muskler i form af rå militær magt bør vi i stedet for at gå i panik køligt analysere vores ”fjende”, Trump, og handle ud fra denne analyse.

Det diskuteres ivrigt, om Trump er gal eller genial. Han er oplagt hverken-eller. Han er opmærksomhedssøgende, beslutsom, impulsiv, risikovillig, båret af en enorm indignation på sin nations vegne, men tydeligvis også vild med at forhandle, og i den sammenhæng anvender han nogle prægnante, men let gennemskuelige forhandlingstaktikker.

F.eks. anvender han næsten altid den forhandlingstaktik, som hedder anchoring, dvs. han flytter sin modparts mentale referenceramme ved at starte med at forlange meget mere, end han rimeligvis kan få.

I tilfældet Grønland gentager han i en uendelighed »We need Greenland for national security«. Udover at sætte barren så højt som en decideret overtagelse vil være (og derved opnå, at vi i Danmark ender med at betale meget mere til USA’s nationale forsvar, end vi ville have gjort under andre forudsætninger), bevirker gentagelsen en semilegitimering af dette fuldstændig uacceptable krav, og desværre medvirker vi til denne proces ved offentligt at tage kravet alvorligt.

En psykolog ville muligvis sige, at vi bidrager til en desensibilisering af diskussionen ved at involvere os i den, og en politisk sociolog vil måske sige, at vi flytter ”Overton-vinduet” fra det utænkelige mod det acceptable ved at engagere os i diskussionen. Det giver Trump opmærksomhed og blod på tanden.

Så kan han latterliggøre vores hundepatruljer, og lige om lidt kalder han os Donmark!

Måske burde vi stedet for at give ham opmærksomhed og engagere os i diskussionen bare sige kategorisk nej. På en høflig måde, naturligvis – og gerne med lidt statsmandsagtigt overskud.

Herudover bør vi nok anvende lidt af Kierkegaards visdom om at møde folk, man vil flytte, hvor de er, og komme det »stakkels og udnyttede« USA i møde. Lad os en gang for alle sige til amerikanerne: Vi i Danmark anerkender, at det grønlandske territorium er vigtig for USA’s nationale sikkerhed og derved for hele den frie verdens sikkerhed. Derfor vil vi gerne i tæt samarbejde med USA og i proportionalt og rimeligt omfang medfinansiere den nødvendige militære oprustning af Grønland og gerne under amerikansk ledelse.

Færdigt arbejde. Ikke mere snak om konge og kongerige og grønlandsk selvbestemmelse – det er vores hus, det rager ikke ham. Jeg forestiller mig, at Mette Frederiksen skriver et officielt indlæg, som tilsendes alle større amerikanske medier med ovenstående budskab, stiller op til interview på de største amerikanske tv-stationer og fremover kort og kontant, men smilende, henviser til dette indlæg, når spørgsmålet rejses, og ellers helt nægter at diskutere Trumps utænkelige idé om at overtage Grønland.

Vil han så gøre det alligevel? Naturligvis ikke. ”Det ville være fuldstændigt vanvittigt, ødelægge Nato og sikre ham en rigsretssag, når flertallet i Repræsentanternes Hus skifter ved midtvejsvalget i november”. Denne sætning kan eventuelt af rette vedkommende gentages i en uendelighed.