Mænds sundhed prioriteres stadig ikke i nye sundhedsplaner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kvinders sundhed er i den seneste tid kommet på dagsordenen med 160 mio. kr. til forskning. Forskningen i kvinders sundhed er vigtig og har også været underrepræsenteret i mange år.

Men det betyder ikke, at mænds sundhed er et færdigudforsket område. Det er blandt andet ikke udforsket, hvorfor mænd har så stor overdødelighed af stort set alle sygdomme, hvorfor mænds mentale mistrivsel og psykiske sygdomme opdages og behandles for sent, og hvordan sundhedsvæsenet bedre kan hjælpe de 25 pct. af mændene, hvis levetid falder, og hvoraf hver fjerde dør, inden de fylder 65 år – hvilket er dobbelt så mange som kvinder. Det gælder også, hvordan prostatakræft kan opdages tidligere, hvordan dialogen mellem manden og lægen eller sygeplejersken kan blive bedre, og hvordan sundhedsvæsenet i det hele taget kan indrettes bedre til mænd, som trods alt betaler mindst halvdelen af gildet via skatterne.

Lige nu ser vi ingen konkrete handlinger i de nye politiske sundhedsplaner – kræftplan V, sundhedsreformen og den nye psykiatriplan – med udgangspunkt i de store kønsforskelle.

Kønsperspektivet i nye sundhedsplaner er helt afgørende for at styrke sundheden og rette op på uligheden mellem kønnene. Mænd har større risiko for at udvikle hjertesygdomme, en markant højere dødelighed og en større forekomst af eksempelvis diabetes end kvinder – og en dødelighed, der er næsten tre gange så høj. Alligevel virker politikere og sundhedsvæsen til at overse problemet.

Mænd lever i gennemsnit fire år kortere end kvinder, har stor overdødelighed og rammes oftest af de fleste sygdomme. Der er som nævnt en markant større forholdsmæssig dødelighed af sygdomme som kræft, diabetes og hjertesygdomme – og under corona havde mænd en dobbelt så høj dødelighed af virussen.

Disse forskelle kan ikke alene forklares med livsstil. De hænger også sammen med, hvordan sundhedsvæsenet er organiseret, hvordan sygdomme opspores, og hvordan køn spiller ind i både diagnosticering og behandling. Når køn ignoreres, bliver uligheden reproduceret.

På trods af de alarmerende tal bliver kønsperspektivet alt for sjældent tænkt ind i de sundhedsudspil, der løbende fremlægges. Et eksempel er den nye psykiatriplan, hvor køn ikke nævnes med ét ord. Manglen på den vigtige skelnen mellem kønnene har konsekvenser for både mænd og kvinder, når opsporing og behandling af fysiske og psykiske sygdomme ikke tilpasses køn.

Mænds psykiske lidelser er fortsat underdiagnosticerede og underbehandlede – kun halvdelen af mænd med depression er i behandling – og langt færre mænd end kvinder henvises til psykolog og psykiatri.

Det er velkendt, at sygdomme hos mange mænd opdages for sent, også selv om de har symptomer. Det har alvorlige konsekvenser – både for mændene selv, deres pårørende og for samfundsøkonomien. I dag koster mænd over 50 år cirka 20 pct. mere i sundhedsudgifter end kvinder i samme alder.

Når symptomer på fysisk og psykisk sygdom, som kunne være opdaget i tide, ender i alvorlig sygdom, belaster det sundhedsvæsenet i form af ekstra ressourcer til personale, medicin og behandling – og det tærer samtidig på de menneskelige ressourcer hos både de syge og deres pårørende. Forebyggelse og tidlig opsporing er ikke kun en sundhedsfaglig investering, men også en økonomisk og menneskelig nødvendighed. Alligevel mangler der målrettede indsatser, som tager højde for mænds sundhedsadfærd og kontaktmønstre med sundhedsvæsenet.

Mange mænd oplever, at mødet med sundhedsvæsenet kan være vanskeligt. Ikke fordi viljen mangler, men fordi der ofte opstår en kløft mellem mænds måde at reagere på – særligt ved psykisk mistrivsel – og de samtaleformer, der anvendes i konsultationen. Når samtalen kredser om spørgsmål som: “Hvordan føler du?” og “Hvornår føler du det?”, kan det være svært for nogle mænd at genkende eller sætte ord på deres oplevelser.

Det kan føre til en oplevelse af ikke at blive forstået. Blandt mænd uden nære relationer ses dette særligt tydeligt; de rapporterer op til tre gange så ofte negative erfaringer i mødet med lægen.

Det kan være en forklaring på, at mænd generelt har færre kontakter til sundhedsvæsenet end kvinder – særligt i de tidlige faser af sygdom. Mænd går sjældnere til lægen, deltager i mindre grad i forebyggende undersøgelser og kommer ofte først, når symptomerne er blevet alvorlige. Det stiller særlige krav til et sundhedsvæsen, der i højere grad må arbejde opsøgende og målrettet, hvis uligheden i sundhed mellem kønnene skal mindskes.

Samtaler om psykisk trivsel er generelt vanskelige mænd imellem. Mange mænd taler hverken med venner, familiemedlemmer eller kolleger om, hvordan de har det, og næsten hver fjerde unge mand har sjældent eller aldrig nogen at tale fortroligt med. Vi ved, at isolation og mangel på nære relationer er blandt de væsentligste risikofaktorer for både mental og fysisk mistrivsel. Derfor spiller nære relationer og fællesskaber en afgørende rolle i styrkelsen af mænds sundhed og livskvalitet.

Vi ved også, at det er muligt at ændre den negative tendens. Når mænd mødes i fællesskaber som Mænds Mødesteder og skaber stærke bånd til andre mænd, opstår dialogen – også om de svære ting i livet.

I samtalerne i fællesskaberne kan mænd opdage, at andre har det på samme måde som dem selv. Indimellem handler samtalen om sundhed, og i dialogen med andre bliver det tydeligt, at man bør gå til lægen. Har man mistet sin partner, bor alene eller mangler nære relationer, bliver man i mindre grad opmærksom på symptomer på sygdom og får ikke i samme omfang passet på sig selv.

Men når mænd styrker deres relationer til andre, ser vi, at mange begynder at tage bedre vare på deres sundhed. Man betyder noget for nogen, og ens trivsel har betydning for andre mennesker. Mænd kan godt tale om følelser – de gør det bare ofte på andre måder.

Disse erfaringer bør i langt højere grad inspirere den offentlige sundhedsindsats. Sundhedsvæsenet skal møde mænd, hvor de er – ikke forvente, at alle passer ind i de samme samtale- og behandlingsformer.

Der er brug for, at køn kommer på dagsordenen og tænkes ind som en konkret faktor i sundhedspolitik, -planer, -strategier og -pakker. Alt for mange mænd mister i dag livet til sygdomme, der kunne være forebygget eller opdaget i tide, og alt for mange mænd lever i psykisk mistrivsel uden livsvigtige nære relationer.

Hvis politikerne mener alvor med lighed i sundhed, må mænds sundhed prioriteres eksplicit og systematisk – ikke som en sidebemærkning, men som et selvstændigt indsatsområde med mål, midler og ansvar.

Politikerne må få øjnene op for, at mænd og kvinder har forskellige sundhedsudfordringer, og at lighed i sundhed ikke er det samme som ens behandling. Tallene viser en tydelig kønslig ulighed – nu må der handles, også for mænds sundhed.