Jesus var den første socialist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da den danske arbejderbevægelse i 1871 trådte ind på den politiske scene, havde den et dobbelt forhold til kristendommen: Den traditionelle kristne dogmatik blev afvist, men man omfavnede kristendommens etiske kerne som grundlag for social retfærdighed.

Kristendommen skulle ikke være en trøst for de svage, men en rettesnor for handling her og nu.

I skrifter, taler og debatindlæg blev der lagt vægt på kristendommens sædelære (etik) – næstekærligheden, barmhjertigheden, den gyldne regel, ligheden og retfærdigheden – mens det overnaturlige og ubeviselige på det nærmeste blev forkastet. Næstekærlighedsbuddet blev set som rendyrket socialisme.

Kernen var kristendommens etiske indhold. Alt, hvad der lugtede af dogmatik, hierarki og kirkelig autoritet, blev afvist. Mens troen som tro blev overladt til den enkeltes egen afgørelse, blev kristendommen set som en potentiel frigørelseslære.

Arbejderbevægelsens talsmænd henviste til urkristendommen – en forestilling om den oprindelige kristendom som en radikal social og moralsk bevægelse, før den institutionaliserede kirke og statens magtapparat fik greb om den. Urkristendommen var læren om fred, broderskab, mildhed og solidaritet.

Statskirken blev oplevet som hierarkisk, selvretfærdig og bundet til traditionelle magtstrukturer. Den forkyndte næstekærlighed, men dens handlinger afslørede, at kirken stod på magthavernes side, når den talte om de nødlidendes tålmodighed med deres elendighed og til gengæld lovede belønning i det hinsides.

Næstekærlighed og barmhjertighed var for kirken søndagstalemåder uden reelt indhold. Derfor blev kirken og præsterne genstand for heftig kritik, men Jesus blev set som et etisk forbillede.

For socialisterne var Jesus ikke en frelserfigur i teologisk forstand, men et menneske, hvis liv og lære først og fremmest pegede på menneskers ansvar over for hinanden her på Jorden. Han var en “stor sandhedslærer”, en forkæmper for de fattige og undertrykte. Han var ”den første socialist”, som det lød i flere ”hyldestdigte”.

Kristendommen var for de tidlige socialister en anerkendelse af kærlighedens princip som rettesnor for handlinger. Jesus og hans lære om kærlighed blev knyttet til social retfærdighed og menneskerettigheder.

Jesu kamp mod hykleri, hans kritik af rigmænd og farisæere, hans omsorg for de små og svage blev læst som politiske påbud om solidaritet og lighed.

Selvom Jesus selv og hans sociale etik fortsat blev anprist, bevægede arbejderbevægelsen sig i slutningen af 1870’erne mod en mere konsekvent kritik af dogmer og overnaturlige forestillinger.

Videnskabens rolle som grundlag for livsforståelse blev stærkere betonet. Religionen blev undertiden beskrevet som en autoriseret dumhedskappe, fordi den blev brugt til at undertrykke menneskelig erkendelse og fri tænkning. Derfor skulle religionsundervisning vige til fordel for oplæring i moral, etik og oplysning.

Socialismen skulle være praksis og handling. Den gode handling var god i sig selv, uanset hvem der udførte den; den dårlige handling var dårlig, uanset om den blev begået af en from kristen eller en erklæret ateist. Den enkelte skulle dømmes efter sine gerninger – ikke sin trosbekendelse.

Buddet om næstekærlighed og den gyldne regel: »Alt, hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem,« skulle være etiske imperativer, der stod på egne ben og krævede handling.

For arbejderbevægelsen var socialismen ikke kun et politisk program, men en etisk revolution. Den enkeltes ansvar for den anden blev et krav om samfundsmæssig retfærdighed: en ny moral, som hentede sin autoritet i urkristendom, menneskelig erfaring, medmenneskelighed og fornuftens krav frem for teologisk autoritet.

Sideløbende med dette moralske projekt fulgte socialisterne den samtidige udvikling inden for bibelkritik og teologisk tænkning. Tyske forskere påpegede, at evangelierne var produkt af historisk udvikling og litterær konstruktion – ikke guddommelige åbenbaringer.

Arbejderbevægelsen så med sympati på den tyske analyse, fordi den understøttede forestillingen om Jesus som menneske. Legende skulle skilles fra virkelighed, så den etiske lære kunne træde klart frem.

Den voksende interesse for naturvidenskabens forklaringskraft påkaldte interesse for Darwin, psykologi, fysiologi, positivisme og andre nyere filosofiske strømninger som grundlag for menneskets forståelse af sig selv og samfundet.

I hele perioden så man kirken som en modsætning til kristendommens oprindelige idealer. I sin alliance med magthaverne var den blevet en konservativ magtfaktor, som i praksis stod på de riges side, mens den negligerede de fattige. Kirken prædikede ”nøjsomhed” blandt de fattige og accepterede stiltiende de riges privilegier.

Omkring århundredskiftet blev der talt om en “socialistisk kristendom”, hvor næstekærlighed var selve fundamentet – et velfærdsevangelium om social retfærdighed.

Teologerne havde gennem tiden flyttet fokus fra Gudsriget på Jorden til en forestilling om det hinsidige; men når det lød »komme dit rige«, måtte det betyde, at mennesket skulle arbejde for retfærdighed her i livet, ikke vente på belønning efter døden.

Efter Første Verdenskrig ændrede diskussionen sig yderligere. Socialdemokratiet blev mere rationalistisk. Dogmatisk funderet religion blev afvist. Samfundets fremtid lå i fornuftens og videnskabens forståelse.

Begejstringen for Jesus og hans lære blev erstattet af en erkendelse af, at moral og etik måtte være jordisk forankret og hvile på erfaring, analyse og handling.

I Social-Demokratens jubilæumsartikler i 1921 blev det understreget, at socialismen nu var en bevægelse med idealer, der skulle virkeliggøres gennem menneskers handlinger: intellektuel ildhu, moralsk vilje og samfundsengagement.

At kalde den tidlige socialisme for en “religion” kan lyde paradoksalt, men for arbejderbevægelsen gav ordet mening i den forstand, at socialismen var en tro på handling, solidaritet og menneskelig værdighed, som udmøntede sig i konkrete sociale krav og fællesskabets styrke.

Menneskelig handling med udspring i næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel kunne ændre vilkår og skabe retfærdighed. Bevægelsen hvilede på en sælsom blanding af moralfilosofi, social kritik og politisk engagement; men først og sidst på etiske idealer, som kunne omsættes til praksis – med videnskaben som vejleder og Jesu oprindelige lære – urkristendommen – som inspirerende ideal.

Socialismen i dens tidlige danske form var et etisk projekt, der søgte at gøre menneskers ansvar over for hinanden til noget konkret, forståeligt og realiserbart.

Kristendommen blev en fodnote til menneskelig moral, en inspiration, som måtte bevares i kraft af sin etiske tyngde. Sædelæren blev der værnet om, dogmerne blev forkastet, og videnskabelig erkendelse blev betragtet som nødvendig for et moderne, retfærdigt samfund.

Jørn Henrik Petersen er aktuel med bogen ”Jesus – den første socialist”, som er udkommet på Syddansk Universitetsforlag.