Sundhedsrådene er en nødvendighed, ikke en ønskebrønd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den nye sundhedsreform skal give alle borgere en overhalingsbane til et bedre sundhedsvæsen. Danskerne skal ikke længere sidde i kø, men nemmere kunne tage den rette afkørsel til det sundhedstilbud, de har brug for.

Et bredt udsnit af partier er enige: Reformen bør være løsningen til at skabe et mere sammenhængende, lige og nært sundhedsvæsen.

Nøglen til at nå målet er de 17 nye sundhedsråd. I dem sidder borgmestre og regionsmedlemmer med fælles ansvar for hvert vores område. Sammen skal vi finde løsninger på de udfordringer, som hverken staten, amterne, regionerne eller sundhedsklyngerne har kunnet løse de seneste 20 år. Det kan vi naturligvis ikke løse med et snuptag.

Med en plads i sundhedsrådene følger både ansvar og midler. Det giver mulighed for at skabe reel værdi for borgerne, selvom afsættet for reformen har givet anledning til betænkeligheder hos os i kommunerne.

Kommunerne kender borgernes hverdag og behov bedst, men regionerne sidder for bordenden og har flertal i rådene. Det afgørende bliver, om kommunernes viden – og dermed borgernes stemme – får gennemslag i beslutningerne.

Sundhedsrådene skal drive arbejdet med at få bygget overhalingsbanen, så den forgrener sig på tværs af kommunegrænser og giver borgerne kvalificeret hjælp. Mange, der har oplevet snitfladerne mellem kommuner og regioner som problemfyldte, forventer med rette, at rådene hurtigt vil kunne løse nogle af de største og mest komplekse udfordringer i vores sundhedsvæsen: Manglende sammenhæng. Lange ventetider. Bedre behandling.

Jeg forstår forventningerne, for vi har talt om det i flere år, end jeg kan huske, og nu har vi kastet mønterne i den ønskebrønd, vi kalder sundhedsrådene.

De områder, vi i sundhedsrådene først skal fokusere på, er midlertidige ophold, specialiseret akutsygepleje, patientrettet forebyggelse og dele af den avancerede genoptræning. Det er de områder, som skal overgå fra kommunerne til regionerne. Det skal på plads i de såkaldte delingsaftaler, så borgere og medarbejdere også efter 1/1 2027 ved, at der er taget hånd om deres situation. Tryghed og stabilitet er en forudsætning for, at vi kan levere den kvalitet, vi skal – og som borgerne har krav på.

Samtidig med etableringen af sundhedsrådene og delingsaftalerne står vi på Sjælland midt i et andet stort vejarbejde: oprettelsen af Region Østdanmark. Her skal en arbejdsplads med 63.000 medarbejdere have skabt retning i en af landets til dato største fusioner.

Når de første opgaver er på plads, begynder det egentlige arbejde i sundhedsrådene. Der skal udarbejdes nærsundhedsplaner for de næste 8-10 år, så borgerne oplever sammenhæng i hjælpen. Planer, der både skal flugte med regionen og den nationale sundhedsplan samt leve op til Folkesundhedsloven, nye kvalitetsstandarder og styrkede patientrettigheder.

Her skal sundhedsrådene prioritere benhårdt. Ikke efter hvad der fylder mest i debatten, men efter hvor behovet er størst, og hvor vi kan skabe varige løsninger.

Sundhedsrådene er ikke en ønskebrønd, der løser årtiers udfordringer på få år. Men forhåbentlig kan de give os noget, vi har manglet længe: et fælles ansvar, en fælles retning og reel indflydelse.

Sammen med mange andre kommunalpolitikere ser jeg frem til et tættere forpligtende samarbejde med regionerne og det sygehusvæsen, som borgerne – når de er patienter – er så afhængige af.

Overhalingsbanen er ikke målet i sig selv. Det er først, når alle borgere trygt kan tage den rigtige afkørsel, at reformen er lykkedes.