Hvad har MeToo egentlig gjort for os?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2017 så det ud til, at danskerne mødte MeToo-fænomenet med stoisk ro. Stormen løjede hurtigt af.

Vi har jo også både straffe- og ligestillingslovgivning og arbejdstilsyn til at slå ned på overgreb, kønsdiskriminering og chikane her i landet. Og folk med ledelses- og personaleansvar i erhvervs- og kulturlivet, hvis opgave det er at sørge for dekorum på arbejdspladsen.

Så der var jo regler og værktøjer, om man vil, nok til at gribe ind over for dem – de få – der ikke kan opføre sig ordentligt. Uden at alle andre skulle Emma Gad-genopdrages.

Men så gik MeToo i land igen i 2020. Og slår rod. Ikke mindst i kølvandet på Zulu Comedy Galla, hvor en – ikke-navngiven – tv-kanon bliver beskyldt for at have verbalt forulempet og truet en yngre kvindelig tv-vært. For mange, mange år siden.

Herefter fik organisationer og private virksomheder kronede dage. Advokatfirmaer fik til opgave – mod fyrstelig betaling, forstås – at komme det, der ofte bliver betegnet som intet mindre end strukturel sexisme, til livs. I Danmark. Landet, der ellers ligger lunt i svinget på diverse demokrati-parametre.

2020 blev også året, hvor den daværende socialdemokratiske regering satte sig for at styrke indsatsen mod seksuel chikane. Ja, hvorfor mon?

To år senere kom så Alliancen mod seksuel chikane, der med hele 17 initiativer skulle bidrage til en kulturforandring. Intet mindre. På Transportministeriets hjemmeside, som dengang også var Ligestillingsministeriets, kunne man læse, at hensigten var at bekæmpe uønsket seksuel opmærksomhed. Hvad det så måtte være.

Men det mente 6,2 pct. af kvinderne og 2,4 pct. af mændene i en undersøgelse sig udsat for.

Alligevel blev det anset for et nationalt anliggende.

Danmarks arbejdspladser, uddannelses- og kulturinstitutioner skulle ved fælles indsats bekæmpe seksuel chikane i det danske samfund, lød opdraget.

Alliancen tæller ikke overraskende blandt sine – ganske mange – medlemmer Kvinderådet, Kvinfo, Sex og Samfund – og måske mere overraskende også Dansk Industri og Dansk Erhverv.

Kvinfo er en selvejende institution under Kulturministeriet, som danske skatteborgere, om de vil det eller ej, betaler millioner i årlig støtte til.

Akronymet stod engang for KVinder, INformation og FOrskning. Nu står det for Køn, Viden, INformation og FOrskning. Navnet er blevet kønsneutralt.

Men ser man på Kvinfos mærkesager, er der et klart fokus på kvinder fra Menapt-landene og selvfølgelig på MeToo. Ja, det i en grad, så man skulle tro, at sexismen lurer i hver en afkrog af kongeriget.

Kvinfos ”Undersøgelse af erfaringer med brug af advokatundersøgelser og -ordninger ved seksuel chikane og krænkelser” fra 2022 er særlig interessant. Og aktuel. Fokus er nemlig ikke på, at de hersens advokatundersøgelser er retssikkerhedsmæssigt betænkelige for dem, der får en MeToo-sag på halsen. Altså typisk mænd. Nej da.

Konklusionen er, som det står at læse på hjemmesiden, at: advokatfirmaer bør arbejde mere for at sikre retsbeskyttelse for krænkede personer, når de undersøger sager om seksuel chikane og krænkelser. Ikke for dem, som undersøgelsen kalder for ”krænkere”.

Ordet ”krænker” anføres konsekvent med citationstegn. Fordi – som det påpeges i undersøgelsen – der ikke nødvendigvis er tale om afgjorte sager, hvor der er taget stilling til skyldsspørgsmål.

Så vidt, så godt. Men mere interessant er det i den forbindelse, at ”de krænkede” ikke er anført med citationstegn.

Der sættes altså ikke spørgsmålstegn ved, om den person, der oplever sig krænket, måske slet ikke er blevet det. Efter objektive kriterier.

I begyndelsen oplyses, at undersøgelsens resultater baserer sig på »interviewpersoners oplevelser, erfaringer og indtryk og Kvinfos analyse af de problematikker, som er kommet frem i interviews«.

I metodeafsnittet afsløres så, hvilke personer der danner grundlag for undersøgelsen. Der er, som det hedder, foretaget »kvalitative interviews og modtaget enkelte skriftlige bidrag«. Alle kvalitative interviews er med kvindelige respondenter, mens de skriftlige bidrag stammer fra både mænd og kvinder.

Ergo er alle – altså sølle 22 styk – såkaldt kvalitative interviews – med kvinder.

Kvinfo roser sig ellers af at være forskningsbaseret.

Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne undersøgelse, som handler om køn (de fleste, der er blevet hængt ud som sexchikanører, er mænd) har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt datagrundlag?

Det kunne man passende spørge direktøren for Kvinfo, en organisation, hvor der undervises i mangfoldighedens og diversitetens fortræffeligheder, om.

Noget, der i øvrigt er delte – forskningsbaserede – meninger om.

Blandt partierne på Christiansborg var De Radikale naturligvis frontløbere under den danske MeToo-tsunami i 2020. I oktober samme år deltog parti- og næstformand i en 24 timer lang samtale om hverdagssexisme og om, hvordan der skulle gribes hårdt ind over for uvæsenet. Kort tid efter måtte formanden gå af efter anklager om netop det fra flere kvindelige partifæller.

Partiet har fået lavet en undersøgelse af dets sexchikane hos Kvinfo og også udarbejdet en samværspolitik med detaljerede regler for, hvad radikalere må og ikke må. Jeg har gennemgået regulativet med en tættekam. Det er renset for kønnet sprog.

Det er »naturligt, at der opstår romantiske og seksuelle forbindelser. Det anser vi i Radikale Venstre for smukt«, står der. Men det selverklærede »diverse og inkluderende« parti, for hvem mangfoldighed er en styrke, tolererer ikke nogen form for seksuel chikane og heller ikke uønsket seksuel opmærksomhed. Klog af skade – måske – partiets nyere historie taget i betragtning. Den, der oplever ubehageligheder, bør tage det op med den nærmeste »tillidsperson«. Såvel menige som forpersonskab er kulturbærere for politikken, betones det.

Målet er, som det hedder, at begge parter kan komme godt videre med deres respektive radikale liv. Altså videre, efter at det politisk korrekte, kønsneutrale adfærdskodeks for kønslivet er blevet overtrådt.

To tredjedele af den radikale folketingsgruppe er nu kvinder.

I sin tale til bl.a. de mange sponsorer af Kvinfo på Kvindernes Internationale Kampdag 2024 talte direktør Henriette Laursen om, at patriarkatet ikke virker.

Men hvad med matriarkatet? Er det bedre?

Er idealet virkelig det samfund, vi har fået i kølvandet på MeToo, hvor man skal respektere høje hæle i bestyrelseslokalet, som det hedder i skoreklamen, altså have kvoter for, hvor meget diversitet (læs: hvor mange kvinder), uanset meritter, der skal være i bestyrelser? Hvor almindelige retsprincipper om at være uskyldig ind til det modsatte er bevist, tilsidesættes, og anonyme anklager fra år tilbage ophøjes til sandheder uden nærmere granskning.

Er det fremskridt? Nej.

Fremskridt er, når hverken mænd eller kvinder særbehandles eller promoveres på andet end deres kvalifikationer. Og køn er altså ikke en kvalifikation.

Eller er det bare mig?