Hold op med at problematisere kvinders valg, hver gang de vælger noget andet end mænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Næsten halvdelen af løngabet mellem mænd og kvinder skyldes, at kvinder i højere grad vælger mere lavtlønnede, familievenlige job, end mænd gør.

Sådan siger et nyt studie af blandt andet Rockwool Fonden. Det, at meget af løngabet skyldes mænd og kvinders individuelle valg, i stedet for at kvinder sakker bagud efter fødsel, burde være en tanke, der gør én i stand til at sove trygt om natten, men det er det selvfølgelig ikke, hvis man ikke synes, at mænd og kvinder er i stand til at vælge rigtigt.

Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, skrev forleden i JP et debatindlæg om, hvordan arbejdsmarkedet har et designproblem, når kvinder ender med at tjene mindre end mænd, når de vælger familievenlige job.

Hun synes, at familievenlige job bør være normen overalt på arbejdsmarkedet – også i stillinger, der er højtlønnede og karrierebærende. Sådan vil løngabet blive mindre, fordi der kun findes én jobtype på arbejdsmarkedet.

Problemet er bare, at denne løsning ignorerer den mest oplagte konsekvens: Hvis højtlønnede job skal kræve mindre tilstedeværelse og lavere ansvar, vil lønnen falde. Der er ingen vindere i denne løsning ud over løngabet selv.

Mange familiers samlede indtægt vil falde, fordi det ikke er muligt, at den ene part vælger en høj løn over fritid, og mennesker, der ikke har børn, tvinges til at gå på kompromis med lønnen for et familievenligt job, de ikke har brug for. Vi bliver nødt til at huske på, at løngabet i høj grad er en konsekvens af folks individuelle valg.

I stedet for at presse strukturer ned over hovedet på folk, bør vi lade alle mennesker vælge selv og lade alle mennesker tage konsekvenserne af de valg, de træffer, på godt og ondt. Vi må stole på, at individet ved, hvad der er bedst for dem selv.

Benedikte Løje Nielsen skriver, at kvinder ikke vælger familievenlige job ud af bekvemmelighed, men at det er en nødvendig tilpasning til et system, der forventer, at kvinden tager det primære ansvar i hjemmet.

Der kan være noget om, at normen i højere grad er, at kvinden tager det huslige arbejde end manden, men det er ikke normerne, der sidder for bordenden derhjemme. Det er kvinden og manden selv, der gør det.

Når kvinder igen og igen siger: »Hvis ikke jeg gør det, bliver det aldrig gjort«, er de samtidig med til at fastholde den rolle, de fleste gerne vil ud af. Det bliver en bekvem undskyldning for manden – og en usynlig lænke for kvinden.

Hvis man går træt i seng hver aften, fordi man står med det hele alene, er det ikke et vilkår, man skal affinde sig med, men et tegn på, at noget skal ændres.

Det er ikke et problem, der kan lovgives væk. Det skal løses i hjemmet – mellem de mennesker, der deler hverdagen.

Det kan også være, at nogle kvinder ganske enkelt prioriterer tid med børnene over en høj løn. I virkeligheden er det nok en blanding af de to forklaringer, men én ting har de til fælles: Kvinder og mænd har selv valgt den konstellation, de har i hjemmet, og de har selv valgt det arbejde, som de har.

Hvis man er utilfreds, er det et individuelt ansvar at finde sig et nyt arbejde eller en fælles opgave mellem manden og kvinden at lave om på arbejdsfordelingen derhjemme. Hvis ikke man kan forhandle med sin partner om, hvem der skal stå for hvad i hjemmet, kan man jo overveje, om man bør være sammen.

Vi skal ikke reducere løngabet for løngabets skyld. Løngabet er kun et problem, hvis det er en konsekvens af strukturer, som vi ufrivilligt indgår i. Studiet her peger på det modsatte. Kvinder vælger selv at gå ned i løn og gå op i tid med børnene.

Det er på tide, at vi holder op med at problematisere kvinders valg, hver gang de vælger noget andet end mænd. Hvis valget ikke føles frit, er det et anliggende mellem mand og kone, og hvis ikke det kan løses, anbefaler vi en skilsmisse.