Find nogle løsninger, alle kan leve med. Også Gurli Gris' fætre og kusiner – i stedet for at bekrige hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man er gammel nok, så husker man stadig dengang, der var noget, der hed Landboforeningerne (de store landbrug) og Husmandsforeningerne (de små landbrug).

To organisationer, der fra tid til anden røg i totterne på hinanden i fuld offentlighed, hvorfor Christiansborg-politikerne blot kunne læne sig tilbage og vente på, at Axelborg-politikerne fandt fodslag igen – og man kunne genoptage den politiske dialog.

I dag er de to organisationer fusioneret ind i det, der hedder Landbrug & Fødevarer, og som en anden fugl Føniks er der gennem årene opstået en række nye organisationer, hvis ypperste formål synes at være – at være i opposition til Landbrug & Fødevarer.

”Slagsmålet” kom for alvor til udtryk i et par kronikker her op til jul, hvor intet mindre end syv organisationer gik i rette med Landbrug & Fødevarer om et emne, der burde mane til sammenhold og ikke til ”kronikkrig” i Jyllands-Posten.

De syv organisationer og deres repræsentanter er Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, Niels Hauge Mikkelsen, formand, Bæredygtigt Landbrug, Jeppe Bloch Nielsen, formand, Danske Svineproducenter, Kjartan Poulsen, formand, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Jens Peter Aggesen, formand, Agerskovgruppen, Claus Neergaard, formand, Landøkonomisk Selskab og Lisbet Hommelhoff, sekretariatschef, SamMark.

Under overskriften: ”Sæt kvælstofaftalen og den grønne trepart på pause, før vi kvæler dansk fødevareproduktion” indleder de med: »Vi er langsomt, men sikkert ved at regulere dansk fødevareproduktion ud af landet, fordi Christiansborg presser erhvervet med regulering. Og ingen i forhandlingskredsen har reelt sagt fra.«

For uindviede handlede ”slagsmålet” om den grønne trepartsaftale og kvælstofaftalen og ikke mindst om aftalernes mellemregninger, som for lægmand er alt for kompliceret til at blive reduceret til en kronik eller to.

Men det fik dog alligevel ni formænd og viceformænd fra forskellige Landbrug & Fødevarer-sektorer til samlet at fare i blækhuset og skrive et modsvar i form af en kronik 16/12 i Jyllands-Posten, hvor de skyder tilbage på kronikørerne fra 12/12.

De ni er Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer, Martin Hjort Jensen, viceformand, Landbrug & Fødevarer, Anders Kjær, viceformand, Landbrug & Fødevarer, Jeppe Mouritsen, formand, Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, H.C. Gæmelke, formand, Landbrug & Fødevarer Gris, Jesper Arnth, formand, Landbrug & Fødevarer Kvæg, Hans Erik Jørgensen, formand, Landbrug & Fødevarer sektor for økologi, Torben Hansen, formand, Landbrug & Fødevarer Planter, Anders Harck, formand, Landbrug & Fødevarer Økonomi & Virksomhedsledelse.

Her er overskriften: ”Landbrug & Fødevarer tager ansvar. Det er måske den sandhed, der er svær at acceptere?”

Og de indleder med: »Det er alene regeringens ansvar, at den ikke har kunnet eller villet levere på den oprindelige trepartsaftale. Det hverken skal eller vil Landbrug & Fødevarer tage ansvar for. Og enten er det udtryk for at ville misinformere, eller også fordi man ikke har fulgt med, når man fremfører en kritik som i en kronik forleden.«

Vi andre dødelige sidder tilbage og tænker: Jamen altså, hvad tænker de mange gode mennesker – 16 i alt faktisk – dog på?

Havet gisper, fiskene dør, og Gurli Gris’ virkelige fætre og kusiner vader rundt i hinandens lort og døde grisekadavere. Og så går der som sædvanlig ”proces-rundhyl” i den.

Sæt jer nu – en gang for alle – ned om et rundt bord med alle relevante interessenter og bliv enige om: Hvad er problemet – eller måske problemerne – og hvordan finder vi nogle løsninger, som alle kan leve med. Også Gurli Gris’ fætre og kusiner.