Mistænkeliggørelse af førtidspensionister er kedelig symbolpolitik
Tillid til velfærdssamfundet skabes ikke ved at mistænkeliggøre dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens beslutning om at genåbne 5.000 førtidspensionssager er ikke bare en administrativ beslutning. Det er et politisk signal. Og det signal bør give anledning til alvorlig eftertanke. For det, vi ser, er ikke et enkeltstående initiativ, men en tydelig linje i regeringens beskæftigelsesreform, kontanthjælpsreform og nu førtidspensionsområdet: Mistanke gøres til styringsprincip.
I stedet for at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes situation arbejdes der i stigende grad med brede kategorier, standardiserede krav og kollektiv kontrol.
Borgere udvælges ikke, fordi der er konkrete tegn på fejl – men fordi de tilhører bestemte grupper og bor bestemte steder. Det udfordrer et helt grundlæggende princip i vores velfærdssamfund: At retssikkerhed gælder for alle – også når man er syg, udsat eller uden stærk stemme.
Førtidspension er ikke en nem løsning. Det er for de fleste ikke et ønske, men et vilkår. Slutpunktet på et langt og ofte opslidende forløb med gentagne arbejdsprøvninger, lægeerklæringer, speciallægevurderinger, funktionsevnebeskrivelser og år i systemet. Det er også erkendelsen af, at arbejdslivet – sådan som vi kender det – ikke længere er muligt.
Det koster. Det koster identitet, selvværd og ofte håbet om at vende tilbage. Netop derfor er førtidspension en af de mest indgribende afgørelser, et velfærdssystem kan træffe.
Førtidspension tilkendes ikke af systemet alene. Den tilkendes af mennesker med faglighed, ansvar og etik. Af medarbejdere, der træffer nogle af velfærdssamfundets sværeste beslutninger på baggrund af dokumentation, tværfaglige vurderinger og et stort menneskeligt ansvar.
De afgørelser fortjener tillid. Og de medarbejdere fortjener anerkendelse – ikke kollektiv mistænkeliggørelse.
Når man politisk sår tvivl om tusindvis af sådanne afgørelser uden konkret mistanke, sår man ikke kun tvivl om borgerne. Man sår også tvivl om de medarbejdere, der har truffet beslutningerne. Om deres faglighed, deres etik og deres dømmekraft.
Det er ikke uden konsekvenser. For hvis deres vurderinger kan underkendes kollektivt, hvad siger det så til de medarbejdere, vi samtidig forventer skal udvise ansvar, faglighed og menneskelighed i nogle af velfærdssamfundets sværeste beslutninger?
Den samme logik genfindes i kontanthjælpsreformen, hvor ydelser sænkes og sanktioner skærpes, og i beskæftigelsesreformen, hvor skøn og helhed presses af styring og standardisering. Konsekvensen er et system, hvor usikkerheden flyttes nedad – til borgere og frontmedarbejdere på én og samme tid.
Også lokalt mærker vi det. I kommuner som Kolding arbejder medarbejdere dagligt med mennesker, der har været igennem krig, traumer, psykisk sygdom og fysisk nedslidning. Det kræver tid, tillid og faglighed – ikke generaliseret mistanke.
Hvis der er fejl i konkrete sager, skal de naturligvis rettes. Det er allerede muligt i dag. Men når man i stedet vælger kollektiv genåbning baseret på etnicitet og bopæl, bevæger man sig væk fra retsprincipper og hen imod symbolpolitik.
Tillid skabes gennem ordentlighed, faglighed og respekt for retssikkerheden. Det handler om mennesker. Og mennesker skal behandles ordentligt.