Du er også kapitalist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Dit lille KU-svin. Nu skal du hen til Ordensværnet og have så mange tæsk.«

I starten af 1980’erne var der Land og Folk Festival i Fælledparken. Den kommunistiske partiavis forsøgte at holde sig kørende ved at arrangere musik og gøgl en weekend i København.

Min gode ven Christian var blevet medlem af Konservativ Ungdom, som var særdeles populær i en tid, hvor den såkaldte højrebølge skyllede ind over den vestlige verden. Jeg var ikke medlem af noget som helst. Men jeg var tændt af frihedens hellige ild. Så Christian og jeg besluttede at arrangere en lille politisk happening. Det var ikke faldet os ind, at vi var kunstnere. Vi iklædte os pænt tøj – eller rettere: hvad to yngre teenagere havde rådighed over. Slips, attachemappe, paraply og et eksemplar af Morgenfascisten Jyllands-Pesten.

Og så drog vi i Fælledparken bevæbnet med 1.000 orange og grønne klistermærker med Det Konservative Folkepartis ”C”. Disse klistermærker smækkede vi op overalt. På højtalere. På fredsduer. På sovjetiske partisekretærer. Et sted havde arrangørerne ovenikøbet en kulisse, hvor man kunne stikke hovedet ind og blive fotograferet som en cowboy, der skød USA’s præsident Reagan. Dér satte jeg et klistermærke, lige under hullet, hvor hagen kunne stikke ud.

Alt gik strygende, indtil vi rendte ind i en mand, der bar rundt på en stor kasse, hvorfra han solgte kommunistiske klistermærker, badges og bøllehatte. »Har I lov til at sælge her?« råbte han. »Vi sælger ikke, vi giver væk,« svarede jeg kækt.

Kort tid efter mærkede jeg en barket næve i nakken, og så startede en ydmygende tur gennem Fælledparken.

Undervejs stoppede min bortfører op og spurgte om vej til Ordensværnet. Jeg så Christian følge diskret med. Så var jeg trods alt ikke helt på Herrens mark.

Vi endte i et telt, foran en fredeligt udseende mand med briller. Han lignede en skolelærer, men var tydeligvis Ordensværnets leder. Det beroligede mig. Den vrede bortfører fik at vide, at han godt kunne gå, og Christian stillede sig pænt ved min side. Derpå startede forhøret.

»Er I KU’ere?« ville manden vide. Vi bekræftede, selvom det ikke var 100 pct. korrekt. »Nå, så tror I vel på ejendomsret?« spurgte den bebrillede mand. Endnu en gang måtte vi bekræfte. »Jamen så skal I vide, at det er os, der har fået ejendomsretten til Fælledparken denne weekend. Så nu vil jeg gerne bede jer om at gå.«

Vi forlod Fælledparken både lettede og slukørede. Vi slap for tæsk, og vi gjorde en opdagelse: Danske kommunister kan godt finde ud af at appellere til ejendomsretten. Det er ikke så skidt endda. Tværtimod. Ejendomsret er grundlaget for et civiliseret samfund. Eller som butleren Carson siger i tv-serien ”Downton Abbey”: »The law of property is the cornerstone of any civilization worth the name.«

Derfor tillader jeg mig denne påstand: Du er alt muligt. Du er også kapitalist.

Måske gør den påstand ondt på dig. Måske bliver du godt og grundigt gal i skralden. Hvordan kan jeg påstå den slags ubehageligheder om et godt menneske som dig? Måske ved du, at du er socialist og næstekærlig og klar til at dele samfundets goder med dine medmennesker.

Den livsform er jeg heller ikke ude på at tage fra dig. Du kan være lige så socialistisk, som du vil. Du kan dele dine ejendele med ligesindede. Du kan praktisere næstekærlighed over for dem, du holder af – og sågar dem, du ikke holder af, hvis du er virkelig god. Bare du accepterer, at jeg må gøre det samme.

Det er her, problemerne begynder. For hvad indebærer denne gensidige respekt? Hvor slutter det, som er mit, og hvor begynder dit?

Kapitalismen giver en brugbar løsning: ejendomsret. Noget, som du råder over eksklusivt. Kapitalisme handler om at eje – og dermed forvalte – en kapital. Det kan være nogle penge. Det kan være en bolig eller nogle genstande, en tandbørste, en bil eller en cykel. Det kan sågar være en gammeldags fabrik. Men det kan også være noget mere abstrakt. Nogle rettigheder til musik eller opfindelser.

Den mest grundlæggende kapital er imidlertid dig selv, i al din menneskelighed. Du ejer dig selv. Du ejer dine talenter. Det kan godt være, at du skal stå til regnskab en dag for det liv, du har fået. Men indtil da er du din egen. Ejendomsretten er udgangspunktet for dit krav på frihed.

I økonomisk forstand er du human kapital. Du kan noget. Du kan nogle ting, som du sandsynligvis har øvet dig på i mange år. Måske er du god til at spille fodbold – og kan score en kontrakt for en topklub. Måske er du en fremragende ingeniør, der kan blive ansat på de bedste byggerier eller forskningsprojekter. Måske er du sygeplejerske, som har lært en masse teoretisk i kraft af dit studium og praktisk i kraft af dit arbejde.

Måske er du ligefrem skolelærer og har læst en masse, som du er sat til at give videre, når du underviser utaknemmelige skolebørn. Ja, de dumme unger, som tror, at skolen er en sur pligt, en slags opbevaring, mens forældrene udfører deres gerning som lønslaver. Børnene burde ret beset opleve hver eneste dag som en mulighed for at øge deres humane kapital. Den kapital skal de have et afkast af senere, når de bruger deres lærdom ude i verden for at leve og overleve.

Måske er du bare mor eller far. Det er en stærkt undervurderet rolle. Som forælder er det dig, der videregiver og opbygger kapital hos dine børn. Har du hørt begrebet ”social arv”? I bedste fald er det en slags kulturel kapital, man giver videre. En opdragelse, en livsindstilling, et netværk, som næste generation kan trække på.

I værste fald er den sociale arv snarere en slags gæld, en byrde, nogle dæmoner, som man skal slæbe sig selv videre med. Og det er ofte sådan, man hører mest om den sociale arv: som negativ social arv, der holder børn nede.

Så kapitalen kommer i mange former. Som jord, maskiner og genstande. Som uddannelse og evner. Men også som værdier og normer.

Dette syn på kapital gør op med den marxistiske opdeling mellem mennesket og kapitalen. Jovist findes der ydre genstande, som eksisterer uden for mennesket, og som kan handles. Men de er intet værd uden mennesket. En skovl, en gravko, en robot – hvad som helst – er bare skrammel. Medmindre et menneske anvender dem.

Prøv at tænke på den oldgamle tv- gættekonkurrence: ”Hvad er det?” Den ene mere ubrugelige genstand efter den anden fra Danmarks fortid blev præsenteret for at teste seernes viden og fantasi. Ofte var der tale om gamle redskaber fra bondesamfundet, som havde været nyttige i en snæver kontekst, men som i moderne tider var komplet ubrugelige.

Vi mennesker producerer ting og sager for at forlænge vores rækkevidde og øge vores styrke: stigbøjler, biler, boremaskiner. Underholde os og pirre vores forfængelighed: snusdåser, silketørklæder og smartphones.

Vor tids genstande er så komplekse, at de helt sikkert bliver anvendt af andre end dem, som har skabt dem. Tiden er forbi, da far sørgede for bøffer ved at jage og slagte en urokse, eller mor leverede lune trøjer ved at karte og spinde uld. Som marxisterne observerede, er de genstande, vi producerer, blevet mere og mere fjerne fra deres ophavsmænd og -kvinder. Og hvad så? Modsat hvad marxisterne prædikede, er det kun bedre!

Vore produkter afhænger ikke kun af os selv. De kan derfor anvendes af flere. De kan købes og sælges, hvormed de kan opnå en pris i forhold til den værdi, som andre tillægger dem. Ikke en pris, der afhænger af, om køberen kan lide os – om vi er danskere eller amerikanere – om vi er del af et folkefællesskab eller ej. Adskilt fra os kan produkterne meget mere. Vores aktivitet er dermed til gavn for andre, uanset om vi vil det eller ej. Og deri består det økonomiske mirakel.

Miraklet gjorde selv gammelkommunister til kapitalister. I hvert fald en eftermiddag i Fælledparken i 1980’erne, nogle år inden Sovjetunionen brød sammen. Styrken ved ejendomsretten består i, at vi alle sammen kan dyrke vores fikse idéer, så længe vi ikke blander os i andres.