Autoritære stater har forstået, hvad sport kan. Har vi?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens landsholdsvømmerne kæmper i bassinet, og håndboldspillerne sigter efter kassen, så arbejder idrætspolitikerne bag scenen for at skaffe mest mulig indflydelse og begivenheder til egne lande. Således også under det nylige EM i svømning i Polen, hvor vi oplevede et markant pres fra russisk side for at få tildelt et EM i svømning i 2028.

Det er det samme Rusland, der fører krig i Ukraine, undertrykker sin befolkning og aktivt bruger sport som propaganda.

Skal vi virkelig stå i en situation, hvor danske atleter – unge mennesker, der repræsenterer vores land – skal sendes ind i hænderne på et regime, der helt åbenlyst bruger sport til at legitimere sig selv og skabe politisk indflydelse?

Det burde være helt utænkeligt. Og derfor er det så afgørende, at demokratierne og Danmark byder ind, når store sportsbegivenheder skal placeres.

Kampen om værtskaber er vigtigere, end mange tror. Sport er global opmærksomhed, politisk kapital og en direkte vej til indflydelse.

Kan Danmark så ikke bare byde på EM i svømning? Det vil vi gerne. Men vi har hverken en svømmearena, der lever op til simple europæiske krav, eller midlerne til det.

Det har til gengæld Rusland, Ungarn og Serbien, der hellere end gerne lægger grund og resurser til store mesterskaber. Hvis ikke Danmark, men også demokratierne stepper op, kommer vi til at tabe som værter for store sportsbegivenheder. Og når vi ikke selv tager ansvar, står andre klar til at udfylde tomrummet.

Vi lever i en tid, hvor USA og Kina trækker Europa i hver sin retning – økonomisk, sikkerhedspolitisk og teknologisk. EU har brug for sammenhold og fælles symboler, der styrker vores fællesskab og demokratiernes position i verden.

Store sportsbegivenheder er netop sådan en samlende kraft. De skaber fælles fortællinger på tværs af grænser. De viser, at Europa kan og vil noget – sammen. Og de giver millioner af europæere noget konkret at være fælles om.

Hvis EU skal stå stærkere internationalt, må vi også tænke sport ind som en strategisk ressource. Ikke et hyggeligt kulturtilkøb, men en politisk og demokratisk investering.

Nye undersøgelser viser, at tilskuere til sport er meget blandet sammensat på tværs af uddannelser og befolkningsgrupper. Sport er der, hvor hele Danmark mødes – ung og gammel, akademiker og faglært, by og land. Det betyder, at sport er noget af det stærkeste demokratiske kit, vi har.

Når vi vælger ikke at søge værtskaber, når vi vælger ikke at investere i at kunne huse store mesterskaber, så fravælger vi samtidig muligheden for at skabe øjeblikke, der samler befolkningen og bygger fællesskab.

Autoritære stater ved udmærket godt, hvad sport kan – stolthed, legitimitet, global opmærksomhed. Derfor investerer de massivt i at få værtskaber. Ikke for sportens skyld, men for regimernes skyld.

Hvis demokratierne trækker sig, vil autoritære kræfter helt naturligt fylde mere. Men prisen betales af vores atleter, vores værdier og vores demokratiske samfundsmodel.

Det kræver investeringer at byde ind på store mesterskaber. Men spørgsmålet er ikke længere, om vi har råd til det. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

For konsekvensen af passivitet er, at autoritære lande får mere global sceneplads – mens demokratierne fylder mindre. Og det påvirker ikke kun sportens verden. Det påvirker hele verdensbilledet.

Danmark og EU bør gå forrest og gøre det klart: Sporten er ikke til salg. Den tilhører ikke diktaturerne. Den tilhører demokratierne og de fællesskaber, vi gerne vil bygge – herhjemme og i Europa.