Derfor skal vi styrke Danmarks digitale hukommelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark har vi truffet et bemærkelsesværdigt valg. Hvor borgere i lande som Storbritannien, Tyskland, USA og Norge må troppe op på nationale biblioteker for at få adgang til brudstykker af radio- og tv-historien, kan danskerne fra sofaen dykke ned i de seneste 100 års indhold i tv og radio – lige fra radioindslag om Befrielsen i 1945, proklamationen af dronning Margrethe i 1972 til julekalender med Ingrid og Lillebror.

Det er ikke smart teknologi – det er et løfte om fællesskab: at alle skal kunne få adgang til vores fælles historie, præcis som den lød og så ud dengang.

Det Kongelige Bibliotek gør i disse år noget ret unikt: åbner DR’s enorme radio- og tv-arkiv for offentligheden. Fra de første radio-år til nutidens live-formidlede breaking-historier.

Allerede nu kan man frit tilgå knap 40 pct. af arkivet, og ældre årgange kommer løbende til. Det er et arbejde, der allerede har fået bred politisk opbakning, men som nu fortjener fortsat finansiering for, at kommende generationer også kan få den unikke mulighed. Særligt i en tid, hvor techgiganterne banker på, og vores danske indhold er udfordret.

Netop det er kernen i Moderaternes kulturpolitik. Kultur er kun værdifuld, hvis den kan bruges. Jeg ønsker et samfund, hvor adgang til viden, oplevelser og historiske kilder ikke afhænger af geografi, sociale forudsætninger eller tilfældige barrierer. Derfor er arbejdet i Det Kongelige Bibliotek med at åbne DR’s arkiv ikke blot et kulturprojekt – det er med til at styrke vores fællesskab.

Når studerende eller skoleelever i dag undersøger begivenheder som Befrielsen, Cuba-krisen, Murens fald eller Muhammed-krisen, kan de se dem fortalt præcis, som de blev oplevet dengang.

Det forandrer måden, vi forstår historie på. Man kan høre, hvad der lød dramatisk, hvad der blev underbelyst – og hvad danskerne rent faktisk vidste på et givent tidspunkt. Det giver en anden form for kritisk sans, fordi eleverne lærer at skelne mellem fortidens vurderinger og nutidens. Det er demokratisk dannelse.

Derfor bør vi også sikre, at arkivet bliver endnu mere udbredt i undervisningsverdenen. Mange lærere og skoler bruger allerede materialet, men potentialet er langt større. Her har både kulturinstitutioner, undervisningsmiljøer og politikere et fælles ansvar.

Nyhedsarkivet er én side af sagen. Den anden er den bløde kulturarv – alle de programmer, der har formet generationer. Lørdagsunderholdningen fra 80’erne. Ungdomsserierne fra 90’erne. De ikoniske børneprogrammer som ”Anna og Lotte”, ”Kaj og Andrea” og ”Bamse og Kylling”, der fulgte børn gennem flere årtier.

Når arkivet gøres frit tilgængeligt, får danskerne mulighed for at genopleve barndommens fjernsyn. At vise deres børn de formater, de selv voksede op med. Det lyder måske sentimentalt, men det er i virkeligheden også kulturpolitik: at bevare og give adgang til den fortælling, vi har fælles på tværs af generationer.

Kun cirka 40 pct. af DR’s arkiv er åbnet indtil videre. De resterende 60 pct. rummer enorme mængder kultur- og samfundshistorie, som stadig ligger bag lukket dør. Lige nu lever det som en åben hemmelighed, og derfor efterspørger jeg, at vi får hele arkivet og andre lignende arkiver ud at leve blandt danskerne: hos alle os derhjemme, i skoler, universiteter og på kulturinstitutioner.

Skal vi realisere ambitionen om verdens mest åbne og demokratiske arkiv, kræver det fortsat politisk vilje – og et større fokus på at udbrede kendskabet til arkivet. For et demokratisk værktøj har først værdi, når borgerne bruger det.

Vi har chancen for at skabe noget unikt i international sammenhæng: et samfund, hvor adgangen til vores fælles fortælling ikke afhænger af geografi, privilegier eller faglig baggrund, men ligger frit tilgængelig for os alle. Det valg bør vi styrke nu og fremad.