Konventionerne er ikke skyld i ghettoproblemerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler om konventioner, som om de var en magisk støvsuger: Hvis bare vi får gjort op med dem, forsvinder problemerne med integration og kriminalitet. Det er en behagelig fortælling for politikere, der vil virke handlekraftige uden at indrømme deres egne fejl.

De problemer, vi slås med i dag, stammer fra en udlændingepolitik, der blev ført for 30-40 år siden. Ingen konventions-bashing kan få os uden om den regning.

Hvis du tager et dumt kviklån, kan du godt råbe ad banken. Men det er stadig dig, der skrev under. Sådan er det også her. I 1980’erne og 1990’erne gjorde Danmark det markant lettere at få ophold og familiesammenføring, uden at vi havde en plan for, hvad der skulle ske bagefter.

Derfor står vi i dag med generationer, der aldrig fik en reel chance, og med naboer, der aldrig blev rigtige naboer, men blev parkeret i deres egne parallelverdener.

Alligevel er det ikke dér, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne peger hen. De peger på menneskerettighedskonventionerne. De taler om »opgør med konventionerne«, om at »genvinde kontrollen« og om at træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis den ikke tilpasses deres drømme om masseudvisninger og remigration.

Der er bare lige det, at konventionerne ikke tvang Danmark til at acceptere ghettodannelse, til at lade skoler i udsatte områder sejle eller til at parkere generation efter generation på kontanthjælp. Konventionerne besluttede ikke, at mennesker skulle stuves sammen i boligområder, hvor arbejdsløshed, fattigdom og social kontrol kunne gro.

Dertil når højrefløjen sælger idéen om, at alt bliver muligt og bedre, hvis bare vi løsriver os fra konventionerne, så sælger de en illusion. De giver os borgere et billede af, at vi kan trylle fortiden væk ved at rive et stykke papir i stykker. Men det, de i virkeligheden lægger op til, er et samfund, hvor staten får lov til at gå langt længere over for bestemte grupper, fordi de ikke er “som os andre”.

Hele konventionsdebatten er som at stå tæt på ”Mona Lisa” og skændes om hendes hårfarve. Man ignorerer billedet, ansigtet, blikket, historien og reducerer det til en detalje. Hårfarven er konventionerne. Det fulde billede er årtiers politiske beslutninger, manglende investeringer og fraværet af en reel integrationspolitik. For ja, vi stod selv med penslen.

Hvis vi for alvor vil tage integrationsproblemerne seriøst, kræver det mere end at råbe op om konventioner: Det kræver, at vi indrømmer, at Danmark for 30-40 år siden traf nogle valg, der var forkerte, og at vi stadig betaler af på den politiske gæld.

Det kræver, at vi investerer i skolerne, særligt dér, hvor næsten alle børn har anden etnisk baggrund end dansk. At vi laver en boligpolitik, der bryder ghettostrukturer i stedet for at omdøbe dem. At vi stiller klare og skrappe krav til sprog, arbejde og uddannelse, men samtidig giver reelle muligheder for at leve op til dem. At vi fører en konsekvent retspolitik, hvor kriminalitet har konsekvenser, uden at vi smadrer de principper, der beskytter os alle mod vilkårlig magt.

Alt det kan man gøre inden for konventionerne. De står ikke i vejen for krav, konsekvens og ansvar. De står kun i vejen for forslag, der reducerer mennesker til problemer, der bare skal flyttes rundt på et kort. For konventionerne er ikke vores redningsplanke. Men de er heller ikke den lænke, nogle partier håber, de kan bilde os ind, de er. De er det minimum af anstændighed og retssikkerhed, vi har lovet hinanden.

Vi kan kun løse dem ved at tage ansvaret dér, hvor det hører hjemme: hos Folketinget, hos de partier, der traf beslutningerne dengang, og hos os, der stadig stemmer på dem.

Konventionerne er ikke løsningen. Men det er et farligt selvbedrag at lade som om, de er problemet.