Bør jeg gifte mig med en svensker? Mit hjerte siger nej, men min aktieportefølje siger ja

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har kysset min del af frøer, og først nu går det op for mig, at jeg skulle have kigget over sundet i min jagt på den eneste ene. I krig, kærlighed og skatteoptimering gælder alle kneb nemlig, og i det lys, ja så kan en Hjalmer fra Malmø vel være lige så god som en Jakob fra København, måske endda bedre.

Få mænd er nemlig lige så søde som de svenske skattesatser på aktieafkast, og er det egentlig ikke præcis, hvad en moderne kvinde som mig leder efter?

Hvis jeg bosætter mig i Sverige hos ham Hjalmer og krydser broen på vej til arbejde, så falder skatten på mit aktieafkast fra 42 til 30 pct., og det er der næsten 20.000 mennesker, der gør hver eneste dag.

Det kan ligne småkager, men i realiteten begår vi finansielt selvmord i Danmark, fordi vi har den tredjehøjeste skat på aktieafkast af alle OECD-lande.

For at sætte tingene i perspektiv er der kun 1.000 mennesker, der er faret vild og tager pendlerturen i den modsatte retning fra Danmark til Sverige, og det er ikke svært at forstå, hvorfor det ser sådan ud.

Hvis vi leger, for tankeeksperimentets skyld, at jeg aldrig får lønforhøjelse og hen over de næste 50 år lægger 5.000 kr. til side hver måned, som jeg investerer til et afkast på 7 pct., så betaler jeg 3 mio. kr. mere i skat hen over mit liv her i Danmark, end jeg ville gøre ved at følge i Johnny Delux’ fodspor, forelske mig i en svensker og flytte til Malmø.

Men det hele handler jo ikke kun om mig og mine planer om at blive en rig gammel dame. Skatterne på aktieafkast lægger desværre også en dyne hen over resten af samfundets vækst og velstand. Når man straffer folk for at investere, så finder de nemlig noget andet at bruge penge på, og konsekvenserne deraf er over det hele.

Vi må spørge os selv, hvordan det kan lade sig gøre, at et land med så veluddannet en befolkning, glimrende infrastruktur og lave adgangsbarrierer for at stifte virksomheder kan performe så demonstrativt ringe, når det kommer til at rejse risikovillig kapital til vores start-ups sammenlignet med fjeldaberne oppe nordpå. Vi har også den laveste andel af børsnoteringer i forhold til bnp, den laveste andel iværksættervirksomheder per beskæftiget og den laveste andel gazeller i de små virksomheder.

Det er et politisk valg at takke nej til al den innovation, vækst og velstand, som følger med god erhvervspolitik, og her kan jeg høre den socialistiske djævel på min skulder hviske mig i øret, om vi overhovedet har brug for al den vækst?

Og ja. Det har vi. Fordi når vi med fuldt overlæg nedbryder den danske og de europæiske økonomier med vores skattesatser, så fylder den vestlige verden og vores demokratier mindre, og vores magt svinder ind, når vi ikke længere kan rulle med de økonomiske muskler. Vi har sjatpisset vores historiske forspring væk, og nu er den del af verden, der har et lidt mere lemfældigt forhold til demokratiet, i fuld sving med at overhale os.

Her må jeg trække kvindekortet og efter grundige overvejelser sige, at jeg ville foretrække, hvis Europa blev ved med at være en magtfaktor i verden, og selvom en all-inclusive-med-palmetræer-og-liggestols-agtig velfærdsstat er en stor fornøjelse, så er det desværre ikke nok til at holde russerne i skak. Det kræver derimod virksomheder, der kan holde os i front i vækstkapløbet.

Vi har lagt snubletråde af brandbeskatning ud på kapitalmarkederne, i håbet om at rigmandssønnerne falder på næsen. Problemet er bare, at når man gør det svært at blive rig, så bliver det forbeholdt dem, der i forvejen er dygtige til det, og så kan venstrefløjen fryde sig over, at ham i Porschen skal betale ved kasse ét, men hvad er det egentlig værd, når prisen er, at hende på cyklen aldrig får mulighed for at investere penge?

Venstrefløjen tegner et billede af, at de såkaldte aktiespekulanter kun er onde, rige, skaldede mænd i jakkesæt, men når 30 pct. af danskerne har penge investeret i aktier, så er vi allerede meget langt væk fra det populistiske skræmmebillede.

Med mine 24 år er jeg selv hverken rig eller skaldet, men jeg står med mange år foran mig, hvor jeg drømmer om at bidrage mest muligt til min omverden og at kunne give mit ældre jeg så stor valgfrihed som overhovedet muligt, og når det ikke kan betale sig for mig og mine jævnaldrende at investere vores penge i innovation og iværksætteri fremfor mursten, så har vi et alvorligt problem.