Landbrugsstøtten svigter både os i landbruget og vores allesammens natur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi bruger mange penge i Danmark på at understøtte landbruget. Det er klogt både for vores fødevareforsyning og for livet i landdistrikterne. Men måden, vi bruger landbrugsstøtten på i dag, svigter både os i landbruget, landdistrikterne og vores allesammens natur.

Hver måned gives der mere end én milliard i støtte til dansk landbrug, og størstedelen af de penge kommer fra EU’s landbrugsstøtte.

To tredjedele af pengene udbetales efter, hvor mange hektar en jordejer har. Det betyder, at store landbrug får den største gevinst, der bliver større og større. Samtidig lukkede 1,3 heltidsbedrifter hver dag i 2024, og der er i dag under 5.800 heltidsbedrifter tilbage. Hektarstøtten, som den er nu, er altså med til at drive den negative strukturudvikling, vi ser i landbruget i dag, og er en af hovedårsagerne til udfordringen med generationsskiftet i landbruget.

Oveni det er Danmark det land i EU, der bruger suverænt færrest penge på at understøtte landdistrikter, natur og småskalalandbrug. Lad os tage nogle eksempler.

En ny ordning i landbrugsstøtten er de såkaldte bioordninger, hvor landmænd kan få ekstra støtte til at gøre noget godt for miljø, klima eller natur. Bioordningerne er tænkt som guleroden, der skal få landbruget til at tage grønne initiativer. Men Danmarks implementering af disse bioordninger har været en dundrende fiasko. Vi er det land i EU, der bruger næstfærrest penge på disse ordninger, og de penge, vi bruger, har nærmest ingen effekt.

Hvorfor? Fordi vi har designet ordningerne uhensigtsmæssigt. Danske landmænd kan kun vælge mellem fire bioordninger – det laveste antal i hele EU. Til sammenligning tilbyder Litauen 16 forskellige ordninger, der rammer meget bredere.

Samtidig kommer de fire danske bioordninger sjældent små og mellemstore landbrug til gode. Bioordningerne er altså i højere grad designet til de store landbrug. Vores få ordninger er så uattraktive, at kun 60 pct. af det afsatte budget blev brugt i 2023.

Man kunne i stedet forestille sig en bioordning, der støttede økologisk frugt- og grøntproduktion i Danmark. Kun 0,6 pct. af Danmarks dyrkede areal bliver i dag brugt på at dyrke frugt og grøntsager til menneskelig konsum. I en tid med snak om vigtigheden af selvforsyning er det mærkeligt, at man ikke prioriterer vores egen fødevareforsyning.

Danmark er bundskraber, når det gælder omfordeling af støtte fra store til små landbrug. For at støtte små og mellemstore landbrug har EU netop skabt et værktøj til medlemslandene, hvor de skal bruge mindst 10 pct. af hektarstøtten til omfordeling, men den danske regering har sammen med kun ét andet EU-land valgt at ignorere dette obligatoriske værktøj fuldstændigt.

Resultatet? De største landbrug sluger langt hovedparten af støttemilliarderne, mens små og mellemstore landbrug – rygraden i mange lokalsamfund – kæmper for overlevelse. Det fremmer jordkoncentrationen, så den danske muld er fordelt på stadig færre hænder. Det øger gældsætningen, da den enkelte landmand har behov for stadig mere kapital for at købe et landbrug. Og det gør det sværere som ung landbruger at starte sin egen bedrift, da hektarstøtten fremmer spekulationer i jord og fortsat presser priserne op.

Alle andre EU-lande gør det kort sagt bedre end Danmark.

Vi kan starte med at lave flere og bedre bioordninger, der faktisk belønner et naturnært og agroøkologisk landbrug, der passer på vores drikkevand og mikrolivet i jorden. Og så kan vi aktivere omfordelingsstøtten, så små og mellemstore landbrug får en fair chance, samtidig med at vi sikrer, at den nye generation får adgang til jord ved at tage et opgør med hektarstøtten.

Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Vi skal bare bruge landbrugsstøtten sådan, som den er tænkt: til at skabe fælles goder for fælles penge.