Hvad ville der ske, hvis politikerne begyndte at se os som en ressource?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frisk luft, en sludder i brugsen og adgang til natur lige uden for døren. Vi er mange unge, der har valgt livet på landet. Ikke af nød eller fordi tanken om Odense, København eller Aarhus skræmmer os, men ganske enkelt fordi vi kan lide det.

Vi har tid, energi og ideer, som vi investerer i de steder, vi bor. Derfor er det også nedslående at se, hvordan landkommunerne prioriterer centerbyerne frem for landsbyerne.

Når det endelig sker, handler det mest om børnefamilierne. Og nej, jeg har intet imod børnefamilier. De skal have gode skoler, pasningstilbud og legepladser. Men et ensidigt fokus på én gruppe af beboere risikerer at underkende andre, og kommunerne går glip af det liv, der følger med, når unge får mulighed for at bosætte sig og realisere deres potentiale på landet.

For det stærke foreningsliv og frivillige engagement er ikke drevet af børnefamilierne. Det faciliteres af unge, der endnu ikke har fået børn, og ældre, hvor børnene er flyttet hjemmefra. I vores medlemsundersøgelse kan vi se, at 52 pct. af unge på landet er frivillige i foreningslivet.

Den samme grad af frivilligt engagement gælder de ældre. Set i lyset af at det netop er det stærke foreningsliv, der ifølge en undersøgelse fra Aalborg Universitet gør landet attraktivt, kan det være svært at forstå politikernes manglende ambitioner ift. at sikre en bred befolkningssammensætning i landdistrikterne.

I mange kommuner er de unges vilkår på landet ikke en prioritet. Lejeboliger er lige så sjældne som de busforbindelser, der i teorien skulle fragte unge til og fra deres uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. For slet ikke at tale om, at der mange steder bliver skåret i støtten til lokaleleje og drift af små foreninger.

Når tilskuddene til foreningslivet ryger, gambler politikerne ikke bare med fællesskabet og unges trivsel, men også med det engagement og initiativ, som følger med. Og ofte på landet, hvor der virkelig er brug for det.

Men lad os lave et tankeeksperiment. For hvad ville der ske, hvis politikerne begyndte at se de unge på landet som en ressource? Og hvad nu, hvis de faktisk prioriterede de unge landboere i deres indsats efter kommunalvalget?

Mit bud er, at sådan en investering ville komme hele lokalsamfundet til gode. De lokale fællesskaber vil blive styrket, hvilket vil tiltrække flere og skabe liv i de små byer.

Og lur mig, om ikke gode rammer og mødesteder for unge på landet med tiden vil resultere i, at vi også ender med selv at få nogle unger. Det tror jeg.