Høje priser er marineret i dårlige rammevilkår

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som selvkørende vognmand kan jeg ikke lade være med at undre mig over debatten om de høje og stigende priser i Danmark.

Ja, geopolitik og pressede forsyningskæder påvirker økonomien. Men det overses alt for ofte, at politiske beslutninger gennem flere år har forringet erhvervslivets rammevilkår i en sådan grad, at det unægteligt får priserne til at stige.

Selvom der på visse områder synes at være lovende takter, bliver de desværre hurtigt glemt igen, når politikerne opdager en mulighed for endnu en skat, en ny afgift eller en dansk særregel, som de kan presse ned over erhvervslivet.

Resultatet er uundgåeligt: Det bliver dyrere at producere, handle og transportere i Danmark.

Det ser jeg på nært hold som vognmand. Og vil man forstå, hvorfor priserne stiger, må man se på, hvad der driver dem op. Det vil jeg illustrere med konkrete eksempler fra min hverdag som ejer af en vognmandsforretning.

Bare i år er der landet endnu en række byrder på transportbranchen: en forhøjelse af dieselafgiften på 50 øre pr. liter (ekskl. moms), den kilometerbaserede vejafgift og skærpede dokumentationskrav for chaufførernes køre- og hviletid.

Dertil kan jeg også nævne klima- og energisynet, hvor selv små vognmænd nu er tvunget til at betale for dyre konsulenter, der skal udarbejde rapporter, som kan konkludere det åbenlyse: at lastbiler bruger energi, når de fragter medicin til sygehuset eller oksekød til supermarkedet. Medmindre brændstoffet er tanket i udlandet, for så tæller det åbenbart ikke som at bruge energi (nej, det giver ingen mening, men sådan er reglerne skruet sammen).

Særligt den kilometerbaserede vejafgift har været en katastrofe. Foruden en bureaukratisk opsætning, der involverer ikke mindre end fem forskellige myndigheder og institutioner – Sund & Bælt, Færdselsstyrelsen, Vejdirektoratet, Motorstyrelsen og politiet – har vejafgiften resulteret i et bødekaos, som ingen kan forsvare.

Vognmænd, der ellers gør alt for at registrere og betale korrekt vejafgift, får kastet bøder i nakken uden hensyn til omstændighederne. En praksis, der er et klokkeklart brud på EU-ret. Derfor har vi i International Transport Danmark været nødsaget til at stævne Skatteministeriet og Transportministeriet.

Hvordan det ender, ved vi ikke endnu. Men situationen er utålelig. Fra januar til og med september er der udstedt bøder for påståede overtrædelser af lov om vejafgift for over 240 mio. kr. Til sammenligning havde regeringen budgetteret med bøder for kun 58,7 mio. kr. for hele 2025.

Når der er udstedt så mange flere bøder end forventet, skyldes det, at staten hastede vejafgiftssystemet igennem uden at sikre sig, at det var klar til brug. Ud over den kafkaske opsætning kan mange vognmænd slet ikke genkende de bøder, de får. Der er tale om bøder for tilfældige signaludfald. Bøder til lastbiler, som myndighederne selv har registreret som fritaget for vejafgift. Bøder baseret på gps-data, hvor lastbilen ifølge registreringen har kørt rundt i en skov eller – i flere tilfælde – ude i havet. Og i de særligt kulørte tilfælde: bøder til vognmænd for lastbiler, de ikke længere ejer.

Alt efter lastbiltype ligger den kilometerbaserede vejafgift på omkring 1 kr. pr. kørt kilometer. Oven i det kommer så hele det administrative setup, hvor håndteringen af bøder i sig selv er blevet en stor udgift for virksomhederne.

Hver gang Folketinget vedtager en ny afgift, regel eller kontrolordning, skal den administreres. Det koster tid, penge og ikke mindst produktivitet.

I vejafgiftens tilfælde skal transportvirksomheden ikke bare betale afgiften. Den skal også kontrollere det notorisk fejlbehæftede motorregister, hvor vejafgiftens størrelse afhænger af, hvilken CO₂-klasse hver enkelt lastbil er placeret i.

Derefter kommer arbejdet med bøderne: Har lastbilen kørt strækningen på det påståede tidspunkt? Er det overhovedet korrekt, at der ikke er betalt? Hvorfor er der udstedt bøde, hvis der er købt rutebillet? Var der signalfejl – og hvordan dokumenterer man i så fald det? Pr. den 8. september 2025 var der gjort indsigelse i 16.983 sager – næsten 40 pct. af de udstedte bøder.

Alt dette tager tid. Meget tid. Og tid er ikke gratis.

Det er derfor en illusion, når nogen påstår, at »afgiftsbeløbene ikke er så store«. Det er de skjulte udgifter, der rammer hårdest. Skatter, afgifter og bureaukrati akkumulerer over tid. Og i praksis har vognmænd kun ét værn mod de nye byrder: De er tvunget til at hæve prisen på deres transportydelser.

Desværre får konkurrenceevne og rammevilkår kun opmærksomhed, når det er gået galt. Her og nu har regeringen bebudet, at den vil fjerne afgifterne på chokolade, slik og kaffe. Derudover sænkes elafgiften også til EU’s minimumssats – i hvert fald midlertidigt.

Det er positive takter, som jeg kun kan bifalde. Men jeg savner, at vi i Danmark og EU husker os selv på, at gode tider ikke må tages for givet. Det er, som om de gode tider bliver påskud til at finde på nye måder, man kan indkræve flere penge eller mere dokumentation og papirarbejde. Alt sammen med sikkert gode intentioner, men i sidste ende ruster det os dårligere i den globale konkurrence – og dermed også til dårligere tider.

Tidligere nævnte jeg, hvad der er opfundet af nye tiltag, som gælder for min branche fra og med i år. Kigger jeg længere tilbage, kan jeg også nævne kravet om at betale 1.500 kr. per godskørselstilladelse eller kopi af denne, som er et krav, at alle lastbiler skal medbringe.

Selv de lovpligtige indberetninger af kørselsstatistik til Danmarks Statistik er blevet en uoverskuelig opgave for især mindre vognmænd, eftersom de kan bruge timer på en indberetning for så at få udtaget en ny lastbil i deres flåde til indberetning få dage senere.

Jeg kan også nævne kontrolattesten for hastighedsbegrænseren, der tvinger danske vognmænd til at trække lastbiler ud af flåden for at købe en kontrolattest, der bekræfter, at der ikke er pillet ved hastighedsbegrænseren.

Heldigvis har transportministeren bebudet, at kravet om kontrolattesten skal afskaffes. Det er et skridt i den rigtige retning og et godt eksempel på, hvor meget lettere og billigere tingene kunne være, hvis man turde rydde mere op i alt det bøvl, der rammer erhvervslivet. Men det er snarere undtagelsen end reglen.

For desværre er de regler, jeg nævner her, bare enkelte eksempler på alt det fordyrende bøvl, der regner ned over danske vognmænd. Flere vognmænd har da også givet op og stillet træskoene. Ikke fordi de ikke elsker deres fag, men netop fordi det fag de elsker, bliver udskiftet med et andet.

Og jeg forstår det. Misforstå mig ikke. Jeg elsker livet som selvkørende vognmand. Men jeg oplever også, hvordan jobbet ændrer karakter. Det sjove bliver mindre, og dokumentation til staten fylder mere og mere.

Gode rammevilkår er ikke noget, man først skal begynde at interessere sig for, når virksomheder er begyndt at lukke. De er nødvendige her og nu.