Vi kan stadig nå at rette op på fortidens fejl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kort efter vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 stod Poul Schlüter for rullende kameraer og grinede ad sine kritikere. Hånligt påstod Schlüter, at der aldrig ville komme mere end 500 migranter om året til Danmark.

Allerede året efter var tallet 10 gange så stort. Det blev et symbol på, hvor hurtigt virkeligheden kan overhale de politiske løfter.

Siden dengang er der kun kommet flere til – og alt for længe har det været tabu at tale ærligt om konsekvenserne. Heldigvis er det venstreorienterede meningsmonopol begyndt at blive brudt, og vi kan i stigende grad tale åbent om de negative konsekvenser, som vores lille hjemland er udsat for.

Der er først og fremmest de konkrete tal. Kriminalitetsindekset for folk med baggrund i MENAPT-landene er svimlende højt. Helt op til seks-otte gange så højt for visse befolkningsgrupper, som det er for danskerne.

Det er blevet en slags moderne venstreorienteret politisk disciplin, at man med manglende basketballbaner, generelt lavere indkomst- og uddannelsesniveau forsøger at bortforklare disse tal.

Men der foregår også en mere skjult forandring end den, som personfarlig kriminalitet udgør. Den langsomme, ofte usynlige kulturelle kamp om Danmark. Jeg har oplevet det på egen krop – oplevelser, som har formet mig, og som jeg stadig kan mærke dybt i mit indre i dag. I min skoletid oplevede jeg ting, som jeg ikke burde have været udsat for. Ting, som alt for mange danske børn i dag oplever: angreb på vores identitet som danskere.

En ellers hyggelig dag med hjemkundskab i 6. klasse endte i en oplevelse af fremmedgørelse i mit eget hjemland. Muslimerne i klassen holdt deres årlige faste, ramadan, så vi danske børn fik at vide af vores lærer, at vi skulle tage vores hindbærsnitter med hjem og spise dem dér, for det var synd for muslimerne, hvis vi spiste dem foran dem. Og da vi fik undervisning i kristendom, som vores kultur hviler på, forlod de klasselokalet.

Denne langsomme kulturkamp, hvor gæsterne nægter at assimilere sig ved at deltage i vores kultur og faktisk udtrykker stor foragt for den, er en tendens, som finder sted i stort set alle kulturelle og sociale sfærer.

Selv Socialdemokratiet, som ellers har omfavnet gæsterne fra de varme lande med åbne arme, er begyndt at forstå alvoren. Frederik Vad har proklameret den tredje erkendelse: at nominelt integrerede muslimer bruger deres plads i samfundet til at fremme islamisk kultur.