Det er ikke viljen, der mangler – men modet til at forstå

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler sjældent ærligt om det, der virkelig gør ondt. Om mødet med sagsbehandleren, der slet ikke forstår. Om hvor svært det kan være bare at tage et bad. Om søvn, der ikke kommer, eller ar, der ikke kan skjules. Om følelsen af ikke at kunne få hjælp, fordi man ikke er “syg nok”, selvom man ikke længere går på arbejde, ikke dyrker sin fritidsinteresse, ikke har været i bad i 14 dage og ellers bare stirrer tomt ud i luften.

Vi taler ikke om, hvordan det føles at skulle lære at læse eller leve et almindeligt liv igen, mens alle andres liv fortsætter som et lyntog, man selv er blevet sat ufrivilligt af. Om at føle sig limet fast til fortiden og nuet, mens man ser fremtiden udfolde sig for alle andre. Om mistillid, pres og bivirkninger.

Der er så mange lag, vi sjældent tør nærme os, fordi det er sårbart, grimt, ærligt og menneskeligt. Men vi er nødt til at tale om det. Rigtigt tale om det. For først når vi tør gå ind i det svære og skjulte, kan vi begynde at nedbryde de tabuer og fordomme, der stadig følger med psykisk sygdom.

Psykiatrien har altid været presset, men problemerne bliver kun tydeligere. Vi ser flere unge med diagnoser. Flere, der mister grebet om hverdagen. Flere, der ender på førtidspension i en alder, hvor livet burde være i fuld gang. Ja, stress er endda blevet så normaliseret, at det nærmest opfattes som et statussymbol.

Vi hører ofte om »de knap 45.000 unge uden for arbejdsmarked og uddannelse«. Men det mest alarmerende er ikke tallet – men derimod, at vi stadig ikke forstår, hvorfor så mange ender der.

Manglende indsigt får afstanden til at vokse. Det skaber misforståelser, mistillid – og endnu flere fordomme. Samtidig forsøger vi at behandle problemet oppefra med 10-årsplaner, mens de indre kampe ofte går ubemærket hen, fordi vi som befolkning ikke kender til hverdagen med psykisk sygdom og den systemstress, der følger med. Det er måske endda lige så stor en udfordring som ventelister og mangel på sengepladser.

Det gælder om at lytte til dem, der kæmper med tunge diagnoser som skizofreni, bipolar lidelse og ptsd, og til dem, der har de lettere: angst, depression eller stress.

Vi har som samfund desværre en tendens til først at reagere, når angsten allerede har udviklet sig til skolevægring, eller når depressionen har ført til en sygemelding. På det tidspunkt har sygdommen ofte allerede fået godt fat. Det er ikke systemet, men hverdagen, der opfanger signalerne først: trænere, venner, kollegaer og familien. Derfor er det vigtigt at have tillid til dem og give dem flere muligheder for at handle.

Hver tredje dansker vil få en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. For nogle er det en periode med stress eller angst. For andre gentagne nedbrud, stemmer, uro og misforståelser, som langsomt nedbryder drømme og relationer.

Depression alene koster 10 mia. kr. i behandling og 25 mia. kr. i tabt produktion årligt. Men psykisk sygdom koster også venskaber, ægteskaber og hvert år mere end 500 liv. Alligevel mødes man ofte med mistro – også fra dem, der burde stå tættest på.

Man kan hurtigt blive set som doven, uintelligent eller svag. Som om sygdommen ikke tæller, fordi den ikke kan ses. Jeg har selv oplevet det. Mistilliden, når man beder om hjælp, men får at vide, man »lyder for velformuleret« eller ikke er »syg nok«. Det er ødelæggende. Det koster liv.

Derfor er det på tide, vi ændrer den måde, vi taler og lytter på – ikke kun blandt fagfolk og politikere, men hjemme over lørdagskyllingen, i omklædningsrummet og frokostpausen.

Det er dér, de ærlige samtaler skal begynde, for psykisk sygdom er ikke hele historien om et menneske. Vi er stadig forældre, børn, kollegaer og venner. Vi er sjove, kloge, kreative og hårdtarbejdende ligesom alle andre.