Førtidspensionen er løbet løbsk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har et førtidspensionssystem, der er stukket af. Så enkelt kan det siges. På trods af politiske ambitioner om det modsatte stiger antallet af førtidspensionister år for år.

Men førtidspension er ikke en ydelse som alle andre. Det er til de mennesker, der reelt ikke har andre muligheder. Når sygdom bliver så invaliderende, at arbejdsevnen forsvinder, skal samfundet stille med et stærkt sikkerhedsnet. Det er sådan, vi viser omsorg, værdighed og tryghed for dem, der er hårdest ramt.

Derfor forstår jeg også Ann Katrin Faurschous frustration i sit indlæg i JP forleden. Det gør indtryk, når førtidspensionister oplever at blive omtalt som en gruppe, der skal mistænkeliggøres eller skæres ned på. Kronisk sygdom er ikke noget, man vælger.

Og når arbejdsevnen forsvinder, er det ikke blot en indkomst, man mister – men også drømme, fællesskaber og en del af sin identitet. Førtidspension skal gribe i de situationer. Den skal være værdig, og den skal møde mennesker med respekt.

Men netop derfor bliver vi nødt til at tale om de problemer, der underminerer ordningen. For når førtidspension gives til kriminelle og indvandrere, som systemet ikke ved, hvad man ellers skal stille op med, eller til unge mennesker, der parkeres på en livslang ydelse, inden de nogensinde har haft et job, så svigter vi både de syge og fællesskabet.

Fakta er, at mere end 265.000 mennesker er på førtidspension. Vi bruger flere penge på førtidspension end på hele retsvæsenet, på folkeskolen – og flere penge, end vi bruger på hele Forsvaret.

Men det er også et menneskeligt ansvar.

For på otte år er antallet af unge under 40 år på førtidspension firedoblet, så det nu gælder over 40.000. Mange af dem er unge med psykiske diagnoser som angst, depression og adhd, som vi i stedet burde kæmpe for at hjælpe tilbage til fællesskabet.

Samtidig er en uforholdsmæssig stor andel af ikkevestlige indvandrere på førtidspension, og vi ser sager, hvor borgere dømt for kriminalitet får en ydelse, der var tiltænkt de syge.

Når Ankestyrelsen ovenikøbet ad flere omgange har vurderet, at der er fejl og mangler i mange tilkendelser af førtidspension, har vi et alvorligt problem. For konsekvensen er, at tilliden smuldrer – både hos de syge, der har ret til sikkerhedsnettet, og hos de borgere, der finansierer det gennem skatten.

Det er derfor, Det Konservative Folkeparti ønsker en grundlæggende reform af førtidspensionen. Vi vil sikre, at pensionen går til dem, der reelt har mistet arbejdsevnen, og ikke bruges som en “parkeringsplads” for unge eller som en genvej for kriminelle og indvandrere, der ikke ønsker at bidrage.

Vi foreslår bl.a., at 5.000 sager revurderes hvert år startende med kriminelle og udlændinge, så de danskere, der modtager førtidspension, rent faktisk er dem med behovet. Og ikke dem, der ikke har lyst til at arbejde – eller hellere vil bruge deres tid på kriminalitet, som vi blandt andet så med Fasar i ”Den sorte svane”. Og vi vil også se på unge under 40, så vi kan give dem den rette hjælp.

Blandt andet ved at bruge de frigjorte midler på at hjælpe psykisk sårbare unge ind på arbejdsmarkedet – gennem fleksjob, fællesskaber og målrettet støtte

Det er ikke udtryk for mistillid til de syge. Det er udtryk for rettidig omhu – så fællesskabets sikkerhedsnet kan gribe – også i fremtiden.