Anti-israelske demonstrationer kan fremmane jødehad
Har de mange propalæstinensiske demonstrationer rundtom i Europa pustet til en farlig antisemitisme?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi var den 2. oktober vidne til et usselt og fejt terrorangreb i Manchester på en jødisk synagoge.
Gerningsmanden, der bar et selvmordsbombebælte, kom til Storbritannien fra Syrien som barn og er således opvokset i Storbritannien, men alligevel radikaliseret til at ville begå et terrorangreb mod jøder på jødernes helligste dag på året.
Psykologien bag radikalisering er kompleks, men handler om, at man føler sig ikke inkluderet i et samfund, og at man kommer i miljøer, hvor man dehumaniserer ”fjenden”, i dette tilfælde jøder, og dermed legitimerer sin gerning mod personer, som man ikke anser for at være levende individer med familie, børn og arbejde, men blot afskum, der skal udryddes.
Hvis omverdenen også dæmoniserer en særlig befolkningsgruppe, får man benzin til et bål, der kan blive fatalt, som vi så i Manchester.
Og her er spørgsmålet så, om de mange anti-israelske demonstrationer, der i månedsvis har hærget europæiske storbyer, er med til at opildne en antisemitisk stemning mod de jøder, der bor og arbejder i Europa?
Jeg har selv været tæt på flere anti-israelske demonstrationer i København, som på mig virkede meget voldsomme med stærk vrede, ufattelig larm og talere, der via megafoner fik scenariet til at virke utroligt skræmmende og alt for intenst.
En gang flygtede jeg fra en demonstration på Kongens Nytorv, fordi jeg faktisk blev bange, og for få uger siden i Spanien ifm. anti-israelske demonstrationer ved cykelløbet Vuelta de Espania måtte jeg også i San Sebastian fjerne mig fra bycentrum pga. en aggressivitet, jeg ikke brød mig om.
Hvis man er i en radikaliseringsproces, kan sådanne voldsomme manifestationer virke næsten som kokain på et forvirret individ. Og efter tragedien i Manchester er det derfor relevant at spørge, om de mange anti-israelske demonstrationer er gået for langt?
Ja, vi har ret til at demonstrere, men tonen, bannerne, vreden og aggressiviteten er efter min mening gået over gevind. Vi ved godt, at mange er imod Israels fremfærd i Gaza, men det kan man da ikke bebrejde herboende jøder?
Det svarer til at bebrejde herboende iranere for det iranske præstestyres diktatur eller herboende amerikanere for Donald Trumps immigrationspolitik. En politik, som jeg i øvrigt er enig i.
Anti-israelske demonstrationer er psykologisk set en risiko for, at jødehad intensiveres og i sidste ende fører til terror. Det kan den alt for tidlige anerkendelse af en palæstinensisk stat, som mange europæiske lande har markeret, også tænkes at være.
Derfor håber jeg, at venstrefløjen med herboende muslimer i spidsen vil skrue ned for retorikken og vise deres utilfredshed med Israel på en mere fredelig måde. Man har lov til at være uenig, men hovedløs kritik af jøder generelt kan få meget alvorlige konsekvenser.
Det faktum, at gerningsmanden kom til Europa fra Mellemøsten som barn og alligevel blev selvmordsbomber, bekræfter også, at den danske regering har ret i, at vi ikke skal modtage palæstinensere fra Gaza, men hjælpe dem i nærområdet.