Sundhedsvæsenet er sygt, fordi vi måler på alt – undtagen det, der betyder noget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når mængden af dokumentation, kontrol og algoritmestyrede målinger vokser i sundhedsvæsenet, bliver der mindre tid og plads til omsorg og faglighed.

Det er et problem, vi har oplevet vokse på nærmeste hold. Hvis væsenet igen skal være sundt, kræver det hårde prioriteringer og svære beslutninger. For det enorme ocean af bureaukrati, administration og kontrol, som dræber arbejdsglæden og stjæler tid fra patienterne, er indført i den bedste mening.

Sundhedsvæsenet er sygt, og det beskrev Anders Seneca i Jyllands-Posten, hvor hans alvorligt syge far kunne forlade hospitalet uden at blive opdaget – mens drop og proteindrikke blev serveret og dokumenteret, sådan som vejledninger og algoritmer foreskrev i hans fravær.

Det er en rørende fortælling – men også et billede på en generel udvikling: Faglighed skubbes i baggrunden, mens kontrol, skemaer og algoritmer fylder mere. Det, der ikke måles på – som omsorg – bliver nedprioriteret.

Vi oplever det i vores arbejde. Sygeplejersker og læger bruger stadig mere tid foran computeren – og stadig mindre tid med patienten. Dokumentationskravene vokser år for år. Ethvert måltid og hvert trin i en behandling skal dokumenteres og registreres. Hvis det ikke er registreret i it-systemet, så er det ikke sket.

I Østdanmark foregår det i Sundhedsplatformen – et it-system, der alene koster omkring 700 mio. kr. årligt i drift og vedligehold.

Selv en banal indlæggelse kræver hundredvis af klik.

Nogle gange bliver det direkte absurd. Som når en dødsattest skal udfyldes på en afdød patient – men systemet forhindrer videre attestering, før man har taget stilling til, om der er lagt plan for blodfortyndende behandling, om øjendråber skal gives i ét eller begge øjne, eller om patienten kunne have sepsis.

Midt i afskeden med et menneske tvinges vi til at klikke os igennem irrelevante bokse til stor frustration. Eksemplerne på disse absurditeter er desværre mange.

Et andet eksempel er overvågning af vitalparametre, hvor der anvendes forskellige algoritmer i de fem regioner. Alle indlagte patienter skal overvåges med faste målinger. Algoritmen afgør, hvor ofte patienten skal tilses – også selv om den erfarne sygeplejerske vurderer, at patienten sover trygt og har brug for ro.

Resultatet er forstyrrelser, ekstra målinger og tidskrævende registreringer, som ofte giver mere papirarbejde end patientsikkerhed. Samtidig kan den alvorligt syge patient, som ikke scorer højt på algoritmen, forlade hospitalet ubemærket.

Sygdommen i systemet er kommet snigende over mange år. Intentionerne har sikkert været gode. Men i sidste ende er det politikerne, der har vedtaget mange af de regler og krav, som vi slås med hver dag.

Spørgsmålet er: Er afstanden fra beslutningstager til patienten blevet for stor?

Noget tyder på det. For hvis politikerne rent faktisk stod på et sengeafsnit og så, hvordan absurde dokumentationskrav og meningsløse algoritmer tager tid fra det vigtige – ja, så ville de blive afskaffet med det samme.

Vi mener, at der skal være færre rigide krav og mindre dokumentation. It-systemerne skal tilpasses klinikken i stedet for at spænde ben. Til gengæld skal vi vise sundhedspersonalet mere tillid og stole på deres faglighed. Sundhedspersonalet er eksperter i, hvordan patienterne plejes, behandles og observeres. Hvis de får frihed og tid, vil omsorgen igen blive prioriteret – og skemaerne nok lidt mindre.

Der er brug for politikere med faglig indsigt og erfaring med, hvordan beslutningerne højt oppe påvirker personalet på gulvet – og i sidste ende patienten.

Sundhedsvæsenet er sygt – og behandlingen er en grundig oprydning i bureaukratiet, administrationen, regler, kontrol og algoritmer, som i bedste mening er indført én efter én igennem mange år.