Danmark, du skylder mig ikke tykkere glas, du skylder mig frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor meget højere kan vi bygge vores mure og hegn? Hvor meget tykkere kan det skudsikre glas blive? Hvor mange flere politibiler og vagter skal vi have foran vores synagoger, skoler og børnehaver for at opnå noget så fundamentalt som følelsen af tryghed?

Det er spørgsmål, jeg desværre må stille som jøde i Danmark. Spørgsmål, der ikke burde eksistere i et frit land.

Danmark er ikke bedre end Manchester, hvor to mennesker forleden blev dræbt foran en synagoge. Vi har ikke været bedre end Manchester, vi har bare været forskånet for at vise statsledere på besøg, hvordan vi må gemme nogle af vores religiøse minoriteter bag hegn og skudsikkert glas. Det kunne lige så godt være sket her som for kun 10 år siden ved synagogen i København.

Herhjemme er hverdagen allerede fyldt med kameraer, hegn og bevæbnede betjente. En U12-kamp måtte aflyses, fordi børnene tilfældigvis spillede i en jødisk klub. Når 12-årige ikke kan spille fodbold på grund af deres baggrund, har vi et problem, der er langt større end fodboldbanen. Herhjemme lærer børn at tage deres davidsstjerne af i skolegården. Og alligevel bilder vi os selv ind, at vi lever i et frit land.

Grundloven lover samme frihed til alle. Ikke særskilte friheder bag mure og glas. Ikke et parallel-Danmark, hvor nogle kan tro og leve frit, mens andre må gemme sig for at gøre det samme.

Hvis vi kun bygger højere mure, så accepterer vi i praksis, at antisemitisme er blevet en permanent del af Danmark. Så gør vi glas og hegn til løsningen og kalder det frihed. Det er ikke frihed. Det er resignation.

Vi har brug for noget andet. Nultolerance over for chikane. Politisk neutrale læringsrum, hvor alle kan være trygge. Og konsekvenser, når had får lov til at fylde gader, skoler eller græsplænen, hvor de 12-årige fra Hakoah gerne vil spille fodbold. Det her handler ikke kun om jøder. Det handler om os alle. Et demokrati, der ikke kan beskytte mindretallet, beskytter heller ikke flertallet.

Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at had ikke forsvinder i morgen. Men jeg ved også, at vi er nødt til at tage fat i roden. Vi kan ikke bare pakke antisemitismen ind bag sikkerhedsforanstaltninger. Hvor frit er et land, hvis nogle kun kan udøve deres religion bag skudsikkert glas og høje hegn?