En død læge kan ikke hjælpe nogen, men vil Danmark beskytte lægehjælp i krig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

34.144 danskere har skrevet under på, at lægehjælp skal beskyttes i krige og konflikter – og at den danske regering må leve op til sit humanitære ansvar og gå forrest for, at vi kan arbejde i sikkerhed rundtom i verden.

I fredags afleverede vores internationale generalsekretær, Christopher Lockyear, danskernes underskrifter til den danske FN-ambassadør ifm. FN’s generalforsamling. Med underskrifterne opfordrer vi den danske regering til at fordømme angreb på lægehjælp og kæmpe for krigens regler.

Det er vigtigere nu end nogensinde før.

For angreb på sundhedspersonale og -faciliteter er de seneste år steget ifølge tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). I Læger uden Grænser har vi de seneste fem år oplevet 1.300 alvorlige angreb på vores personale, patienter, køretøjer, bygninger og udstyr.

Alene i august oplevede vi flere drabelige angreb.

I starten af måneden blev en kollega kidnappet i Sydsudan, da en Læger uden Grænser-konvoj blev stoppet af en gruppe bevæbnede mænd, og en af mine kolleger blev ført væk. Heldigvis blev han frigivet samme dag – og var uskadt.

Den 16. august detonerede en håndgranat på Zalingei-hospitalet i Darfur i Sudan. En person mistede livet, fem blev såret, og vi var nødt til at suspendere vores indsatser på hospitalet.

Ni dage senere blev Nasser-hospitalet i Khan Younis i Gaza bombet – to gange. Anden gang var sundhedspersonale og reddere allerede dukket op for at hjælpe de tilskadekomne fra det første bombardement. Mine kolleger søgte dækning i et laboratorium, mens 20 personer blev dræbt af bomberne.

Desværre er de tre eksempler langtfra de eneste angreb, vi oplevede i august.

Alvorligheden af angrebene kan ikke mistolkes. Det er liv eller død.

Og det siger sig selv: En læge, der har mistet livet, kan ikke redde liv. En sygeplejerske, der har brækket armen, kan ikke lægge drop. En chauffør, der har voldsomme hovedskader, kan ikke fragte medicinsk udstyr. Og en elektriker, der har mistet synet, kan ikke skaffe strøm til en kuvøse.

Vi gør, hvad vi kan for sikkerheden – for vores medarbejdere og patienter. Vi informerer de stridende parter om, hvor vi er, og hvordan vi bevæger os rundt – netop så de kan undgå at ramme os. De ved altid, hvor vi er. Og vi sørger altid for at have tydelige logoer på tøj, bygninger og biler.

Vores personale skal beskyttes – også i krig. Det dikterer krigens regler. Et regelsæt, der blev sat i værk efter Anden Verdenskrig for at sikre, at der selv i krig er beskyttelse af bl.a. civile og nødhjælpsarbejdere.

Men hvem opretholder reglerne?

Den foruroligende udvikling i angreb på lægehjælp viser en manglende respekt for krigens regler og medicinsk nødhjælp. Men hvis ingen reagerer, når hospitaler bliver bombet og sundhedspersonale dræbt, har reglerne så overhovedet en betydning?

Vi risikerer, at værdien af krigens regler bliver fuldstændigt udvisket, hvis vores politikere blot ser handlingslammede til, hver gang et nyt angreb rammer.

Vi må håndhæve krigens regler, hvis de skal opretholdes. Den danske regering må reagere, når medicinsk nødhjælp er mål for angreb i krig og konflikt.

Lige nu står Danmark med en central position som medlem af FN’s sikkerhedsråd og via EU-formandskabet. Mulighederne for, at Danmark kan gå forrest i beskyttelsen af lægehjælp, er historisk store.

I Læger uden Grænser gør vi alt, hvad vi kan, for at redde liv. Vil den danske regering gøre alt, hvad den kan, for at beskytte vores?