Jeg kan stadig huske Marlene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mine 75 år til trods kan jeg dog stadig huske Marlene. Marlene var en grønlandsk pige, der på grund af sine handicap var sendt til Risskov. Hun var vel 8-10 år ligesom mig.

Mit første besøg hos Marlene efterlod et indtryk, jeg stadig bærer. Hun sad i sin handicapkørestol. Benene var fikseret med løse læderremme, men det var nok, fordi de ellers ville være lige så uregerlige som Marlenes begejstrede armbevægelser, når hun så os.

Hun kunne nok smile eller grine, hvad det nu var, for hendes tænder sad meget uregelmæssigt og munden derfor helt skæv, desuden sad hendes øjne ikke helt i samme højde.

Men glad var Marlene, når vi med uger … måneders … mellemrum besøgte hende. Vi havde altid ispind med til hende, og jeg hjalp med at tørre savlet op.

Min mors fætter Jens havde været praktiserende læge i nogle år sidst i 1950’erne i det daværende Scoresbysund (nu Ittoqqortoormiit) på Grønlands østkyst. Hans kone, Grethe, var tandlæge.

Jeg sidder med flere af ”doktor Jens’” finurlige beretninger om livet dengang i et vildt område uden elektricitet, og hvor der kun var batterier til lys ved større operationer. Jens’ kone, Grethe, fik styr på inuitternes tænder med et tandlægebor, der blev drevet ved hjælp af cykelpedaler, som hun betjente samtidigt. Det var vilkårene, men de og deres to sønner havde en fortræffelig tid, læser jeg, iblandt inuitterne.

Jens skriver intet sted om de indfødtes seksualitet, men lidt fornemmer jeg dog. Han skriver: »Gonorrhoe, åh ja. En af Grønlands svøber. Den kom til Scoresbysund med en af de håndværkere, der var sendt op for at bygge sygehus. Den bredte sig som en steppebrand … Infektionen bredte sig til småpiger på 3-4 år via fælles vaskeklude med storesøstre og mødre.«

Så gik Jens i gang med den store kanyle, og alt der kunne kravle og gå blev vaccineret. Han skriver: »Jeg kunne af og til føle mig lidt ussel. Følte, at jeg svigtede min lægelige etik. Men så tænkte jeg på de små piger og måtte konkludere, at jeg måtte betragte det som en epidemi, hvis jeg skulle få bugt med sygdommen. Jeg måtte lade ”epidemiloven” træde i funktion. Behandle ved enhver mistanke. Selv uden bevis.«

Med stor ihærdighed fik han steppebranden slukket, og samme håndværker fik fire måneders betinget fængsel i Danmark.

Jens måtte dog finde på noget forebyggende, men at ændre naturbefolkningens syn på seksualitet ville ikke være en gangbar løsning. Derfor fik han en aftale i stand om, at han ville være blandt de første til at vide, når der kom skib til byen.

Han skriver: »Når der om sommeren kom norske eller danske skibe til området, tog jeg ud på skibet som første mand. Enten med slæde til iskanten eller med motorbåd. Var skibet først i nærheden af land, vrimlede det snart med mennesker ombord. Også søde piger. Men når jeg fortalte søfolkene, at de i al fald ikke kunne blive smittet hos os … ja, så var det, ligesom om de kunne se deres fordel i at være ærlige og fortælle, hvis der var den mindste sandsynlighed for, at de selv bar på smitten. Og så kom Tricillinsprøjten frem igen i den hellige profylakses ånd.«

Det var kun to måneder om året, at der kunne komme skibe til Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit, og dengang var det ikke muligt at flyve dertil, så den isolerede by kunne leve trygt for udefrakommende infektioner det meste af året.

Men byen havde dog stadig et problem, der ikke kunne ændres på af en enkelt udstationeret læge og hans kone, for seksualdriften var fortsat den samme, uanset skibe eller ej.

Jens var altid kærligt begejstret, når han talte om inuitterne. De vandt helt hans hjerte. Men ét punkt havde han svært ved, og det var den almindelige forekomst af incest, endda på mindre børn, pædofili. Familiebåndene var desuden meget tætte, og afkom af forældre, der var nære slægtninge, måske endda søskende, gav ikke sjældent stærkt handicappede børn, hvis de overhovedet overlevede fødslen. De uønskede børn ”forsvandt” hurtigt. Blev sat ud på isen. Kun de synligt raske nyfødte fik lov at vokse op.

Marlenes forældre var i tæt familie, fik jeg at vide af min mor. Jens havde sørget for, at hun kunne komme til Danmark. Mere husker jeg ikke om hende og havde nok også glemt hende, hvis jeg ikke havde hørt Radio IIII’s interview med Pele Broberg, formand for det grønlandske politiske parti Naleraq.

Broberg fastholdt under hele interviewet flere gange, at spiralsagen er et »folkedrab« begået af Danmark på en afgrænset befolkningsgruppe (grønlændere/inuitter), fordi det angiveligt ville blive for stor en udgift for landet at underholde den grønlandske befolkning på samme niveau som den industrialiserede del af befolkningen i det danske kongerige. Spiralsagen skulle altså anskues som et forsøg på at standse befolkningstilvæksten, som naturligvis tog til med de mange nye sundhedsmæssige tiltag, der skete i Grønland på den tid.

Dengang som nu tager man nødigt anklager som incest, pædofili og drab af vanskabte nyfødte i munden. De danske læger og sundhedsmedarbejdere i Grønland havde ikke medicin eller behandlingsmetoder til rådighed, men deres etik bød dem dog at gøre noget. Hvordan stopper man en kultur med incest, pædofili og drab på nyfødte?

Skulle de vanskabte børn reddes som vores Marlene? Skulle der indføres straffe for en kulturelt betinget levevis? Dertil er problemerne ikke blevet mindre på grund af det store alkoholmisbrug.

Ja, spiralsagen var et humanitært indgreb. Ja, endda på små piger helt ned til 12 år, for det var også dem, der blev udsat for overgrebene af onkler, fætre, fædre, brødre.

Hvad skulle der ske med de vanskabte børn?

Hvor frækt, hr. Broberg, at tale om folkedrab i spiralsagen! Jeg harmes. Der var gode folk og læger, der bekæmpede de umenneskelige vilkår, der blev småbørn til del i et meget umodent Grønland. Et Grønland, der på ganske få generationer skulle gå fra fangerstadiet til et højt industrielt samfund.

Det var en af få muligheder for at standse de mange deforme nyfødte, at standse levende væsner fra at blive lagt ud på isen, at dæmme op for den voldsomme incest, der overgik selv små piger og drenge, og som i øvrigt stadig er et problem.

Folkemord? Fej for egen dør først, hr. Broberg. Det er så let at dømme fortiden med nutidens etik. Selv nu om dage er det næsten umuligt at gennemføre en dna-faderskabssag på grund af den store indavl.

Prøv at forstå, at datidens hjælp til Grønland ikke (udelukkende) var båret af et kapitalistisk ønske om at vride selv den mindste mønt ud af landet. Der var også mange velmenende mennesker, der både ville bevare kulturen og uddanne befolkningen ud mod den fremstormende kulturudvikling, der forekom i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.

Undskyldninger er ikke noget, man har krav på. Afsenderen skal selvfølgelig give en undskyldning, hvis alle er enige om, at undskyldningen er berettiget.

Erstatninger er heller ikke noget, man har krav på, og det viser kun grådighedens grimme fjæs, når erstatningssummerne svirrer i luften.

Hvor er forståelse, medmenneskelighed og tilgivelse henne? Lad os komme videre i stedet for at trampe rundt i fortiden, som vi alligevel ikke kan ændre på.