Håndteringen af droner viser, at Danmark ikke kun skal satse på krudt og kugler

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En måbende og også skræmt befolkning er efterladt med indtrykket af, at vi står med bukserne nede og har åbenbaret den rene amatørisme, når det drejer sig om håndteringen af nogle droner over Københavns Lufthavn i Kastrup. Ja, det overskyggede selv en ministerrokade.

Frygten blev lynhurtigt gejlet op af den ukrainske præsident, der uden tøven pegede på Rusland som den skyldige.

Den politiske retorik og de diplomatiske kanaler var rødglødende og har, hvis jeg skal lytte til “folkets røst”, medvirket til, at store dele af den danske befolkning er blevet utrygge over regeringens holdning til sikringen af noget så essentielt som en lufthavn med tusinder af ind- og udrejsende passagerer.

Jeg skal være den første til at erkende, at droner kan være et effektivt spionageredskab og en uhyggelig dræbermaskine, men de kan altså også bruges til psykologisk krigsførelse. Og det kan være tilfældet her, men det kan man lære af.

Åbenbart føler de mange, jeg har talt med, at det grænser til det pinlige, at dronerne i fire timer kredsede over lufthavnen uden at blive skudt ned, på trods af at betydningsfulde personer brugte ordet »angreb« om det, der foregik.

Her må jeg som tidligere operativ chef i PET medvirke til lidt bedre kommunikation om sagen: For det første er der ingen tvivl om, at vi har redskaberne til at skyde dronerne ned – og vi har også andre muligheder for at kunne passificere dem.

For det andet: For at kunne forebygge, modvirke og forhindre et senere angreb er det vigtigt at vide alt om fjendens kapabiliteter på området. Det gør man ikke ved at se på resterne af en drone, men ved at følge dens digitale spor tilbage til kilden.

Og sidst, men ikke mindst: Hvem er gerningsmanden? I princippet kan han være alt fra en miljøaktivist til en stat, en falsk flagoperation, hvor det ser ud, som om det er russerne, men i stedet arbejder til gavn for egne interesser. Meget peger i retning af Rusland, men lad nu efterforskningen afgøre det.

Alle disse hensyn har utvivlsomt og ærgerligt været med til den frygtskabende kommunikation. Det er som om, at når PET er indblandet, så forklumres kommunikationen af frygt for »rigets sikkerhed«.

Vigtigst af alt er, at vi igen får understreget vores sårbarhed, men også, at der bliver gjort noget ved det, og det måske ville være klogt at bruge flere penge på at sikre os mod droner og hybride angreb end på krudt og kugler.