Solidaritet med de svage er sympatisk, men bliver fatal, når venstrefløjen sætter autopiloten til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tankerne om tolerance og dens grænser har optaget filosoffer i århundreder.

Hos Voltaire findes bekymringen for religionens intolerance, og hos John Stuart Mill i ”Om friheden” (1859) diskuteres frihedens grænse dér, hvor udøvelsen af frihed skader andre. Rousseau og senere liberale tænkere var ligeledes opmærksomme på faren for, at et samfunds åbenhed kan blive dets svaghed.

Men det var Karl Popper, der i ”Det åbne samfund og dets fjender” (1945) gav denne indsigt sin skarpeste formulering.

Popper advarede mod den udbredte illusion, at tolerance kan eksistere som et ubegrænset princip. Han understregede, at tolerancen kun kan bestå, hvis samfundet i tolerancens navn forsvarer sig mod de kræfter, der arbejder på at afskaffe den. Heri ligger toleranceparadokset.

Med en sjælden klarhed formulerede Popper sin pointe om, at intet åbent samfund uden videre kan tolerere det, som målrettet søger at opløse selve åbenheden. Det var en lektie hentet fra mellemkrigstidens Europa, hvor nationalsocialisterne med kold systematik udnyttede de demokratiske procedurer til gradvist at lukke det demokratiske rum.

Pointen hos Popper var ikke censur, men grænsesætning. Idéer, der er villige til at mødes i det rationelle rum, skal imødegås i netop det rum. Men ideologier, der afviser samtalens præmis, eller som bruger friheden til at lukke munden på kritikere, må mødes af et tydeligt nej.

Denne skelnen er afgørende, når vi ser på den udvikling, der har udfoldet sig i Danmark siden efteråret 2023. For her er der ikke tale om isolerede enkeltsager, men om et samlet forløb, hvor symboler, sprogbrug og institutionelle reaktioner bevæger sig i samme retning. Først som små forskydninger i offentlighedens bevidsthed, siden som et mønster, der indlejrer sig i gaderne og i den politiske kommunikation.

Umiddelbart efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober lød fordømmelsen klart.

Kort efter begyndte en ny tone at tegne sig. I avisspalterne blev fokus drejet, og opfordringer til at “nuancere” eller “balancere” regeringens linje vandt frem. Hvor regeringen først markerede entydig fordømmelse af Hamas, fulgte måneder senere en skarpere kritik af Israels krigsførelse. Tyngdepunktet flyttede sig fra terrorens brutalitet til krigens asymmetrier.

Samtidig skete der en markant symbolsk forskydning i kulturens frontvinduer. På Charlottenborg, Kunstakademiets bygning midt i København, blev ruder og facaderne dækket af palæstinensiske flag, slogans og erklæringer om solidaritet, næsten synkront med at gerningsmændenes egne videoer fra massakrerne cirkulerede globalt.

Når studerende på en statslig kunstinstitution kan bruge facaderne til at iscenesætte et politisk symbolrum, opstår en legitimitet, tilsigtet eller ej, for en bevægelse, der åbent bekender sig til vold.

Mens ordene forrykkede sig i aviser og institutioner, flyttede gadernes lydspor sig også. Pro-palæstinensiske grupper marcherede gennem hovedstaden med bannere og råb om intifada og »from the river to the sea«.

For mange forbipasserende var de arabiske slagord uigennemsigtige, men for dem, der forstod sproget, var meningen ubestridelig: drab på jøder, de-legitimering af Israels eksistens, opgør med de institutioner, der udgør rammen om et liberalt demokrati.

Ved forårets pro-palæstinensiske demonstration foran den amerikanske ambassade blev omkvædet gentaget med særlig tyngde. Jihad og intifada rungede mellem murene, ledsaget af krav om sharia og udsagn om ødelæggelsen af den vestlige civilisation.

Den politiske og retlige reaktion forblev dæmpet, som om selve formen “en demonstration” neutraliserede indholdet. Normalisering sker ikke ved én skelsættende hændelse, men ved gentagelser, som ingen for alvor sætter grænse for.

I samme periode forrykkede diskursens skillelinjer sig i tv-studier og spalter. Udsagn om frihed og selvbestemmelse blev sat i spil på måder, der af nogle kunne læses som universelle principper, men som af andre blev opfattet som en indirekte legitimering af væbnet kamp.

Det interessante er mindre, hvem der “har ret”, og mere, hvordan det sproglige felt glider, når nøgleord som frihed løsriver sig fra deres demokratiske forudsætninger og lægges som retorisk tæppe over budskaber, der faktisk underminerer dem.

Samtidig dukkede flere beretninger om antisemitisk chikane op, ofte uden anmeldelse af frygt for repressalier eller social stempling.

Den officielle anerkendelse af underanmeldelse er væsentlig, for den forklarer, hvorfor det billede, der aftegnes i statistikker, kan halte efter den sociale virkelighed. At myndigheder via politiet senere prioriterede ressourcer til en særskilt indsats mod antisemitiske overgreb i København, er en konsekvens af samme forskydning fra diskurs til beredskab, et kulturelt signal “bider sig fast” og bliver til sikkerhedsopgave.

Fra gadernes råb til myndighedernes beredskab ser vi, hvordan symboler og ord bliver til sikkerhedspolitik.

Når den offentlige orden reagerer asymmetrisk på henholdsvis digitale ytringer og koreograferede råb i de mest offentlige rum, sender det et klart signal om, hvad der opfattes som politisk risikabelt at gribe ind overfor. Den selektive berøringsangst bliver i sig selv en normskaber.

Denne asymmetri har et akademisk ansigt. Når studerende på universiteter og kunstskoler mødes af politiske bannere og kampråb uden mod-tale, smitter symbolerne institutionens autoritet, og læringsrum forvandles til legitimeringsrum.

Tre mekanismer forstærker hinanden: den symbolske acceleration, hvor ord som jihad og intifada bliver hverdagens lyd; den sproglige sløring, hvor arabiske slogans passerer ubemærket for flertallet; og den institutionelle asymmetri, hvor sociale medier sanktioneres hårdt, mens gadernes voldelige paroler ignoreres. Det er netop denne asymmetri Popper advarede imod.

Man behøver ikke forlade Europa for at se, hvad berøringsangst kan føre til. I den engelske Rotherham-sag undlod politiet at gribe ind over for organiserede overgreb på unge piger af frygt for racismebeskyldninger. Mekanismen er genkendelig: når frygten for intolerance-anklagen vejer tungere end retssikkerheden, svigtes ofrene, og intolerancen får frit spillerum.

Dette kan netop ses som venstrefløjens blinde vinkel. Solidariteten med de svage er sympatisk, men bliver fatal, når den automatisk oversættes til opbakning af enhver sag, der præsenterer sig som anti-systemisk. Alliancer opstår dermed med bevægelser, der i praksis afviser ligestilling, ytringsfrihed og demokrati.

Opgaven er ikke massecensur, men institutioner med rygrad. Kulturhuse og universiteter må stå fast på de rammer, de lever af, åben kritik, pluralisme og ikke-vold. Politiet må håndhæve konsekvente grænser. Hvis grove net-ytringer straffes, må opfordringer til vold i gaderne ikke reduceres til “fredelige markeringer”.

Sproget er ikke pynt, men praksis. Når ord som jihad og intifada normaliseres i det offentlige rum, forskydes grænsen for, hvad vi kan tolerere. At fastholde grænsen er ikke en højre- eller venstreorienteret disciplin. Det er en demokratisk nødvendighed, som hverken kan outsources til de gader, hvor intifada har fået sit omkvæd, eller til de algoritmer, der straffer enkeltindividers tastatur.

Den kan kun fastholdes af institutioner, der ved, hvad de er sat i verden for, og af en offentlighed, der har modet til at sige: Her stopper tolerancen, for at tolerance kan bestå.