Dit digitale liv kan slettes med ét klik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når en privat virksomhed kan lukke os ude af vores sociale liv uden varsel, uden forklaring og uden appel, rejser det et større spørgsmål: Hvad betyder det for vores digitale rettigheder og fællesskaber?

Jeg oplevede det selv for nylig, da jeg pludselig blev smidt ud af Facebook og Messenger – uden at ane hvorfor.

I det kendte eventyr om ”Ali Baba og de fyrretyve røvere” må man sige remsen »Sesam, Sesam, luk dig op« for at få adgang til en hemmelig hule fyldt med skatte. Well … Jeg selv har lige haft en måned, hvor jeg tilsvarende har forsøgt at tiltuske mig adgang til hulen – blot var skatten i dette tilfælde at allernådigst få lov at komme tilbage på de sociale medier.

Fra det ene øjeblik til det andet blev jeg nemlig for nylig udelukket fra Facebook og Messenger.

Årsagen? Jeg aner det ikke. But I lived to tell the tale: Jeg havde skrevet min adresse til en sælger i en keramikgruppe på Messenger, da jeg ville købe en vase af hende. Idet jeg trykkede »send«, blev jeg med ét kastet ud i det digitale tomrum.

Konto deaktiveret. Bum.

Hjertebanken. Begyndende panik. Og komplet mangel på forståelse. Det var et rigtigt Tadej Pogačar-moment: I am gone. I am dead. Jeg forstod i-n-g-e-n-t-i-n-g.

Blot fik jeg en kort besked om, at jeg kunne indsende en appel – hvilket i praksis gik ud på at stå og dreje hovedet i en lille video … først den ene vej og så den anden vej … så Meta kunne se, at jeg var et rigtigt menneske.

Og derefter: tavshed. Dage blev til uger. Intet svar. Ingen kontaktmuligheder. Ingen mennesker i den anden ende.

Det er en vild oplevelse pludselig at være digitalt død. Jeg havde trods alt 16 års historik liggende: minder om mine børn, billeder, videoer, praktiske kontakter, netværk og grupper. Alt sammen væk. Som om jeg aldrig havde eksisteret.

I samme periode mistede min kæreste sin far, og han lavede både et smukt opslag om det, og senere kom dødsannoncen også ud på Facebook. Og stadig kunne jeg ikke deltage. Jeg fik ikke mulighed for at kondolere digitalt, ytre mig, sende en blomst – hvad ved jeg?

Mange vil sikkert sige: Jamen, hallo, du var der jo for ham i virkeligheden, hvad skal du så bruge Facebook til? Men jeg følte mig vitterligt sat uden for fællesskabet. Det er lidt som med den gamle devise: Man ved først, hvad man har, når man mister det.

Og jeg, der ellers ville have svoret, at sociale medier ikke var så vigtige for mig.

Og så skete miraklet pludselig alligevel – halleluja!

Efter godt en måned holdt uden for døren kunne jeg fra den ene dag til den anden atter tilgå systemet – stadig uden at ane hvorfor. Spændt og lettere dirrende, jeg indrømmer det, fik jeg nu oprettet en ny konto. Yes – endelig lykkedes det!

Men alt det gamle var væk. ALT. Alle tidligere kommentarer, tags, ALT. Delete that woman!

Meta havde vendt tommelfingeren ned på min gamle profil, og jeg skulle nu vist bare være glad for overhovedet at få adgang igen.

Det mest skræmmende er dog ikke mit tab af historik.

Nej, det mest skræmmende er, at systemet tilsyneladende er designet, så man står fuldstændig magtesløs, hvis man bliver sparket ud i mørket. Der er intet menneske at tale med.

Ingen forklaring. Ingen proportionalitet. Ingen mulighed for at sige: »Hey – jeg har intet forkert gjort, men her er, hvad der skete.«

Bare stilhed.

Men jeg er lettet over at være tilbage – selvom mange af mine gamle venner afviser min nye venneanmodning, fordi de tror, jeg er spam. (Helt ærligt, jeg kan ikke bebrejde dem. De har jo for pokker ikke opdaget, jeg var væk).

I eventyret om Ali Baba er hulen fyldt med guld og ædelstene. I mit tilfælde var der ingen skatte, kun tab. Et slags anti-eventyr. Godt nok endte døren med at åbne sig igen – men ingen kan forklare hvorfor eller garantere, at den ikke smækker i igen i morgen.