Rune Selsing argumenterer som en zionist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kunne tro, at Rune Selsing vidste, at begge parter i striden mellem jøder og arabere har begået terror mod den anden. Men læser man hans kommentar i JP ”Hvad forestiller man sig ellers, at Israel skal gøre?”, må man tro, det kun er palæstinenserne, der begår grufuld terror som den, Hamas begik den 7. oktober 2023.

Han mener, sikkert korrekt, at Hamas’ overfald nyder opbakning blandt palæstinensere. Men jødisk terror mod Palæstinas arabere har på samme vis nydt opbakning fra Palæstinas jøder, selv om jødisk terror mod arabere også har været grufuld, som de jødiske undergrundshære Irgun og Lehis angreb på araberlandsbyen Deir Yassin i april 1948 illustrerer.

Men hvor den israelske stat har slået så hårdt ned på Hamas, at tusinder af civile arabere har mistet livet, var der ingen palæstinaarabisk stat til at svare igen på terroren mod Deir Yassin, der berøvede 100 arabere livet. Siden er det gået slag i slag med de to siders terror og modterror, for terror avler terror i en skrue uden ende.

Selsing skriver, at de færreste af de 3,7 mio. palæstinensiske flygtninge er flygtet noget sted fra. Mange er dog efterkommere af de palæstinaarabere, der flygtede foran de jødiske tropper før, under og efter de arabiske hæres invasion af det nye Israel efter statens fødsel i maj 1948. F.eks. satte Irgun/Lehis terror mod Deir Yassin gang i en arabisk flygtningestrøm mod Jordan og Libanon, da de flygtende frygtede, at Deir Yassin var begyndelsen på en systematisk udryddelse af deres folk. Frem til seks arabiske hæres invasion af Israel midt i maj var 250.000 arabiske landsbybeboere flygtet foran de jødiske styrker.

Det på én gang mest opsigtsvækkende og mest banale i Selsings indlæg er hans konstatering, at jødehad er indlejret i Europas kultur. Af nyhedsdækningen kan man ellers tro, at jødehad er en arabisk spidskompetence.

Før Anden Verdenskrig var der ikke mange, der mente, at der burde oprettes en jødisk (og en ny arabisk) stat, men efter Hitlers massedrab på jøder mente et flertal af lande det. Hvor skulle den ligge? Da jødehad er et europæisk særkende, kunne man mene, at en jødisk stat burde ligge et sted i det slagne Nazityskland, f.eks. i Baden-Württemberg. Eller i Rusland, hvor zar Nikolaj II havde excelleret i voldelige jødeforfølgelser.

I 1896 havde den ungarske jødiske journalist Theodor Herzl fået idéen, at Europas jøder skulle have en stat i den gamle romerske provins Palæstina mellem Jordanfloden og Middelhavet, da Palæstina dels var befolkningstomt, dels engang havde været jødisk.

Palæstinensere kan indvende, at de ikke bør bøde for europæernes blodige forfølgelser af jøder og overlade et stykke Palæstina til jøderne. Men det blev et flertal af verdens lande ikke desto mindre enige om i 1947 i FN.

Når der ikke opstod en jødisk stat i Tyskland eller Østeuropa, skyldes det, at ingen jøder ønskede en stat i Europa, men gerne fjernt fra Europa og europæeres forfølgelse. Og Palæstina var både fjernt, befolkningstyndt og havde lagt jord til jødiske stater i romersk tid.